Drømmen om en bro med bruser

Tidligere i dag gik jeg rundt om den sø jeg bor tæt på, og for første gang nogensinde var alle de gode broer med bænke ledige, og jeg måtte ud og sidde lidt på dem alle sammen og kigge ud over vandet og landet. Det tog sin tid at komme rundt, det siger sig selv, men skønt var det, og mens jeg sad der, blev et filmklip fra min barndom ved med at dukke op i mit hoved. Noget med en pige (tror jeg nok) der holder til på en afsidesliggende badebro med bruser, måske sover hun i en båd. Jeg husker det som en drøm af en tilværelse — hvor ville jeg gerne prøve det der med at gå i brusebad ude på en bro!

Nu har jeg ledt og ledt med alt hvad jeg kan komme op med af søgeord og associationer, men jeg kan ikke finde ud af hvad det var for en serie. Til gengæld, da jeg gennemtrawlede dr.dk/bonanza, fandt jeg serien Hemmelig sommer fra 1971, som jeg troede et øjeblik var den jeg ledte efter, fordi den har en scene hvor en pige vinder på galopbanen, og det husker jeg som noget pigen der boede på broen med bruser, gjorde. Men det var ikke den. Hemmelig sommer er til gengæld med svenske Sara og ikke mindst danske Lars som bliver spillet af Lars Trier (nu = Lars von Trier), og milde himmel, det var børnetider dengang! Jeg kunne måske godt se for mig at Sara ville have fået en eller anden (bogstav)diagnose hvis hun havde været barn i dag, og måske også Lars som “er så genert at han ikke kan tåle at nogen kigger på dem, men Sara var ligeglad”. Det er slow-tv når det er bedst, og i det hele taget: der er da ingen grænser for hvilke perler man kan finde på det der Bonanza! Lige til en regnvejrsdag.

Transskription

“Depression er jo i princippet at du ikke længere kan være den du ikke er”, siger Carsten Dahl ret tidligt i P1-udsendelsen Ramt af mørket 6:6.

“Det er lidt kryptisk. Nok noget med ikke at have været ærlig over for sig selv”, kommenterer Anne Kjær, og Carsten Dahl fortsætter:

“At du ikke længere kan være den du ikke er. Altså det rækker ikke at være stærk længere, altså du har været stærk for længe og det stærke i dig har været skjult for dig, det svage i dig har været skjult for dig. Du har brugt det stærke som en bro, men det svage i dig er skjult for dig. Så det at blive depressiv – som det så hedder, jeg kalder det et eksistentielt sammenbrud, det kan jeg godt lide, det er et bedre ord – det er at møde sit fulde væsen og ikke kende det. Det er en kaotisk oplevelse”.

Jeg synes simpelthen det er så klogt sagt, og der er mange flere rammende formuleringer og indsigtsfulde pointer i resten af udsendelsen. Bare lyt.

Lyset i skyggen

“Tag dit lys hjem” hedder en ny bog af Pernille Melsted om at arbejde med sine skyggesider, og jeg er stødt på en rigtig fin artikel om den som jeg gerne vil dele et link til her: http://www.alt.dk/sundhed/psykologi/sadan-genopdager-du-de-sider-du-ubevidst-har-pakket-vak-siden-du-var-barn

I artiklen står der blandt andet:

Vi skal ikke være det hele på en gang, men vi skal have adgang til det hele. Det er der, friheden er. Når vi bliver identificeret med at være noget bestemt eller siger til os selv, at “jeg er jo ikke sådan en, der…”, så afskærer vi os selv fra en masse ting, fordi vores handlinger bliver enten eller. Vi skal være både og. Vi skal have lov til både at være dybe og overfladiske på samme tid. Kan man både læse Kierkegaard og Se og Hør? Både være klog og forfængelig? Ja. Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på. Og hvis vi ikke har adgang til egenskaber som for eksempel “grådig” eller “egoistisk”, mister vi muligheden for at gå efter det, vi vil og tage vare på os selv. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder ville spørge sig selv, hvorfor de er, som de er, eller hvorfor de gør, som de gør. Er det bare deres natur, eller er det, fordi det er noget, de har tillært sig? Er der noget, som de enten har gemt eller glemt, som de kunne få adgang til igen, og som kunne bidrage med noget i deres liv?, påpeger Pernille Melsted.

“Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på”. Næh. Men bliver jeg ikke et grimt menneske af at optræde som om jeg har noget vigtigt at sige? Næh.

Husk at læse helt ned til punkt 6 i bunden af artiklen – uden punkt 6 er vi lige vidt ;-).