Tag: Livsforståelse

Note

Jeg går og tænker på hvor mange kræfter og hvor meget energi nogle af os kan bruge på at diskutere med os selv og argumentere og finde acceptable begrundelser blot for til sidst at ende med at have overtalt os selv til ikke at følge det vi allerhelst vil, til ikke at udtrykke det vi faktisk mener og til ikke at mærke det vi virkelig føler.

Sikke en byrde vi løfter af vores skuldre når vi overvinder frygten for egne og andres domme. Når vi giver slip på vores illusoriske forsøg på at kontrollere hvad andre mener om os, og stoler på at vi er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være.

Dét er frihed. Tænker jeg.

Balance

“Jeg er mere i balance med mig selv, end jeg var for 10 år siden. Og jeg er blevet ligeglad med mange ligegyldige ting, såsom forfængelighed, og hvad andre synes om mig.

– Søs Egelind, 52, i Søndagsavisen”

Set på sidste side i Søndag nr. 32.

Jaaaa. Kunne man bare selv nå dertil hvor man mener det helt oprigtigt og ikke bare siger det som en gang tom retorik .. fordi man faktisk er forfængelig og langt fra ligeglad med hvad andre synes om én.

Ild i håret

Jeg røg lige af i svinget. Det sker. Og mens jeg lå der og så vognen køre videre, læste jeg følgende opdatering af Marianne Williamson på facebook:

“”Suffering doesn’t make us weak; only an avoidance of suffering makes us weak. Sometimes the only way to get around it is to burn through it.”All neurosis is a substitute for legitimate suffering.” — Carl Jung”

Og jeg tænkte: Det er i hvert fald rigtigt! Jeg kan selvfølgelig ikke vide om udsagnet i Jung-citatet* gælder i alle tilfælde af neuroser som det selv hævder, men det gælder i hvert fald for mig. Det gør resten af opdateringen også; det er bare en lille smule svært (eller rettere lidelsesfuldt, når det nu skal være) at efterleve, måtte jeg erkende dér i svinget og følte mig ret weak som jeg bestemte mig for at forsøge at mærke smerten. Også den der blev lagret i fortiden, og som jeg ikke rigtigt har været i kontakt med før.
Nu forsøger jeg så at brænde lige igennem. Der var engang én der sagde til både sig selv og mig at vi var sådan nogle der havde ild i håret. Jeg har ikke mærket noget videre til det før, måske så hun ind i fremtiden, men nu er det lige før jeg håber hun havde ret.

—
Ps. Jeg beklager den fjollede tone i forhold til det tunge emne, men jeg trænger sådan til at skabe lidt ironisk distance. Jeg har aldrig været god til det der med at sige at jeg lider, ikke engang til mig selv. Lige som katten gemmer jeg mig helst under sengen indtil det er gået over (eller jeg er død). Det får mig til at føle mig som en irriterende og besværlig pivskid at skulle sige at jeg lider.

Og SE!: Der har jeg roden til ondet. Så er det sagt.

*Jeg skulle lige tjekke citatet af C.G. Jung og kan kun finde det i denne form: “Neurosis is always a substitute for legitimate suffering.” Men meningen er vist den samme, og det ser ud til at være Jungs ord.

Efter

.. Og regnen kom, og det blev tid til at vende tilbage til bloggen, som jeg har savnet at skrive på, men også følt et behov for at tænke lidt over og få på så tilpas afstand at jeg måske kunne lære lidt af det jeg har foretaget mig her indtil videre. Endnu engang.

Lige før vi tog afsted, mødtes jeg med et menneske som sagde noget til mig om sig selv der nærmest satte en lavine i skred indeni mig som jeg hverken kunne eller ville dæmme op for. Den er ikke ebbet ud endnu og sneen vælter stadig ned ad bjerget mod varme og smeltning, men det største skred jeg har betragtet, har bragt noget ind i min bevidsthed som jeg for længst havde forstået intellektuelt eller rationelt, men som jeg ikke har haft den fjerneste anelse om at jeg rent følelsesmæssigt overhovedet ikke efterlevede. Jeg har simpelthen ikke kunnet se det; det har befundet sig under bevidsthedstærsklen. Det er stort når det sker i en målestok som i dette tilfælde, og det har ført ikke så lidt med sig, som jeg nu arbejder med på højtryk. Eller rettere: Som mit sind nu arbejder med på højtryk. Jeg kan mærke der er optaget derinde.

Også i den ydre verden har jeg rejst langt og set meget i denne sommerferie, og jeg vil huske den som én af de bedste i mange år, men også som den sommerferie hvor skyggen tog over på den mest uhyggelige og frygtindgydende måde hos et enkelt menneske. Den 23. juli vågnede vi op på Fredericia Vandrehjem, tændte for nyhederne for første gang i mange dage og blev mødt med indslag om uhyrlighederne i Norge. Jeg græd og bad hele vejen fra Fredericia til Klitmøller. Der er sagt og skrevet så meget nu, og jeg evner ikke at tilføje noget begavet, men hvis du ikke allerede har læst det, vil jeg gerne pege på et indlæg af Dorthe Nors >> her.

Lige om lidt bliver det hverdag igen, og det er godt. Jeg oplever det dog som om noget er forandret for altid, og ikke som om jeg vender tilbage. Om det holder, ved jeg ikke. Vi får se.

Fredericia Vandrehjem, morgenen den 23. juli 2011
Børn der leger og lærer. Fremtid. Håb. Kærlighed.