Regnvejrsgaver til mig selv

“Nu kommer regnen”, skrev jeg engang hvor jeg læste om at gå mod naturen. I dag kom regnen også, og jeg besøgte et indkøbscenter. I to af butikkerne sprang noget mig i øjnene og fristede mig.

Bogen må jeg læse igen fordi jeg husker hvor meget jeg nød den, og hvor meget den ramte mig. Også jeg gik engang mod naturen.

Sommerfuglene skal flagre omkring mig for at minde mig om at en forvandling er mulig .. og naturlig.

“Karma”

Jeg har truffet en stor beslutning i denne uge om igen at ommøblere mit liv. De sidste tre år har jeg kæmpet og slidt for at skabe en tilværelse for mig selv, men i dette tilfælde kommer forbedringen uden den helt store målrettede indsats fra min side. Da jeg udtrykte min forundring over dette til min ældste søn, svarede han at det da var “karma”.

Dét synes jeg er en bemærkelsesværdig bemærkning fra et menneske som jeg har forladt og ikke haft ret mange kræfter til at være der for i de her tre år. Den efterlader mig ikke mindre undrende, men måske mindre tynget.