Tag: Livsforståelse

Sagde du ‘sandwichgenerationen’?

I går, da jeg sad og bladrede Søndagsavisen igennem til morgenkaffen, lærte jeg noget nyt. Eller, det vil sige jeg har været i en slags konkret og praktisk læreproces fra jeg fik mit første barn for 14 år siden, men i fredags fik jeg et begreb at putte mine erfaringer ind under: Sandwichgenerationen.

“Kender du sandwichgenerationen? Det er forældre, der i en moden alder har fået børn og derfor sideløbende med børnepasningen også skal tage sig af deres aldrende forældre. De bliver så at sige klemt af omsorgsbehovet fra to generationer.”

Klemt, det er ikke ordet. Mine forældre har altid haft behov for hjælp, og nu i weekenden er min stedmor flyttet på plejehjem. I går brugte jeg blandt andet godt tre timer på at sætte navnemærker i alt hendes tøj – på “opfordring” fra matronen på hjemmet for ellers ville hun ikke få vasket. Mens jeg ryddede op og gjorde rent i den gamle lejlighed, som et dreamteam bestående af min ældste søn, min mand, min bror og mig pakkede ned, flyttede ud af og pakkede ud igen i ét effektivt hug i weekenden, ringede min ene søn og klagede over kvalme og hovedpine og spurgte hvornår jeg kom hjem (fra Fyn), for han skulle måske kaste op. Min anden søn er gået i skole i shorts i dag i protest fordi han mente at alle de bukser han gider gå i, er til vask. Næste skridt, hvis jeg ikke snart vasker, er at han tager badetøj på. Påstod han. Jeg må se at få lært ham at vaske selv.

Nå. Det er godt nok altsammen. Det er i hvert fald lærerigt, jeg kommer ikke igennem det her uden at have lært en fandens masse mere om hvem jeg selv er, og hvad jeg står for. Jeg kan for eksempel i de her dage mere end ane hvordan mit overudviklede frelserkompleks er opstået.

MEN. I dag er MIN dag. Ingen skal få lov at røre den. Jeg har to aftaler jeg glæder mig til, jeg tror jeg “serverer” rugbrødsmadder til aftensmad for nemhedens skyld, og i aften skal jeg se de sidste to afsnit af Broen. Det skal ingen tage fra mig.

Om at beklage sig

I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.

Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O’Malley’s blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:

“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”

“All else is madness”. Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.

Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os – højlydt eller i vores stille sind – over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.

Contrails

Hvis jeg kunne komme nok på afstand og indtage et meget overordnet perspektiv, ville kunne se kondensen fra min udåndingsluft i forbindelse med mine bevægelser. Den ville tegne tilsyneladende rette linjer der stritter i alle retninger, efter mig, men i virkeligheden ville det være krumme linjer der cirkler om min kerne præcis som flystriber om jorden.

Det er godt at dvæle lidt ved det billede, synes jeg.

Fodnote

Her kommer en lille “fodnote” som jeg har fået lyst til at skrive i tilknytning til mit indlæg i går:

Det er min opfattelse at et menneske til enhver tid, hvert eneste sekund af sit liv er sig selv. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre ikke at være sig selv, men det kan lade sig gøre at opleve det som om den man ikke er sig selv, generelt eller i perioder. Det er min erfaring at personlig forandring på ingen måde handler om at skabe et nyt “sig selv”, en slags fremtidig udgave af Janne eller Oskar eller Poul eller Jette eller .., men derimod om at forandre den oplevelse eller opfattelse vi har af os selv.

Jeg tror at det for mange mennesker – men det er bare en fornemmelse, jeg kan jo egentlig kun tale for mig selv – handler om at forvandle eller forandre en skamfuld eller nedsættende oplevelse af den man er, til en respektfuld eller anerkendende oplevelse af den man er. Vi er som sagt dem vi er, uanset hvad. Det er lettere sagt end gjort, bestemt, for jeg tror at det generelt fremkalder angst, smerte og i det hele taget ubehag at vælge den vej, men det er så vidt jeg kan se den eneste vej. Vi kan ikke lave os selv om, men vi kan bevidstgøre de filtre eller briller vi ser os selv igennem, og måske tage dem helt af eller i det mindste skabe en distance til dem i kraft af bevidstheden om at vi har dem på, og på den måde komme tættere på selv at opleve at vi opfylder vores bestemmelse.