Tag: Livsforståelse

“Kærlighed udspringer af bevidsthed”

Jeg er i citathumør her på bloggen for tiden, og jeg må lige lade Anthony de Mello tale (mindst) én gang til, fordi jeg føler en enorm glæde og lettelse ved at have fundet nogle formuleringer som udtrykker hvad jeg tænker og mener og opfatter. Kærlighed er at se.

Indeni mig mærker jeg en slags opbrud eller skabelse, og jeg holder vejret mens jeg spændt venter på måske at få mere at vide om hvad der er ved at blive til.

“Vær vågen

Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!

– Lukas 12:37

Overalt i verden søger mennesker kærligheden, for alle er overbeviste om, at kun kærlighed kan frelse verden, kærlighed alene kan gøre livet meningsfuldt og værd at leve. Men hvor er der få, der forstår, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan den opstår i et menneskes hjerte. Den bliver så ofte sat lig med det at have gode følelser for andre, med velvilje eller ikkevold eller det at tjene andre. Men disse ting er ikke kærlighed i sig selv. Kærlighed udspringer af bevidsthed. Det er kun i det omfang, at du ser nogen, sådan som han eller hun virkelig er her og nu, og ikke som du ser dem i din hukommelse eller gennem dit begær eller din fantasi eller dine projektioner, at du virkelig kan elske dem, ellers er det ikke mennesket, du elsker, men den forestilling, du har om dette menneske, eller om dette menneske som objekt for dit begær, og ikke sådan som han eller hun er i sig selv.

Derfor er den første kærlighedshandling at se dette menneske eller denne ting, denne virkelighed, som den faktisk er. Og det indebærer den vældige disciplin, det er at droppe dit begær, dine fordomme, din erindring, dine projektioner, din selektive måde at se på, en disciplin så omfattende, at de fleste foretrækker at kaste sig hovedkuls ud i at gøre gode gerninger og tjene andre hellere end at underkaste sig denne askeses brændende ild. Når du begynder at tjene en person, som du ikke har gjort det besvær at se, imødekommer du så denne persons behov eller dine egne? Så kærlighedens første ingrediens er virkelig at se den anden.

Den anden ingrediens er lige så vigtig, at se dig selv, skånselsløst, at kaste bevidsthedens lys på dine motiver, dine følelser, dine behov, din uærlighed, din selvpromovering, din tendens til at kontrollere og manipulere. Det vil sige at kalde tingene ved rette navn, ligegyldigt hvor pinefuld opdagelsen og konsekvenserne er. Hvis du opnår den slags bevidsthed om den anden og dig selv, vil du opdage, hvad kærlighed er. ..”

Anthony de Mello i “Kærlighedens vej”.

Om livet

“..
Og her er en lignelse om livet, som du kan tænke over: En gruppe turister sidder i en bus, som kører gennem et fantastisk smukt landskab, søer og bjerge og grønne marker og floder. Men bussens rullegardiner er trukket ned. De har ikke den mindste ide om, hvad der er uden for bussens vinduer. Og lige så længe rejsen varer, bestiller de ikke andet end at kævles om, hvem der skal sidde på ærespladsen i bussen, hvem der skal roses, og hvem der betyder noget. Og sådan bliver de ved, til rejsen er slut.”

Anthony de Mello i “Kærlighedens vej”.

Skridt på vejen

Jeg har gået rigtig langt i dag, og mens jeg gik, kom jeg til at tænke på hvordan det er, det der med at rejse. Hvordan man måske nok vænner sig til at være på rejse generelt og måske nok husker at pakke tandbørsten hver gang eller udvikler rutiner der får det hele til at virke velkendt uanset om man sidder i en ventesal eller slår telt op på en campingplads. Men også hvordan man til trods for det altid mentalt er et andet menneske når man tjekker ud end når man tjekker ind, fordi et sted altid er nyt til at begynde med og noget helt andet til at ende med. Og så tænkte jeg på at hvis to rejsende mødtes det samme fysiske sted, i den samme hotellobby eller i det samme sommerhus ved vestkysten, og den ene lige var ankommet og den anden var ved tage afsted, så var de to mennesker på en måde slet ikke det samme sted mentalt.

Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik, og jeg tænkte at jeg må huske hvis jeg er den der lige er ankommet, at det ikke nytter ret meget at spørge den der er ved at forlade stedet, om alt muligt – jeg bliver nødt til at opleve det selv. Og hvis jeg er den der er ved at tage afsted og står over for den der lige er ankommet, skal jeg vare min mund og ikke dele ud af alle mine oplevelser og spille klog, men blot smile så den anden kan se at det har været et godt sted at være for mig, og måske lige sige hvor elevatoren er eller hvor optændingsbrændet ligger, og så ellers bare ønske vedkommende et godt ophold og en fortsat god rejse.

For vi finder jo ud af det selv. Os rejsende. Det er det der er hele idéen. Og det eneste der virker. Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik.

Note om stolthed og skam

Jeg trænger til at minde mig selv om at hvad der er den enes stolthed, kan være den andens skam, og omvendt. 
 
Ingen værdier er absolutte, og når jeg husker at mine værdier er netop mine og ikke nødvendigvis andres, og samtidig forstår at det samme gælder for alle andre og deres værdier, bliver det nemmere at beskytte mine egne og dermed udføre præcis det der er min opgave – og at lade andre udføre det der er deres.
 
(Men guderne skal vide at det er svært at stå ved sine værdier i liv og levned når de bryder med flertallets eller med de værdier kulturen prøver at hævde som absolutte).