Audivan

For et stykke tid siden fik jeg et tilbud om at overtage en gammel A3’er. Velholdt, velkørende. Jeg sagde ja tak, tænkte at det var mit livs chance for at blive bilejer, kronisk uformuende og fattig som jeg er som en konsekvens af et liv hvor indre værdier altid har fyldt mere end pekuniære værdier.

En bil. Hvad kan den bruges til? Jeg har det meste af mit liv cyklet fra a til b (eller benyttet mig af offentlige transportmidler), og det har gjort mig glad og holdt mig “ung”, så muligheden for en nemmere daglig transport er ikke noget kardinalpunkt på min ønskeliste. Jeg kan godt regne ud at min krop måske ikke kan blive ved med at transportere sig selv, men tænker at det er sandsynligt at bilen bliver for gammel til at flytte sig ved egen kraft før jeg gør – især hvis jeg bliver ved med at forsøge. Men hvad kan min lille bil så ellers bruges til? Og hvorfor synes jeg alligevel det kunne være en berigelse at have en bil?

  • Fordi en bil giver frihed. Til at kunne bestemme selv.
  • Fordi en bil giver én et privat rum at rejse i. Jeg har altid nølet med at opleve verden fordi jeg hader trængsel og ufrivillige møder med tilfældige mennesker. Desuden oplever jeg bedst når jeg er alene; selskab og kontakt tager meget tit min opmærksomhed væk fra det der måtte være at se, lære, tage ind. Jeg kan bedst lide hver ting for sig, selskab eller oplevelser.
  • Fordi en bil giver bedre muligheder for at kunne komme ud til øde steder i naturen som nok er de steder i verden hvor jeg nyder allermest at være og føler mig allermest hjemme i livet.

Det tænkte jeg så over, men handling var det så som så med i en rum tid. Men så en dag tog jeg mig endelig sammen til for eksempel at finde ud af noget så konkret som hvordan jeg kunne lægge bagsæderne ned og om der var potentiale for at tænke på den lille bil som en van med lavt til loftet. Det var der, så jeg. Så støvsugede jeg bilen i alle kroge, lærte dens indvendige rum at kende og lod det jeg havde set, simre i mit hoved i nogle dage, mens jeg tænkte igennem hvordan jeg kunne indrette den med soveplads og opbevaringsplads. Så købte jeg en madras, nogle hynder der kunne udligne højdeforskellen mellem bund og et nedslået ryglæn (fordi jeg ikke kan finde ud af eller har værktøjet til at bygge den “seng” jeg ellers har udtænkt i detaljer og som ville blive den helt rigtige, ordentlige løsning) og nogle opbevaringskasser i de rigtige mål. Jeg kan lige ligge der i længden, med let bøjede ben, og jeg kan præcis få plads til en kasse med tøj, en kasse med køkkenting, en kasse med toiletsager og en kasse med “kontorting”, dvs. min dagbog, min pc, mit penalhus, en lampe og de bøger jeg er i gang med at læse. Hvad mere behøver jeg?

Jo, jeg behøver også at kunne skaffe den energi der skal til, og den falder i tre kategorier:

  • Ernæringsmæssig energi til mig: Kan jeg sørge for at jeg får det at spise jeg har behov for og har bedst af når jeg er på tur?
  • Bilmæssig energi: Kan jeg finde ud af at tanke, og kan jeg betale hvad det koster? Kan jeg i det hele taget håndtere en bil og de problemer der kan opstå?
  • Elektronisk energi: Kan jeg holde liv i min mobiltelefon som jeg skal bruge som a) gps (helt afgørende), b) til at tage billeder med (også meget vigtigt – jeg tager mange billeder, det er for mig en virkelig værdsat måde at iagttage og give mening til verden på), c) til at slå fx overnatningsmuligheder og andre vigtige eller interessante ting op med undervejs og d) til at kommunikere med? Kan jeg også holde liv i min pc, en pandelampe, mit gps-ur og måske et par hovedtelefoner — hvis jeg nu skal tænke ikke-nødvendigt, men bekvemt også?

