Tag: Medier

Wassmos mennesker + det løse

Denne dag har været reserveret til Mit menneske af Herbjørg Wassmo. Jeg har glædet mig sådan, den sidste halvdel af bogen har ligget i mange dage og ventet på at jeg var frisk nok til at læse. Nu mangler jeg kun en lille bid, og den gemmer jeg til i morgen tidlig så jeg kan læse den med frisk opmærksomhed.

Når jeg læser noget af Wassmo, får jeg oplevelsen af at jeg ville have været god nok som menneske hvis jeg havde levet i samme verden som personerne i Wassmos univers. Denne bog er ingen undtagelse, og jeg tager imod det med stor påskønnelse iblandet både håb og raseri.

…

(I går aftes så jeg i øvrigt en ret skøn film: Eternal Sunshine of the spotless mind (HBO). Jeg blev tippet til at se den fordi jeg læser med hos psychologyjunkie.com og så dette indlæg. Jeg vil se The Silence of the Lambs/Ondskabens Øjne som det næste).

((Jeg havde egentlig annonceret at jeg ville poste links til alle mine indlæg i instagram-stories, men det kniber lidt med det. Jeg vil have lov til at tale fuldstændig frit her, og min fornemmelse er at ikke alt egner sig til instagram, så jeg springer over ind imellem)).

Metaperspektiv

Det her indlæg er ikke for sarte sjæle. Men det er ærligt. Jeg vil sige det ligeud inden du eventuelt slår dig på det.

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig, lyder en talemåde, og forleden morgen gik det op for mig med syvhundrede kilometer i timen at jeg — uden rigtigt at vide det — forsøger at udleve de ord på den her blog og måske i et vist omfang også på andre sociale medier.

Det begyndte med at det gik op for mig at jeg forestiller mig at de gode mennesker der læser med her, tænker nogenlunde ligesom jeg gør. Jeg skriver altså til en form for fantasi-i-ånden-beslægtede-venner eller fantasisjælevenner om man vil. På gode dage tror jeg på at de virkelig findes, på dårlige dage frygter jeg at den eneste jeg skriver til, er mig selv.

Det tænkte jeg lidt over, og så gik det op for mig at jeg prøver både at skrive og arrangere bloggen i praksis så eventuelle læsere får det jeg selv gerne vil have, når jeg læser med hos andre. Hvis man skal stramme den tanke, er det vel det samme som at sige at jeg tager udgangspunkt i mine egne behov og ikke forsøger at tilfredsstille nogen andres med mindre de falder sammen med mine. Det er nok ikke helt forkert, men måske er det også det der i bund og grund gør det her til Jannes sted.

Hvad er det så jeg gerne selv vil have og som jeg prøver at give til andre? Ja, hvad indholdet angår, forsøger jeg helt enkelt bare at vise hvordan jeg ser verden. Hvad jeg er for et mennesker – hvad jeg gør mig af tanker, hvordan jeg har det med dette og hint, hvad jeg bøvler med, hvad jeg glæder mig over og hvad jeg lærer henad vejen. Det er med andre ord en måde at stille min person til rådighed for verden på, så ærligt og redeligt som jeg evner på hvert givne tidspunkt. Kig ind, observer, mærk. Tænk, forstå, undr dig. Bliv provokeret, føl dig genkendt, bliv inspireret, bliv klogere på dig selv og på andre menneskers forskellighed fra dig! Det er dybest set det jeg tilbyder og byder på, i små bitte doser ad gangen. Og så forsøger jeg at arrangere det hele så du kan gøre det i fred fra bageste række hvor ingen kan se dig, og uden at du bliver opfordret til at træde frem eller bidrage med andet end at iagttage. Her er ikke noget kommentarfelt. Der er ikke nogen forventninger om høflig gensidighed fra min side. Den smule jeg trods alt har at give, giver jeg kvit og frit, og jeg håber jeg tilkendegiver at her på stedet er det helt i orden at gå ind i sit eget rum og ikke tænke på at man selv skal “være på”. Man kan “bare” lytte, “bare” kigge med, “bare” iagttage og tænke sit uden at skulle gøre noget som helst til gengæld. Fuldstændig som hvis man læser en bog eller ser en tv-serie (ingen sammenligning i øvrigt).

Forleden fandt jeg via facebook dette oversatte og transskriberede citat af Ursula Andkjær Olsen (fra Louisiana Channel) som jeg synes passer så fint ind her:

“The world is very overwhelming and other people are very overwhelming.”
“Sitting down with your own book creating your own room you can meet an expression and intense evidence of the world.”

En blog er ikke en bog, det ved jeg, men at møde et udtryk for og et intenst vidnesbyrd om verden uden at blive overvældet er alligevel præcis det at blogge handler om for mig. Det er i korte træk det rum jeg gerne vil træde ind i, når jeg læser andres ord, uanset form og medie. Og det er det rum jeg ønsker at træde ind i når jeg selv skriver, uanset form og medie.

Alle disse mine tanker om at blogge har afstikkere ud i de sociale medier som jeg også prøver at forholde mig til. Jeg vil gerne bruge nogle af dem, først og fremmest fordi jeg har fornøjelse af at prøve at udtrykke mig, men det har været og er svært for mig at finde ud af at gøre det på en måde jeg har det godt med og som giver mening for mig. Facebook har altid overvældet mig og gjort mig urolig, men i perioder har jeg alligevel forsøgt mig med at poste ting og sager der, i seneste omgang kopier af indlæg herfra. Men det går slet ikke for mig. Med det evigt åbne kommentarfelt og sin helt ekstremt ekstroverte kultur sender facebook mig direkte ned i overvældelses- og synlig-og-forkert-helvedet. Lige for tiden bruger jeg Instagram hvor jeg poster sort/hvide fotos med kommentarfeltet slået fra samt historier som ens følgere jo nemt kan slukke for hvis de overvælder. Men jeg lover ingenting, måske bliver også det for meget eller forkert for mig på et tidspunkt.

Jannes sted er mit fristed, og jeg håber der findes andre derude der som læsere også kan opleve det som et sådant. Jeg skal ikke sælge noget, promovere noget, overbevise om noget. Jeg skal bare vise hvordan verden, min indre og den ydre, ser ud for mig, og gøre plads til at andre kan se, iagttage, erkende. Det er det hele — må det være noget eller ingenting.