Om at ha’ det godt

Det slog mig en dag da jeg var ved at vaske op eller sådan et eller andet, at jeg vist havde en slags indre vandGotvedgymnastikpædagog i maven, og at jeg kunne mærke hun var ved at vågne og give liv og glæde til mig. Det var da et interessant indfald, tænkte jeg, det må jeg forfølge. Så nu er jeg (for første gang nogensinde) på rejse i Helle Gotveds gymnastikunivers, fordi jeg må se hvad jeg kan finde dér. Og jeg lærer, genlærer eller måske rettere genfinder vitterlig helt basale ting som jeg har tabt og behov for at vinde igen. 
 
Da jeg var ung ville jeg være gymnasielærer i religion og idræt – en usædvanlig kombination, så vidt jeg kunne forstå på andre, selvom jeg selv syntes den var helt naturlig. Det gik i vasken, af forskellige grunde. Så blev jeg folkeskolelærer med religion/kristendom og idræt som linjefag i stedet, men også det gik af forskellige grunde i vasken rent arbejdsmæssigt. Jeg forlod kroppen og flyttede op i hovedet, fordi jeg i min vildfarelse troede det kunne være med til at retfærdiggøre min tilstedeværelse i det her liv – kort sagt.
 
De forskellige grunde har jeg måttet arbejde længe for at bevidstgøre og skabe en distance til. Ingen af dem har noget med en eviggyldig eller objektiv sandhed at gøre – sådan én findes ikke, “ved” jeg i dag med hele mig, og ikke kun rationelt. Det har været en lang, lang rejse indtil nu, og det mærkelige eller interessante eller fantastiske er at den har ført mig direkte tilbage til der hvor jeg begyndte, nemlig tilbage til min egen intuitive opfattelse af at krop og sjæl er to sider af samme sag, og tilbage til min glæde ved at bruge og være i min krop. På en måde, som jeg umuligt kan uddybe eller forklare, men som jeg tror skal erfares, føles det præcis som at komme hjem.
 
En dag finder jeg måske mine egne ord og min helt egen vandJannegymnastikpædagog, men her og nu vil jeg give ordet til Helle Gotved, fordi jeg mærker at nogle af hendes ord har en dyb klangbund i min egen personlighed. Blandt andre:

“Da min generation var unge, skulle det være så åndeligt altsammen. Det var nærmest et beklageligt faktum, at man havde en krop – tale om den gjorde man i hvert fald ikke. Der er spildt mange gode år for mange mennesker, fordi de ikke har fået tilstrækkelig oplysning om kroppens funktioner. Her tænker jeg ikke specielt på seksuallivet, men på alle kroppens funktioner – bevægelsesfunktion som organfunktion. Vi kan ikke blive harmoniske, hvis vi ikke respekterer det kropslige lige så fuldt som det sjælelige. Krop og sjæl er ikke to forskellige ting, men den samme – set fra to forskellige sider.

At ha’ det godt er at opfylde sin bestemmelse og at komme til udfoldelse både legemligt og sjæleligt – at have lyst til livet og glæde sig over det.”

Turist på opdagelse

Nogle gange har jeg det som om jeg er turist i mit eget liv. Ikke sådan en velforberedt turist der har lavet grundig research i god tid inden afgang, og for hvem ferien går ud på at gennemføre et nøje planlagt og målrettet program med ting der på forhånd er udråbt til at være store seværdigheder. Snarere sådan en slags turist der har vundet en rejse dagen før afgang og bare tager afsted i forventningen om at det da bliver spændende at se hvad man nu kan se, der hvor man kommer hen. Og i tillid til at det man hidtil har samlet sammen og lært, også kan bruges til at klare sig på denne tur.
 
Forleden skulle jeg fra A til B og havde god tid. Godt, tænkte jeg, nu vil jeg lade min rumsterende indre turist bestemme hvordan jeg så kommer fra A til B, og tage billeder af det som gør indtryk på turisten. Og kun det. Det skal blive interessant!
 
På min vej kommer jeg forbi Gefion-springvandet, og for gud ved hvilken gang må jeg standse og suge den kraft og styrke til mig, som vælter ud af skulpturen sammen med vandet. Gefion, som hun er skiltret her med ploven og sine fire sønneokser, optræder som en sand heltinde for mig, mærker jeg. En der forstår at kæmpe for sit eksistensgrundlag og sin mulighed for uafhængighed med de midler hun har til rådighed.
 