De to første energiområder klarer jeg nok på en eller anden måde hvis jeg tænker mig godt om, så ingen grund til at snakke mere om dem. Hvad angår det tredje og sidste, så købte jeg en oplader til cigarettænderen i håb og forventing om at kunne oplade min telefon og eventuelt en anden batteridreven dims hver gang jeg kørte, men måtte se i øjnene at cigaretstikket er kaput. Så på min første tur måtte jeg give op efter bare en nat og to dage fordi jeg følte mig stærkt begrænset af udsigten til at løbe tør for strøm på min mobil. Jeg prøvede at se bort fra det og stole på at det løste sig selv (hvilket det gjorde: Jeg brugte de sidste 5 procent strøm til at finde vej til en destination hvor det viste sig at der var strøm ad libitum), men jeg må erkende at jeg ikke kan leve med ikke at kunne være sikker på at have en vejviser eller at skulle rationere fotografering og informationssøgning. Så meget off-grid og overladt til tilfældighederne kan jeg simpelthen ikke være, det må jeg bare se i øjnene.

“Du skal da bare købe en powerbank”, sagde min underbo da vi mødte hinanden mens jeg var i færd med at bære min minimalistiske oppakning op i lejligheden igen. Han spurgte til mig, formentlig fordi jeg oste af frustration, og jeg nævnte mit turafsluttende problem. Nu har jeg kigget på det, og en powerbank er måske vitterlig svaret, selvom den jo også skal lades op med jævne mellemrum og derfor kun kan være den næstbedste løsning i forhold til at kunne trække på den strøm bilen genererer løbende. Jeg må lige tænke over det. Før jeg handler.

Hvis du er nået hertil, tænker du måske at det da er utroligt så svært et menneske åbenbart kan have ved noget som er så ligetil og ukompliceret. Ja, siger jeg bare. Jeg har aldrig været mester i at klare mig i den konkrete verden; de kompetencer synes at være tilfaldet for eksempel min far, min bror, min eksmand og mine sønner i fuldt omfang. Jeg tyer ofte til at tænke “Hvordan ville M eller H eller .. have klaret det her?” hver gang jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. I yderste nød ringer jeg måske endda til en af dem. Låner deres hjerner et øjeblik, i tankerne eller i virkeligheden. Men med alderen har jeg også fundet ud af i stadig højere grad at spørge “Hvordan ville Janne klare det her” for at finde en løsning – jeg skal jo øve mig og vokse med den opgave livet er. Og som regel finder jeg dem, løsningerne, jeg finder bare ikke de bedste løsninger, eller også er jeg ikke i stand til at realisere dem, og det irriterer mig grusomt når jeg ved de er der.

Heldigvis er der rigtig meget som andre har fundet løsninger på før det blev udfordringer for mig, og jeg googler og søger på anden vis på nettet i stor stil. “Hvordan finder man ud af hvor man kan overnatte i sin bil?” er for eksempel et spørgsmål jeg har stillet og fundet svar på. Jeg har læst reglerne og tænkt mig at følge dem. Og så har jeg foreløbig fundet vej til Pintrip, park4night og iOverlander. Min første overnatning ledte app’en park4night mig til, og jeg vil være evigt taknemmelig. Det var lige hvad jeg ledte efter.

Mens jeg sad i min bilseng sidst på aftenen og så solen gå ned over havet i en sprække i skyerne, fik jeg ideen til hvordan jeg kan lave “gardiner” så jeg kan være privat i min audivan, som jeg fra nu af vil omtale min bil som. Det vil jeg bruge denne skønne fridag til at realisere. Mens jeg tænker lidt mere over det med power. Så er jeg ellers klar til at tage ud igen. Verden venter også på sådan en som mig, og bedre sent end aldrig.

Første tip, første nat. Det kunne ikke have været bedre. park4night.
Første nat. Solnedgang bag skyerne. Jeg sov godt.
Mig og audivan i et grovkornet billede taget med min computer som har et lousy kamera, men som stadig havde strøm da min mobil var tæt på at dø.
Pyha, jeg fandt et stik i Naturrum på Røsnæs. Sad og læste Aftentid og morgengry af Ken Follett og fulgte med i strømmen af mennesker der begav sig ud på vandring mens jeg ventede. Det gider jeg ikke igen! (Altså sidde og vente mens andre går ud i verden – bogen gider jeg godt læse, den var en trøst).

Om at give sig selv et handicap

En samtale forleden fik mig til at tænke på et muligt svar på spørgsmålet: Hvorfor synger fuglene? Jeg huskede at det var noget med den såkaldte handicapteori, og jeg huskede også at jeg engang har skrevet om den her på stedet. Nu har jeg genlæst det gamle indlæg. Tor Nørretranders giver som svar på et spørgsmål fra Lars H.U.G. en redegørelse for hvorfor fuglene, også dem med to arme og to ben, synger, og hans (nogle biologers) forklaring lyder stadig plausibel i mine ører: Fuglene synger selvom det er unyttigt og giver dem et handicap i forhold til at finde føde og skjule sig for rovdyr, fordi det viser deres overskud af ressourcer og dermed gør dem mere attraktive som mager (blandt andet, tilføjer jeg for egen regning).

