Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
Tilgiv mig mit snævre fokus. Jeg ville ønske alle mennesker, såvel allistiske som autistiske, ville bruge 56 minutter af deres liv på at lytte til Brinkmanns Briks: Er vi allesammen lidt autistiske? Her bringer Svend Brinkmann og Ditte Rose Andersen orden i et hjørne af verden på den absolut allerfineste måde.
Vær nysgerrig. Det forandrer verden.
I dag er min 10. feriedag, men jeg vil alligevel påstå at det er min første egentlige fridag i denne omgang. Indtil nu har jeg nemlig været pænt optaget af at arrangere mig i forhold til både udlejning af min underetage og mit (løn)arbejde fremover. Det hele flasker sig, og jeg forstår stadig ikke hvordan. Jeg kan kun bøje mig taknemmeligt og ydmygt i støvet for de fantastiske mennesker i mit netværk der har bakket mig op denne gang. Jeg er et meget, meget heldigt menneske.
Jeg har en hemmelig last som jeg vil afsløre: Jeg elsker westerns. Jeg gider ikke prøve at begrunde det, det er bare sådan. Jeg har fx set Deadwood (serien) med stor, engageret fornøjelse (dialogen i den serie — nøj!), og for ikke så længe siden så jeg så Deadwood: the Movie og fik bundet alle de løse ender som serien lod hænge og svæve i vinden, sammen. Nøj, siger jeg igen. Al Swearengen [swear engine?] nåede enden af sin bane og en ny tid begyndte – virkelig ikke ringe, hvis du vil høre min mening.
I samme lastefulde boldgade hører Hell on Wheels, som jeg har set ikke én, men to gange i rap. Alle afsnit, alle sæsoner. Jeg startede simpelthen bare forfra da jeg havde set allersidste afsnit, og igen: Der er ingen god forklaring på det. Der er mange ting i den serie man kan kritisere, hånden på hjertet, men der er også meget godt at se den for. Hovedrollen, fx, spillet af Anson Mount, som supplerer alle de ord han ikke siger, med “vejrtrækningslyde”. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det, men der er noget med hans stemme og måden man kan høre den på selvom han ikke siger noget, der bringer én meget tæt på. (Måske er det et filmisk lydsidetrick som bliver brugt bevidst, hvad ved jeg, ud over at det i så tilfælde virker).
Spørg mig ikke hvordan jeg fandt frem til det, men han udgiver podcasts, The Well, sammen med Branan Edgens. Der får man fuld valuta for pengene, for her er både ord og lyde der ikke er ord. Jeg har hørt en del episoder efterhånden, og jeg er vild med dem. De tager mig til steder i verden som ingen andre gør. Det er spurtende intuitivt, kreativt, åbent, kærligt og intelligent. Søg efter dem; jeg tror de findes på snart sagt alle relevante platforme.
I dag, altså den 10. dag eller den første dag alt efter hvordan man ser det, driver jeg hid og did og det føles sådan set rigtig godt. Måske er jeg bare en mælkekarton med vinger. Das Ding an sich er lukket land for os alle, så hvem ved.
Der er få ting der kan få mig til at føle at jeg – når alt kommer til alt – ikke er helt alene i verden med min måde at indsamle informationer og opfatte verden på. Den her podcast, fx, som tikkede ind på min telefon for et par timer siden, er måske en af dem:
(Der er nogle uoverensstemmelser mellem overskrift, podcast, dato, udgiver og beskrivelse på hjemmesiden, men podcasten på den side jeg linker til, er den rigtige …).
Personality Hacker bruger deres car model (bilmodel) om rækkefølge og anvendelighed af bevidsthedens fire mentale processer i podcasten. Nøgle:
1. hovedproces > Driver (fører)
2. hjælpeproces > Co-pilot (copilot)
3. proces > 10 year old (10-årig på bagsædet)
4. inferiøre proces > 3 year old (3-årig på bagsædet)
Jeg har fundet en sand skat derude på nettet, en podcast-serie på weekendavisen.dk:
Om kærlighed og venskab.
Jeg har hørt alle fem episoder i streg, for jeg kunne helt enkelt ikke stoppe, men det slutter ikke med det. Jeg kommer til at tænke meget over det jeg har hørt, og jeg lover hermed at det arbejde Lone Frank med flere har lagt i podcastepisoderne, ikke ender med at have fundet vej til mit system forgæves.
Frank. Læg lige mærke til navnet. Podcasten er dygtigt lavet rent kommunikationsmæssigt, ingen tvivl om det, men der er den her strøm af .. ærlighed under det hele, som gør det værd at lytte til.
Nu går jeg ud og løber en tur, bogstaveligt talt, og bagefter er det weekend. Hvad jeg lige skal bruge dét til, ved jeg ikke helt, i en periode af mit liv hvor alle dage stadig er ens og op til mig selv at fylde ud. Måske kan jeg tage mig sammen til at følge den ledetråd som bliver lagt ud til den der lytter. Også jeg har en (seriøst) vingeskudt tilknytningsevne, og jeg kan tilskrive det faktum en ikke ringe betydning for hvor jeg befinder mig lige nu.