Tag: Livsforståelse

At rejse er at leve?

Jeg har ikke set ret meget af verden. Jeg har aldrig rigtigt kunnet finde ud af at prioritere at rejse. Det virker uoverskueligt rent praktisk, og det har altid været stort set det sidste jeg havde lyst til at afsætte penge, tid og energi til.

Jeg ved jeg er mærkelig. Jeg kan godt mærke hvor meget det at rejse betyder for andre, og hvor meget rigere de synes deres liv bliver af også at kunne skrive New York, Afrika eller Patagonien i deres logbog.

Til gengæld har jeg også lagt mærke til i samtaler med andre mennesker, at når det kommer til at have udforsket det indre landskab, mangler jeg tilsyneladende ikke ligefrem rejseerfaring. Det er jo ikke noget der nogensinde kan bevises, logges eller kortlægges, for det indre landskab vil altid være subjektivt og oplevelserne svære at formidle, men det forekommer mig bare at jeg i hvert fald ikke har set mindre af den indre verden end så mange andre. 

Misforstå mig ikke. Det skal ikke opfattes som et plaster på såret. Det er fuldstændig som jeg ønsker det, og det har meget stor værdi for mig. Det er min rigdom.

At rejse i den indre verden er at leve.

Frost

Jeg har taget en timeout de sidste dage og ladet mig selv forsvinde ind i Frost af Roy Jacobsen. Det er en formidabel historie fra min yndlingstid, vikingetiden, som måske nok taber lidt af sin store højde til sidst, men som ikke desto mindre maler de vildeste billeder frem i én af både verden udenfor og verden indeni.

Iskold retfærdighed i form af hævn har aldrig gjort noget godt for hverken verden eller det enkelte menneske. Det er som at pisse i bukserne en frostklar nat. Når alt kommer til alt, må vi søge tilflugt i varmen fra næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse hvis det er livet vi vil.

Tænkte jeg mens jeg læste den her bog. Tænker jeg nu.

Skæringsdag

Måske var det sidste svømmetur i åbent vand i år. Måske.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, vandet var lunt og søerne lige akkurat ikke større end at de var svømbare. Opholdet i havet var endnu en gave. Men jeg var træt som sjældent før og måtte lade min makker vente. Jeg har forsømt at holde mig i form, og jeg har brugt alt hvad jeg havde i mig, for at komme igennem de sidste ugers arbejde.

Foran mig ligger det store tomme rum af resten af et liv som jeg har givet mig selv opgaven med og friheden til at udfylde. Jeg håber jeg lykkes. Og hvis jeg ikke gør, ved jeg med mig selv at jeg gjorde hvad jeg kunne. Det tæller også.

Svesken på disken

Lad mig gøre en lang historie kort: Jeg har taget nogle virkelig dårlige beslutninger på nogle centrale områder i mit liv de sidste par år. Jeg har ikke været i stand til at lytte til den kloge rådgivning der ellers flyder fra de dybeste niveauer i mig selv, og jeg har ladet mig omdirigere af mine komplekser til at tage nogle veje som ikke har ført mig de rigtige steder hen.

Nu er jeg et sted hvor jeg ikke særligt godt kan lide mig selv eller mit liv, for at sige det mildt.

Når jeg er på arbejde, er jeg en passivt-aggressiv, dømmende og lunefuld heks fordi mine grænser konstant bliver overskredet, mine værdier tilsidesat og mine behov overhovedet ikke mødt. Jeg bestemmer mig for hver dag at nu skal jeg opføre mig ordentlig, og ti minutter inde i en vagt starter det igen uden at jeg kan kontrollere det. Når jeg går hjem har jeg igen været et menneske jeg kun har foragt til overs for. Jeg ved dog også godt at det her foragtelige menneske kæmper for at jeg ikke skal blive kvalt i en verden som jeg matcher rigtigt dårligt.

Mine relationer er på vågeblus. Det koster dyrt i energi at leve et liv ved siden af sig selv, og alt hvad der smager den mindste smule af forpligtelse, afhængighed af eller forventninger til mig, får mig til at trække mig i endnu højere grad end min naturlige tilbøjelighed til alene-hjemme-tid og frihed ellers tilskynder til. Desuden har jeg ikke samvittighed til at udsætte andre for den her værste udgave af mig selv.

Min gode fysiske form og styrke forsvinder; jeg kan ikke længere stole på mit krop. Jeg bliver forkølet, jeg får tandproblemer, jeg får ondt i lænden, jeg bliver tykkere og jeg er træt som et alderdomshjem.

Min økonomi som jeg ellers havde fået rigtig godt styr på, er væltet, og det kommer til at tage år at rette op og genvinde den uafhængighed jeg havde opnået.

Og bloggen her, den kører, men I har formentlig alle sammen mærket at jeg ikke rigtigt er til stede. Det er ligesom for slemt til at jeg kan være ærlig, men i dag har jeg besluttet at det skal være slut. Derfor dette indlæg.

Der er kun én der har taget de dårlige beslutninger som har ført mig hertil, og der er kun én der kan tage nogle nye beslutninger og sørge for at jeg kommer tilbage på det rette spor, så jeg kan holde op med at leve som en skygge af mig selv. Det er jeg fuldstændigt pinagtigt klar over.

Det er tid til en alvorlig samtale med denne ene.