Om anderledeshed

Jeg står og hælder vand på kaffen. Jeg har taget min nye termokande i brug, den som jeg købte forleden på bytur sammen med en veninde, og som jeg har ønsket mig længe. Den er turkisfarvet, og kaffen dufter godt. Der var 50 procent i rabat på udvalgte (usælgelige) farver, men jeg kan godt lide turkis. Lige for tiden. Det er en del af den farverundtur jeg har været igennem de sidste år, tror jeg.

Som jeg står dér, hører jeg noget i radioen om at indføre nye love eller regler angående en gruppe mennesker i samfundet som er til stor fare for en anden gruppe. Måske har manden ret i noget af det han siger, jeg ved det ikke. Men jeg kan lugte angsten og ønsket om kontrol sive ud af radioen og blande sig med kaffeduften. Mine tanker finder deres egne veje væk fra den konkrete sag, og denne sene, langsomme feriemorgen er pludselig ikke den samme mere.

Jeg kender godt frygten for det der er anderledes, både min egen og andres. Men af en eller anden grund er jeg mest tilbøjelig til at spekulere over andres frygt denne morgen. Og min egen anderledeshed. Og på hvor relativt alting er.

Jeg bor nord for København i en kommune med forholdsvis velstående indbyggere, som for de flestes vedkommende har begge ben solidt plantet i et krævende arbejds- og forbrugsliv. Set på den baggrund er jeg anderledes, og jeg mærker af og til andres frygt i mødet med noget som de ikke forstår, når de møder mig og mit. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

Tag et kig ind i min materielle verden. Den er præget af genbrugsting, arvesager og kompromisløsninger, og jeg lever generelt forholdsvis nøjsomt. Det forholder sig ikke sådan fordi jeg er en meget bevidst forbruger, eller fordi jeg er særligt optaget af ideer som simple living eller bæredygtighed. Det kan jeg på ingen måde rose mig af.

Nej, det forholder sig sådan af en slags nødvendighed, som jeg har opdaget at kun de færreste forstår. Jeg har ikke tjent ret mange penge i mit liv, og dem jeg og min mand (jo, jeg er meget privilegeret!) har haft mellem hænderne, er blevet prioriteret på en måde som ikke har givet overskud til mange materielle goder, sammenlignet med familierne omkring os i hvert fald. Det har været et valg, og valget er faldet sådan ud ganske enkelt fordi jeg ellers ikke troede jeg ville overleve i eksistentiel forstand. Jeg måtte stoppe op og lytte da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke kunne undgå at mærke hvor dårligt jeg trivedes, og hvor skidt jeg fungerede i mine relationer, for jeg havde oplevelsen af at jeg var ved at gå til grunde og trak mine nærmeste med mig under jorden.

Dén materielle situation kan jeg godt mærke at nogle mennesker bliver usikre over at komme tæt på. Mit valg og mine prioriteringer er så anderledes, så fremmede, at det er helt skræmmende, tror jeg. Mon hun ikke selv kan se det, og hvordan kan hun dog være sig selv bekendt? Det er jo helt synd! Sådan fantaserer jeg at de siger når jeg ikke hører det. Til dels som et ekko af nogle af min barndoms stemmer der lever i mig endnu, det ved jeg godt, men jeg tror nu ikke det er helt ved siden af i visse tilfælde.

Men altså, det er jo ikke ‘mig selv’, det er bare min bolig, mit tøj, mit lønarbejde og så videre. Og jeg kan faktisk helt og fuldt være det hele bekendt, for min gamle, slidte sofa egner sig udmærket til det i mine øjne mest værdifulde i tilværelsen: en dyb samtale. Jeg giver gerne et måltid mad til – sådan er det heller ikke – men den dyre gourmetmiddag serveret af den perfekte, allestedsnærværende værtinde må mine gæster kigge langt efter.

Kaffen er færdig, og jeg skænker uden et dryp til mig selv i min helt personlige kop som jeg engang har fået af nogle kolleger. Det er den fineste kop i huset. Jeg bruger den hver dag og vasker den op i hånden. Og så tænker jeg på de mennesker der har givet mig den.

Jeg nipper forsigtigt til den varme kaffe. Den smager lige så godt som den dufter.

Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen “Inanna” til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

 

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes
 
Jeg følger næsten altid “forslag” til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.
 
Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.
 
De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, “herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens”, beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

 

“Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn – men altid attraktiv”.

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den “er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed.”

 
Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af “en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft – hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år”. Den er stadig fuld af en skabende kraft.
 
De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.
 

Om spil

“Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det”.

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. “Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre”.

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.