Vejret er vildt. Det har regnet så meget de sidste mange timer at veje er lukkede, træer væltet og søer gået over deres breder. Jeg tænker at jeg hellere må følge den yngste i skole for en gangs skyld, og med den sædvanlige sidste-øjebliks-panik får jeg hevet et sæt gammelt regntøj ud af skabet og trækker det på.
Da jeg skal lægge mine nøgler i brystlommen på anorakken, mærker jeg at der allerede ligger noget. Min hånd finder noget velkendt, og det billede der dukker op, giver mig et sug i maven af ophidselse – kan det virkelig passe? Ja, det kan sørme. Op af lommen kommer en bilnøgle jeg ikke har kunnet finde i mindst et år, og som det har krævet en del logistisk arbejde i familien at undvære. Jeg kan næsten ikke tro det er rigtigt.
Vi får gummistøvler på og er klar til at gå. Da jeg vender mig mod døren, falder mit blik på en lille dims på gulvet. Jeg samler den op, og nu tror jeg nærmest jeg drømmer, for det er en længe savnet cykelcomputer som vi har ledt og ledt efter et utal af gange. Jeg forstår ikke hvor den nu kommer fra, men jeg står vitterlig med den i hånden, og jeg er efterhånden temmelig flyvende over at have fundet to skattede, forsvundne genstande på én gang en tilfældig regnvejrsmorgen.
Vi går af sted i regnen og blæsten og mærker verden. Jeg spekulerer lidt over hvorfor vi mon aldrig har fået bestilt en ny (godt nok meget dyr) bilnøgle eller købt en ny cykelcomputer, men jeg kender faktisk godt svaret: Jeg opfatter altid ting, der bliver væk, som midlertidigt bortkomne, og der skal virkelig gå lang tid, eller være tale om en helt uundværlig genstand, før jeg opgiver tanken om at den kan dukke op igen, og køber en erstatning. Jeg forestiller mig altid at tingen ikke er forsvundet helt fra jordens overflade, men blot ud af mit synsfelt, min berøringsflade eller bare min opmærksomhed. Selvfølgelig kan noget forsvinde for langt væk – blive kørt væk med affaldet og brændt, eller blive begravet et sted der først bliver tilgængeligt for senere tiders arkæologer – men ideen om at de måske stadig er lige i nærheden, men bare ikke kan ses af mig, får mig til ikke at give op. Når den aktive eftersøgningsindsats er ebbet ud, stiller jeg mig i en slags venteposition. Giver slip indtil det forsvundne måske dukker op igen lige pludselig, og det gør det faktisk ofte.
Måske skyldes min tyrkertro at jeg godt ved at jeg af og til kan være ufattelig distræt og fuldstændig fraværende i forhold til den ydre verden. Da jeg ledte efter bilnøglen i første omgang, for eksempel, har jeg sikkert overhovedet ikke kunnet huske at jeg havde haft regnsættet på. Jeg er ikke noget rodehoved når det kommer til den ydre verden, tværtimod putter jeg meget energi i at have orden omkring mig. Men indvendigt står det ret meget anderledes til, og her er altid et formidabelt, lige lovlig livligt væld af tanker og fornemmelser der står i kø for at blive ordnet og sat på plads.
På en måde har jeg måske en forestilling om at det er med bortkomne ting i den ydre verden, som med det tabte eller bortkomne i den indre: Det meste kan findes igen, enten ved at lede med vilje eller vente og se hvad der dukker op i ubevogtede øjeblikke, alt efter hvad det synes at være tiden til.
Tag: Livsforståelse
Spiraler eller morgenmad?
Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.
Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.
Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.
Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.
Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.
Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.
Frihed
Når det handler om den fysiske del af verden, siger man at noget forårsager noget andet. Det er deterministisk. Noget er årsag til noget andet, og det kan ikke være anderledes.
Når det handler om bevidsthed, så siger man at noget begrunder noget andet. Men det er ikke deterministisk. Der er frihed, og der er flere muligheder. Hvis man oplever forfærdelige ting i sin barndom, kan det begrunde de traumer man lider under som voksen, men det er ikke nogen naturlov at man får det svært som voksen, eller i hvilken grad man får det svært.
