Tag: Medier

Forsvar for den robuste skrøbelighed og det generøse lederskab

I Politiken var der i går et interview med Ole Fogh Kirkeby om indholdet i hans bog Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Ud fra artiklen er jeg helt overbevist om at Ole Fogh Kirkeby har fat i nogle meget lange ender omkring de ledelsesmekanismer på arbejdsmarkedet, især det offentlige, som beslutningstagere og ledere støtter og fremmer lige nu.

Jeg vil læse bogen, men indtil da kan vi da lige dvæle ved et par af Kirkebys udtalelser fra artiklen her:

 “Når man fremhæver robusthed som et ideal, så smider vi det vigtigste ud med badevandet. Sensitiviteten, kreativiteten og empatien. Altså forståelsen for andre mennesker. Det er det gode arbejdsmiljø, men også de rigtig innovative kræfter, som smides ud”.

“(..) Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikkerne. Det er et skråplan”.

“Den danske model er i store træk blevet tegnet af fagbevægelsen, som langt hen ad vejen har en stor grad af arbejdspladssolidaritet. Bliver robustheden norm, hænger det også sammen med den største trend på alle danske arbejdspladser, nemlig selvledelse. Det etablerede man i håbet om, at ledelsen, særligt mellemlederne, blev aflastet, og at medarbejderne fik dækket et behov for at tage mere ansvar. Det fører til at medarbejderne slås om, hvem der skal have de bedste arbejdsopgaver og slippe for de værste. Det giver dårlige og konfliktfyldte arbejdspladser. (..)”.

“Påtager man sig lederskabet, så må man vide hvorfor. Lederne vil gerne have magt, men de fleste vil gerne hjælpe folk med at blive bedre til noget, de i forvejen er gode til. Men det kræver, at de kan beskytte medarbejderen. Generøsitet skal være en paraply mod det, der regner ned oppefra. Lad dem være, tro på dem og vis dem tillid til, at de selv kan løse opgaven bedst muligt. Men vi ser desværre alt for ofte det omvendte, at paraplyen er foldet sammen, selv når det styrter ned”. 

Jeg kan kun sige at jeg selv har set hvordan de her pointer er en akkurat beskrivelse af virkeligheden alle de steder jeg har arbejdet de sidste 3 år. I mit hoved ser jeg også hvordan vi som kollektiv rutsjer med raketfart ned ad skråplanet.

Jeg har også kaldt mig selv robust, men uden at forklare hvad jeg mener med ordet i mit eget tilfælde. Jeg er robust på den måde at jeg lige præcis er skrøbelig når det kommer til dårligt arbejdsmiljø, konflikter, hakkeorden og i særdeleshed mangelfuld ledelse og kan tage konsekvensen af det når jeg mærker jeg er ved at gå i stykker. Som sagt før: Jeg er ikke typen der får stress, men typen der får nok, og det er en robust skrøbelighed der formentlig ville skræmme de fleste ledere der leder efter robusthed og selvledelse, hvis de forstod den.

Rapport over en lørdag

♥ Morgen
Vågner først klokken halvni ved at en nabo larmer, og opdager at jeg har sovet 10 timer i træk. Det har været en lang uge, og jeg har set frem til at få weekend. Jeg skiftede arbejde for en måned siden, og det er stadig svært at finde mig til rette, så jeg går ud fra at min hjerne har brug for meget tid til at gøre rent derinde. Jeg kan ikke huske mine drømme for tiden, men har på fornemmelsen at det måske er meget godt og en naturlig beskyttelse mod at blive konfronteret med stof jeg ikke magter.

♥ Formiddag

Har en aftale om at hente en forsinket fødselsdagsgave til mig selv, men billedet står nænsomt arrangeret blandt andre udstillede billeder, så skønt i sig selv og fint rammet ind, at jeg ikke nænner at tage det med. Vi laver en ny aftale om afhentning, og jeg “nøjes” med snak og kaffe og en god travetur.

Kilde og kunstner: Katarina Duedal
I denne weekend er der Åbne Atelierdøre i Gladsaxe

♥ Eftermiddag
Jeg har billet til et kulturtilbud til mennesker der kan sidde stille og lytte, og møder nysgerrigt op. Jeg har altid været meget glad for at høre radio, og nu skal det komme an på en prøve om man kan gå ud i byen og sætte sig til at høre radio i selskab med andre.

Vi lytter til nogle klip og udsendelser som to podcast-værter har valgt. De giver en kort introduktion i lyset fra en standerlampe, men når radioen spiller, er der helt mørkt. Uden at kunne se hinanden overhovedet, men nok høre et suk, et fnis, et tilbageholdt åndedræt med mellemrum, rejser vi sammen i en verden uden overflade. Lige først er det lidt mærkeligt, men så indtræffer virkningen: Det føles rigtigt og stærkt. Jeg gør det gerne igen.

