Sprogforvirringsfænomen

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog – altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?

***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.

Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.


Sommeren 2006
***

Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her – læs og nyd …

Armod

Jeg må ty til en nødløsning: I mangel af bedre kommer her et indlæg om de indlæg jeg aldrig får skrevet (færdige).

Først var der det indlæg om hvordan sidste uges fokus på Martin Luther King jr. fik mig til at rode i bogskabet og bladre lidt i “Strength to Love” (1963), på dansk kummerligt oversat til “Vejen hedder IKKE-VOLD”. Jeg ville sige noget om hvad styrken til at elske betyder for mig, og jeg fik også skrevet en del. Men så skete der for meget (godt) omkring mig til at jeg kunne tænke mine tanker ordentligt til ende. Det jeg ville sige var at jeg tror på at styrken til at elske vitterlig er den mest overordnede overskrift vi kan give livet. Den styrke er det eneste bærende.

Styrken til at elske sig selv. Elske andre. Elske menneskelivet i alle dets skikkelser. Elske livet.

Så var der det indlæg om vrede som jeg skrev det meste af. Elaine N. Aron inspirerede mig, og jeg ville viderebringe nogle af hendes tanker om at der er forskel på vrede og aggression. Om at følelsen af vrede kan bruges konstruktivt fordi den fortæller mig at mine grænser er (ved at blive) overskredet. At den kan hjælpe mig til at passe på både mig selv og andre, i modsætning til aggression som overskrider andres grænser, invaderer.

Og så var der det indlæg som blev skrevet med ført pen i mit hoved. Om antikrist. Ikke i en teologisk forståelse, men som et sindbillede. Det er svært at forklare … og helt sikkert endnu sværere at forstå.

Så nok om det som ikke er eller bliver. Til sidst lidt fra skuffen, bare for at understrege min armod (suk):

Summer’s here
the weather’s high
I feel like I
can touch the sky.

The ocean’s blue
the water’s clear
I sense the waves
I hold so dear.

The wind is warm
the breeze is strong
I see good people
who will come along.

The night is cool
the darkness silent
I hear a hope
of love, non-violent.

Der stod en mand på himlens stige

Der stod en mand på himlens stige,
han ville sig med Gud forlige,
han tænkte sig at kravle op
til Gud han så på stigens top.

”Jeg kravler opad”, tænkte manden,
”gøre godt, det ved jeg jeg kan.
En bedre mand, det er jeg snart,
ved vilje tager retfærdighed fart”.

Han anstrengte sig til perfektion
trods åndenød og depression.
Han gjorde alt som tænkes kan
at Gud kan forlange af en simpel mand.

Snart skete noget han ikke forstod:
En engel viste sig ved hans fod.
”Du ved det ikke, men hør nu her,
det er nede på jorden, at frelsen er”.

Da følte manden døden kalde,
nu ville han bare lade sig falde.
Han græd af smerte som aldrig før,
himlens port blev til helvedes dør.

Ved miraklets kraft holdt han fast endnu
selvom kvalerne næsten rev ham itu.
Da gråden tog af og sindet blev stille,
erkendte manden: man skal mere end ville.

Tro skal der til på at Gud er at finde
både øverst oppe og inderst inde.
Men ingen kan beslutte at møde det dér,
vi må vente og se om det finder os her.

Trin for trin fandt han jorden påny,
forstod at hans stræben ikke gav ly,
at hans menneskelighed på godt og på ondt,
den er et vilkår som er alle forundt.