Noget af det gode ved at være hjemme hos mig selv og alene er at jeg kan spise franskbrød i lange baner uden at bekymre mig om birkes mellem tænderne. En god ting er det også at jeg kan tale højt med mig selv uden at censurere det jeg siger. “Det bliver fandme over mit lig at skulle bruge tid og energi på sådan noget lort”, kunne det lyde, uden at nogen løfter et øjenbryn og maner til tolerance og tålmodighed, forståelse og fællesskab. Ligeså er det af det gode at det ikke går ud over nogen som helst hvis jeg lugter af sved eller kommer til at bruge fire timer på at lede efter svar på et spørgsmål min hjerne har spontangenereret. Jeg kimser heller ikke ad hvor godt det føles at være helt sikker på ikke at blive iagttaget, eller hvor godt det gør at kunne slukke for verden og tage en lur lige når det passer mig.
Det er så sandt som det er sagt. Sandt er det også at det kan blive for meget af det gode. Efter nogle uger alene med mig selv ville jeg nok få pip og trænge til et andet menneskes selskab. Forestiller jeg mig.
 |
| (Pavilliontag i Kumbelhaven i Farum). |
