Det har været
forvirrende
skræmmende
pirrende
græmmende
Der har været
kasten sig ind
trækken sig ud
væk med en vind
koldt vand og lud
Men nu er jeg her igen, og jeg tror jeg lidt bedre ved hvad jeg vil, og hvad jeg kan (holde til) i forhold til det at blogge. Jeg har forsøgt at gøre det tydeligere i sidebaren hvad mine særinteresser i livet er, for jeg må lægge mit fokus på dem, det er klart for mig nu. Jeg ved at jeg snævrer ind og tegner en smal sti, og jeg mærker da også frygten for at miste andres interesse eller velvilje. Men hvis jeg ikke synligt vælger, mister jeg mig selv, og intet i livet (så længe det varer) kan være værre end det.
Jeg har engang læst et sted at mennesker med min typologiske profil ”.. constantly define and re-define the priorities in their lives”. Det passer vist egentlig meget godt på mig, og jeg laver sikkert også om på tingene igen efter dette. Lige nu føler jeg dog jeg har fået arrangeret mig her på stedet på en måde som giver mening for mig og ro i sjælen for en stund.
*
I skrivende stund sidder jeg på terrassen og kigger ud over vores lille have. Solen skinner fra en skyfri og meget, meget blå himmel. I en balje ved siden af mig kan jeg se nogle solsikkehoveder fra min mands fødselsdagsfest lyse i den guleste farve jeg kender.
Jeg får øje på vores kat i skyggen under æbletræet, den ligger dér som en anden zenbuddhist. Et insekt kommer forbi, og katten eksploderer i et spring 1½ meter op i luften for to sekunder senere at se ud som om ingenting er hændt. Jeg griner.
Måske er ingenting hændt. Måske er alting som det altid har været. Måske har jeg bare åbnet mine øjne.