Hvis du er blevet nysgerrig efter en uddybning, kan jeg kun anbefale at du klikker ind på Hvorfor synger fuglene? fra juli 2008. Det er så gammelt et indlæg at det næsten ikke føles som om det er mig der har skrevet det, så jeg linker uden blusel.

Jeg vil dog lige tilføje noget: Lad os udvide begrebet ‘kunstner’ i denne sammenhæng til at omfatte alle mennesker der lever deres liv med kreativ kraft, integritet og modvilje mod at lade sig reducere for at skaffe føde og undgå rovdyr. Den person jeg havde samtalen med, er i sandhed en fugl i mine ører. Og jeg er det måske også. Jeg har i hvert fald flere gange i mit liv været villig til at forlade det sikre og nyttige for at synge højt og ressourcekrævende selvom det giver mig et handicap.

Og lad os lige tage Eowyn og Aragorns samtale om frygt én gang til (jeg ved det, jeg gentager mig selv også her, men de vigtigste temaer i et menneskes liv gentager sig selv igen og igen):

Spor

I går væltede jeg en halv kop kaffe ud over min bærbare, der nok er den fysiske genstand i verden jeg nødigst vil undvære. 

Jeg satte den til afdrypning i opvaskestativet og til tørre på radiatoren. Og da min søn kom om aftenen, gav han den en omhyggelig omgang med hårtørreren mens jeg lavede mad.

Den virker nu, jeg holder vejret og håber det varer ved. Kun en enkelt knap på tastaturet har tilsyneladende mistet forbindelsen til apparatets indre kredsløb: Pil ned. Det kan jeg godt leve med. Det går. Sammenlignet med at skulle undvære et bogstav eller for den sags skyld hele apparatet er det ingen ulykke at skulle etablere nye ryk-markøren-eller-fokus-nedad-vaner.

Hvoromaltinger, en computer er jo bare en ting. Anderledes alvorligt er det med de mennesker og relationer man mister og må lære at undvære henad vejen. Og sammen med dem den kærlighed som trods alle forsøg ikke kan drænes for det der ødelægger den, og som ikke kan udfoldes. 

Det har fået mig til at forsøge at sætte ord på hvad det egentlig betyder for mig at elske et andet menneske og indgå i en kærlig relation. Jeg ved det faktisk ganske godt. For mig betyder det at opleve det andet menneske som så værdifuldt, interessant og givende at jeg vil bruge min tid, mine evner, mine ressourcer til at støtte det menneske i at udvikle sig, blive den bedste udgave af sig selv og opnå de ting i livet som vedkommende har behov for og finder mening i. Og samtidig at jeg er villig til at lade det andet menneske lære mig grundigt og ærligt at kende så vedkommende kan gøre det samme for mig.

“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, det er ligegyldighed”. Sådan har jeg tidligere citeret Asger Neumann fra en radioudsendelse, lang tid før Lone Frank i sin fine bog om kærlighed, Størst af alt, lod samme Asger Neumann brede opfattelsen ud. Her siger han også, frit genfortalt, at ‘at elske’ jo er et verbum, og frem for at have fokus på kærlige følelser, så handler det om at have fokus på kærlige handlinger. Sådan kan det jeg mener på min egen hjemmebryggede facon, måske også siges.

Jeg ved egentlig godt hvad jeg tror på, tænker og mener om de fleste ting her i livet. Sværere for mig er det sært nok at finde steder i verden hvor jeg mødes af mennesker med nogenlunde de samme opfattelser som jeg selv har. Det er der skræmmende tomt for i mit liv, hvis jeg nu skal være ærlig, uanset at jeg kender og holder rigtig meget af mange mennesker. 

Men så er det jo godt at internettet findes, for nu lige at trække det hele op på et mere humoristisk plan. I dag fandt jeg en facebook-gruppe hvor mennesker med den samme mbti-type som min prøver at være morsomme, og jeg har siddet her i regnvejret og vintermørket og grinet højlydt i en rum tid efter at jeg først blev sluppet ind. Følt mig set og spejlet i ånden. I får ingen eksempler, I må tro mig på ordet: Det var vældig opløftende og forløsende!

(Prøv lige at forestille jer hvis nu det var bogstavet e, til æksæmpøl, jag ikkø længørø kunnø skrivø. Dit villø gøræ minø tækstår til ræn hjærnøgymnastik at læsø (og skrivø). Måski villø jag opfindø it nyt sprog).