Bro over vand

I sommer drønede jeg over mit barndoms vand med toget. Jeg mærkede hvor meget det trak i mig og havde omkring tre minutter til at beslutte om jeg skulle stå af toget og gå en tur eller om jeg skulle suse videre efter den plan jeg havde lagt, mod det mål jeg havde sat mig. Jeg kørte videre, for nogle beslutninger tager det mere end tre minutter at tage, men i dag har jeg tænkt på om jeg af og til selv bygger en bro af ustoppelig målrettethed hen over det jeg i virkeligheden gerne vil opleve, simpelthen fordi jeg føler mig tryggere når jeg fokuserer på hvad der kan komme hvis jeg går efter det, end hvad der er her og nu når jeg bare tager imod.
 
Måske kunne jeg lære noget. Måske står jeg af toget næste gang.