Jeg går videre og kan ikke lade være med at tage et billede af den lille havfrue også. Men sjovt nok har jeg ikke lyst til at billedet skal handle om hende. Jeg bliver mere optaget af de andre turister der kigger på den lille figur, og af at fange hendes lidenhed midt i den store verden.

En mand (som ikke er med på billedet) får øje på mig som han går væk fra havfruen, og laver sjov med mig ved at lave en grimasse og nogle fagter. Det fortæller mig at noget her har gjort indtryk på ham, og at han ikke rigtigt ved hvad han skal stille op med det. Jeg griner indforstået uden at forstå hvorfor, hvordan det så end kan lade sig gøre, og går videre. Og så – nu i skrivende stund – forstår jeg det pludselig alligevel. Den Lille Havfrue handler om mandens muligheder for udvikling. Ikke mine. Her er ikke meget at hente for mig, som kvinde.

Jeg tager ikke flere billeder på resten af turen, jeg går bare og kommer frem til B. Undervejs tænker jeg på Gefion, og hun forvandler sig i min fantasi på magisk vis til Eowyn, som jeg tidligere på dagen har talt med en anden om. Jeg må finde Eowyn, tænker jeg, og hun fortætter sig igen til en skjoldmø, en amazone*. Hjemme igen googler jeg ‘Eowyn Nazgul’, for nu ved jeg præcis hvad jeg leder efter. Du kan se det her her, hvis du synes.

“I am no man!”

Fæstningen

Jeg er bygmester. Det jeg bygger, er både godt for noget og skidt for noget. Men bygmester, det er jeg.

Jeg har bygget et forsvarsanlæg omkring mit hus. Det er enormt, og det er så effektivt at der ikke er trængt noget som helst igennem som kunne true mig, de sidste mange år. Jeg har sluppet næring og byggematerialer ind gennem små huller i de metertykke mure når det var absolut nødvendigt, og jeg har skubbet noget den anden vej ud gennem de samme huller når der hobede sig for meget op inden for murene. Affald og kedsomhedsfrembringelser og sådan noget der ikke kan blive ved med at være plads til.

Jeg har alt hvad jeg behøver for at overleve, i fæstningen, og mere til. Jeg har endda bygget en lille kirke, den er min stolthed og min glæde. Jeg besøger den hver dag; jeg beder og mediterer over de billeder af naturen og menneskene udenfor som jeg har malet på væggene ud fra den smule jeg har kunnet se gennem hullerne, eller oppe fra det tårn jeg også har bygget. Jeg har nok føjet lidt til som jeg strengt taget ikke har set, men som jeg tror findes.

Jeg har haft det godt i min isolation, men nu er det som om jeg er ved at tabe tålmodigheden med hele tiden at skulle få alt til at lykkes og fungere i de trange rum. De der transaktioner ud og ind af hullerne, de forekommer mig mere og mere besværlige og tåbelige og prikker til min irritation, selvom jeg prøver at være tilfreds. Jeg prøver at tage det roligt og forklare mig selv at jeg jo har det som blommen i et æg, hvad det så end betyder, for noget hober sig op, og inden længe tror jeg jeg eksploderer.

Jeg har bygget en fæstning, og det har jeg gjort godt. Jeg har evnet at beskytte mig mod det jeg frygter mest. Men mine drømme er begyndt at plage mig. Jeg er bygmester. Om natten bryder jeg mure ned og bygger en enorm portal af brokkerne som jeg og andre mennesker kan gå igennem, på vej til og fra kirken.

Kirken bliver stående. Den er min stolthed og min glæde.

See the beauty of a tree

“When you can see the beauty of a tree, then you will know what love is.”

Set som noget en person citerer i novellen Mon Plaisir fra bogen No one belongs here more than you af Miranda July (en fin, forunderlig, overraskende og helt igennem læseværdig novellesamling – se evt. her (via Mette Ø. Henriksen)). Jeg tror dog citatet oprindeligt er trukket sammen ud fra en tekst af Jiddu Krishnamurti, se her, side 57-58.

Hvorom alting er: Jeg synes jeg kan finde hvad jeg behøver for at forstå hvad kærlighed er, under denne sætning.


Tilføjelse mandag 5. september:

Jeg kom her til morgen lige i tanke om dette citat af Margaret Anderson, via Eckhart Tolle, som passer så fint her, synes jeg:

“In real love you want the other person’s good.
In romantic love you want the other person.”