Jeg har været forsvundet ned i et kaninhul, optaget af en historisk tid. Fordybet i en serie over mange aftener. Har googlet som en gal for at lære mere. Og tænkt på hvor meget jeg elskede at lege gamle dage som barn: “Det lille hus på prærien” var forlægget, min mormor og morfars udhuse kulissen, og jeg var lykkelig i et uafbrudt fantasiflow.

Forleden eftermiddag, lige før lyset forsvandt og stadig med hovedet nede i kaninhullet, gik jeg tur i skoven. Pludselig slog mit hjerte lidt hurtigere. Var det mon nybyggere eller indianere der havde tændt bål på den anden side af søen?

Det foregår sådan her: Man køber to liter koldskål og to poser kammerjunkere fordi supermarkedet har tilbud på det. Det ville være dumt kun at købe en liter og en pose, tænker man. Så forkæler man sig selv med denne herlige sommerspise de næste dage, men når der ikke er mere tilbage af de to liter koldskål, er der stadig kammerjunkere tilbage. Så køber man to liter koldskål igen næste gang man er ude at handle, for kammerjunkerne skal jo spises. Men når de er spist, er der stadig noget koldskål tilbage. Så køber man to poser kammerjunkere når man køber ind igen, så man kan spise resten af koldskålen mens den er god nok, og når man har gjort det, er der igen nogle kammerjunkere tilbage. Så ryger der to liter koldskål i kurven igen, men når …

Gæt hvad. Sådan gik den sommer. Coronakilo er en saga blot, koldskålskilo har afløst dem. Verden er et farligt sted at være.

Opfølgning 3. juli:

Finale