Tag: Sensitivitet

Normale mennesker

Forleden postede jeg ovenstående i min instagramhistorie, men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere er det for mig at den her serie kommer med på denne blog. Connell og Marianne, seriens hovedpersoner, er helt normale mennesker OG de er højt begavede OG de er hver især modsætningen til det man forventer af de to køn. Deres vej mod at blive voksne er at forstå hvilke fordomme de selv har optaget i sig uden at vide det, og at frigøre sig fra dem. Fordomme om køn, socialklasse, udseende, det at være introvert, det at være højt begavet, det at være sensitiv, det at have en depression .. blandt andet.

Mennesker mod hvem der er og bliver begået noget forkert eller som er blevet set som forkerte (eller slet ikke set), kan meget let ende med at tro at det er dem der er forkerte.

Jeg må bare sige det ligeud: Jeg kan ikke anbefale nogen, ung eller gammel, nok at se den serie. Og det er min erfaring at hvis ikke vi alle, så i hvert fald nogle af os på en måde bevæger os henover vores egne indre børne- og ungdomslandskaber igen og igen livet igennem og uanset alder kan have glæde af at tage endnu en tørn med at bevidstgøre nogle flere forhold i de landskaber. Derfor har den her serie faktisk ikke rigtigt noget med alder at gøre for mig, den har noget at gøre med at være menneske. Et normalt menneske.

Reduktion

Jeg bor en stor del af tiden inde i mine støjreducerende hovedtelefoner. Jeg kan ikke høre når vandet i kogekedlen koger, og må holde øje med hvornår dampen stiger op og knappen slår fra. Mine gulve knirker aldrig, og lyden af mine fodtrin er ikke-eksisterende. Døren ind til badeværelset går lydløst op og i, og servicets svage klirren når jeg spiser eller vasker op, lyder som en fjern erindring. Jeg har ingen naboer, eller også er de aldrig hjemme. Selv ude på terrassen er der nogenlunde fred og ro.

Inde i hovedtelefonernes verden kan ingen høre mig, hvad der er det vigtigste, for jeg kan lige så lidt lide at blive overhørt som jeg kan lide at blive iagttaget. Jeg kan heller ikke høre andre, hvad der er det næstvigtigste, for selvom jeg ofte er så optaget af et eller andet at jeg ikke bliver forstyrret, så har jeg hele tiden alligevel en trættende fornemmelse i baggrunden af min bevidsthed af ikke at være alene. Og høje lyde som råb og smækken med døre forskrækker mig, selvom det er langt væk. Det føles voldeligt.

Der er meget fredeligt derinde i mit hovedtelefonhjem, omend ikke fuldkommen stille. Måske hører jeg musik eller en podcast, måske lyden af hav eller skov, vind eller regn. Måske bare af mit eget blods brusen i kroppen.

Min uforstyrrede verden i hovedtelefonerne er selvfølgelig en illusion, det ved mit hoved godt, men den virker. Når jeg ikke kan høre mine egne lyde, er det som om mine følelser tror at andre heller ikke kan, og jeg slapper af. Og naboerne — ja, dem kan jeg jo faktisk ikke høre. Det er næsten som at bo i et afsidesliggende hus ude på landet, og den forestilling er en gave når man kun slapper helt af og kan komme i flow hvis man føler sig sikker på at være alene.

Bagdelen ved fordelen

Jeg har læst to bøger som jeg godt kan lide: Fra et hjørne af Martin og Omkring Martin af Ann Carina Schødt.
 
Ann Carina Schødt har hjemme på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk som jeg med stort udbytte har fulgt gennem flere år. Jeg ved ikke overhovedet om jeg selv er begavet, men under alle omstændigheder kan jeg sige at der er mange ting i Ann Carina Schødts univers der ringer en klokke i mig. Således også både beskrivelsen af den begavede Martins indre verden og mange af de fænomener der bliver beskrevet gennem bøgernes øvrige personer.

Fortællingen om arkitekten og familiefaren Martin og hans liv giver et rigtig godt indblik i hvordan livet ser ud fra en begavet persons synspunkt. Hvad der er let, og hvad der er svært. Det kan være en god ide med sådan et indblik hvis man selv er begavet eller højt begavet, eller hvis en af ens nærmeste er det. Ens barn, for eksempel. Martin har to meget forskellige døtre som på hver deres begavede måde må kæmpe for at blive set og finde rum hvor de kan trives.
 
Hvis en person er begavet, er livet vel let og ubesværet, og så har vedkommende vel næppe brug for at andre gør en særlig indsats for at forstå ham eller hende – eller at vedkommende gør en særlig indsats for at forstå sig selv? Sådan kunne man godt spørge. Men livet er ikke let og ubesværet for nogen, og det er to hovedpointer i bøgerne at dels kan der følge nogle særlige udfordringer med at være begavet, og dels kan det være temmelig ensomt. Derfor er det godt at vi øver os på at se. Allesammen.
 
Bøgerne vil formidle et bestemt indhold, det kan man ikke undgå at mærke, og det gør måske nok at de ikke helt rammer loftet som litterære eller kunstneriske oplevelser. De har dog deres øjeblikke, nogle passager er virkelig enten ren nydelse at læse eller morsomme på den helt rigtige intelligente måde. Og bøgerne lader ingen tvivl tilbage om at forfatteren har dyb viden og stor erfaring med begavede at trække på, og de er så velformuleret og velstruktureret fortalt at man har lyst til at læse det hele og bliver nysgerrig efter enden på historien og enden på de problemer der fordrer en løsning. Der kommer en tredje roman i serien, og den er jeg også nysgerrig efter at læse. Jeg venter spændt. Jeg ville gerne have læst direkte videre efter sidste side i to’eren :-).

Fortsættelsen

“Ærlighed er også kærlighed”, er der en eller anden som jeg ikke ved eller husker hvem er, der har sagt. Det har jeg tænkt længe over. Jeg har altid haft en fornemmelse af at min ærlighed, inklusive min oprigtighed og autenticitet, var en egenskab hos mig som gjorde mig til et monster i andres øjne, muligvis fordi andre ofte ikke kan lide det de møder, når jeg er ærlig.

Sådan forholder det sig måske virkeligt. Og måske er det noget jeg forestiller mig at andre tænker fordi en del af mig selv ikke kan lide en anden del af mig selv. Det er aldrig helt til at vide med den slags. Men når alt kommer til alt: I mine egne øjne er min ærlighed noget nær det bedste og i en vis forstand også det kærligste jeg har at give, og jeg vil fortsætte med at forfølge og forfine den egenskab frem for at fravige og nedtone den. Take it or leave it.

Billedet er lånt her.