♥ Sidst på dagen
Hjemme igen laver jeg te og rister brød, tænder et lys. Skriver til mennesker jeg er midt i en samtale med på nettet, og som jeg har tænkt på i løbet af dagen. Pusler lidt med det her indlæg. Og bestemmer mig for at høre noget mere radio og finde ud af hvor mit nye billede snart skal hænge.

Seriemani

Jeg går til bekendelse: Jeg er serieman. Jeg ser stort set aldrig tv (ejer end ikke et apparat og streamer kun nødtørftigt fra dr’s hjemmeside hvis noget virkelig fanger min interesse). Men HBO og Netflix har mig i deres hule hånd, og uden de to tjenester kom jeg til at mangle inspiration, flugt fra hverdagen, universer at udforske, viden at indsamle, problematikker at tænke over, personer at identificere mig med, personer at tage afstand fra og så selvfølgelig underholdning.

Mit sidst afsluttede serieprojekt er Black Sails (HBO) hvilket ud over den blot og bare fornøjelse ved at se en rigtig kvalitetsserie fik mig til at grave lidt i det historiske omkring pirater, 1700-tallet, Caribien, kolonialisme .. og mere. Serien har også fået mig til at læse Skatteøen af Robert Louis Stevenson, og – tro det eller ej – jeg syntes den var vildt spændende! I mange øjeblikke hvor jeg skulle vælge at bruge min sparsomme fritid på at læse i den eller se videre på mit næste serieprojekt (mere om det nederst), valgte jeg bogen. Intet under at den er blevet en klassiker!

Nu er jeg færdig, og selvom det ikke føles helt så tomt og sorgfuldt som når en god serie slutter og man skal sige farvel til de fiktive karakterer man har lært at kende og fulgt med interesse (at sige farvel til James Flint/McGraw var i særklasse hårdt!), er det alligevel en anelse surt at være nået dertil. Sagt med taknemmelighed over den fine oplevelse.

Til at starte med fandt jeg på at se Black Sails for at udfylde det seriehul der var opstået i mig efter at jeg havde set alle udgivne sæsoner af Vikings. Vikings er en serie som jeg på alle måder har haft den største fornøjelse ved at fordybe mig i, og som en ekstra, værdifuld bonus har den givet anledning til nogle virkelig fine snakke med min ene søn om både konkrete historiske fakta, eksistentielle temaer og filmiske kneb.

Fra udstillingen Kongernes Jelling, Nationalmuseet i Jelling – et eksempel på hvor historiske fakta og Vikings flugter, omend tidsperspektivet er forskruet:

Til efteråret kommer der en ny sæson, og jeg venter spændt til bristepunktet, men indtil da må jeg finde på noget andet at se, og Black Sails var på alle måder en værdig “afløser” at finde og i helt sin egen ret som en stor serie.

Andre skatte, som jeg ved venners gode hjælp har fundet, er The Fall (Netflix) og Big Little Lies (HBO) som begge tilhører helt andre genrer og har stærke budskaber vedrørende det at være kvinde (og mand).

Derudover er jeg en sucker for Elementary og Sherlock (begge Netflix) – men det har helt sin egen for mig personlige “logik” (altså at jeg er en sucker for dem, ikke serierne i sig selv; i dem er logikken soleklar).

Nu ser jeg Game of Thrones (HBO). Jeg prøver at indhente hele serien for at nå frem til at kunne se den nye sæson parallelt med min søn og “alle” andre mennesker i verden. Det er fint, og som Arya er jeg ved at udvikle min helt egen liste over hvem jeg ønsker død i det univers. Og for egen regning: hvem jeg ønsker lever længe og får magt og indflydelse. Meget mere er der ikke at sige om den serie for min part. Jeg keder mig ikke (hele tiden), men som sagt ovenfor: Udkonkurrere Skatteøen kan den ikke i min verden.

Nu ved du hvilke serier undertegnede serieman er optaget af lige for tiden, men ikke særligt meget om hvorfor, og det er med vilje. Hvis du leder efter en serie at kaste dig over og generelt har en fornemmelse af at interessere dig for det samme som mig, vil jeg anbefale at tjekke de nævnte serier ud på nettet og se om de rammer en streng i dit eget univers. Jeg tror ikke meget på objektive vurderinger når det kommer til kulturelle tilbud, men langt mere på at så at sige alle kulturelle tilbud kan være værdifulde, berigende og lærerige hvis de rammer én på det præcis rigtige tidspunkt.