Nogenlunde sådan lød det i skolen i onsdags, frit citeret efter hukommelsen. Jeg greb tanken, tænkte videre og fik nogle nye ord til at udtrykke noget som har optaget mig meget.
Jeg har døjet en del med at forstå at min bevidsthed ikke er underlagt fysikkens love. Jeg har måske nok kunnet følge tankegangen med mit hoved, men det har føltes fuldstændig modsat. Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være. Jeg kunne godt tænke at det nok ikke hang sådan sammen, men det føltes alligevel som om jeg per naturlov var determineret til at være offer for eller i hvert fald bestemt af hvad andre “gjorde ved mig”. At forstå at jeg havde friheden til at sætte mig selv ind i et andet perspektiv var måske tænkeligt i teorien, men føltes alligevel umuligt at tro på.
Årh, hvad er det for en frihed, hun snakker om, kunne du spørge – man kan jo ikke selv gøre for at man har det dårligt; man har jo ikke besluttet i frihed at dét skal være virkningen af hvad man har oplevet?
Nej, det er rigtigt, man har ikke selv besluttet om det skal være lykke eller ulykke, det tror jeg heller ikke. Det er netop ikke vores bevidste ’jeg’ der bestemmer her, men derimod vores ubevidste, og dét føles fuldstændig – ifølge min ringe erfaring – som om det er andre der bestemmer. Som om det kommer udefra, fra noget eller nogle der ikke er mig, og som om det der bliver bestemt, er uundgåeligt eller finalt. Så det handler ikke om at føle skyld over sin egen ulykke, slet ikke. Men måske om at tage ansvaret for at ændre opfattelsen af den og af alt hvad man overhovedet oplever.
Det er her friheden kommer ind, tror jeg. Den består ifølge min opfattelse i at det er muligt at udvide sin bevidsthed. At det er muligt at gøre nogle af vores ubevidste indhold bevidste. Måske får vi så efterhånden øje på en del af vores indre teater hvor forskellige figurer spiller en rolle i de forestillinger vi har om os selv.
Jeg oplever det sådan at vi ikke kan gøre for hvordan det er blevet for os. Der er ingen grund til at skamme sig hvis det er gået skidt, og heller ingen grund til at hovere hvis det er gået godt. Men vi kan – i kraft af friheden – gøre noget for at det som opleves skidt, ikke fortsætter. Vores bevidste ’jeg’ kan beslutte at ville ændre vores tolkning af de oplevelser vi har. Undervejs, og det er formodentlig resten af livet, må vi dog overlade en hel del af arbejdet til ubevidste kræfter, og vi må tilgive os selv (og andre) igen og igen, når viljen ikke rækker og de indre figurer igen bestemmer lidt for meget over os. Tilgive, mens vi venter på den nåde der ligger i at få lov at erkende endnu et ubevidst indhold.
Jeg tror også at det handler om en tidsopfattelse som vi må sætte spørgsmålstegn ved. De oplevelser som har givet sår på sjælen, har det ligesom med at forny sig selv, så længe de ikke er nået frem til bevidstheden. De er ikke sket én gang for alle, de kan blive ved med at være grund til at vi tror sådan og sådan om os selv. Og om andre. De er både fortid og nutid, og de holder sig selv ved lige eller i live, så længe de befinder sig i det ubevidste, men vi har friheden til at stoppe eller mindske gentagelsen ud i fremtiden. Gennem arbejdet med at udvide vores bevidsthed.
Det er ikke nogen let opgave at tage på sig. Den kan ikke udføres over en weekend, den tager lang tid, måske år, måske resten af ens dage. Og den fordrer stort mod, megen vilje og evne til at udholde uvished, ubehag og mangel på kontrol.
Men det kan lade sig gøre. Fordi vi har friheden. I teorien og i princippet. Om vi griber den i praksis, er op til den enkelte. Dét – tror jeg – er et spørgsmål om tro, håb og kærlighed.
Om styrke
“Først når det lykkes dig at blive virkelig smidig og blød, kan du blive virkelig stærk og kraftfuld.”
(Zenbuddhistisk ordsprog).