Tag: Serier

Mit hood

Da jeg kom hjem i dag, stod der nogle naboer og snakkede ved min indgang, og jeg tænkte: Fint, så kan jeg lige sætte mig på en bænk og dampe lidt af og måske opsnappe noget fredagsstemning mens de får talt færdig. Ingen grund til at afbryde en god snak.

Og mens jeg sidder der og bare er, får jeg øje på træet over mig og synes at grenene er helt utroligt fint fordelt. Og jeg ser skulpturen til venstre for mig og indser at jeg egentlig aldrig rigtigt har set den før og at jeg åbenbart er i stand til at gå gennem verden med lukkede øjne. (Tjuk, tjuk, siger skupturen så nærmest til mig i dag da jeg får bragt mig selv i fotostilling – det får jeg trods alt øje på, måske er der endnu håb for min evne til at åbne øjnene).

NU er det fredag aften. Nu er jeg dampet af, fodret af og såmænd også skyllet og tørret af, så nu falder jeg om med House of the Dragon. Det skal gøre godt at gå gennem porten til en anden verden.

Inde bag

Jeg er stadig i gang med den der genbingning af Yellowstone (jeg ved det, det er ikke noget rigtigt ord, men jeg bruger det bare alligevel). Det er svært at forklare, men det her billede er så sjovt at jeg må gemme det her.

Vi har alle en maske som vi tager på ved forskellige lejligheder hvor vi er sammen med andre mennesker. Nogle mennesker tager den aldrig af, måske tror de selv de er den som masken viser. Og andre igen er meget komplekse mennesker med en rig og dyb personlighed inde bag masken, som de godt selv kender, men som de måske sjældent viser andre end deres allernærmeste fordi de har lært gennem livet at de fleste ikke kan hverken forstå eller værdsætte deres kompleksitet.

Her ser du seriens mest kyniske og magtfulde mastermind i et øjeblik hvor hun er alene hjemme med sin eneste virkelig fortrolige. Masken er faldet. Kjolen er lyserød, hun har selv købt ind til aftensmad (måske for første gang nogensinde) og hendes kropssprog er ligesom låst op. Hvorfor åbne lågen som alle andre ville gøre, når man kan klatre over den, selv med noget i begge hænder og kjole på?

Ja, hvorfor egentlig?

Jeg er vild med Beth Dutton. I al hendes komplesitet.

Rapport

Man ved man har corona når man vasker sig i tetræsoliesæbe og ikke kan lugte det.

Lidt kriller i halsen der bliver til trætte muskler, snot og småhoste der bliver til “bare lidt forkølelse” i løbet af knap et par dage. Intet jeg ikke ville have kunnet arbejde på trods af før corona, men corona er her stadig, og jeg husker at jeg hellere må tage en test, og så er jeg pludselig spærret inde herhjemme og sat skakmat.

Nogen sætter en pose med lidt godt uden for døren, men jeg kan ikke smage forskel på chokofanter og tivolistænger og må nøjes med lade mig forkæle af oplevelsen af et stykke chokolades velkendte konsistens i munden.

Jeg drøner planløst rundt på nettet for at lede efter svar på spørgsmål som jeg ikke engang kan formulere helt for mig selv, om Jungs typologi. Det er som om noget omkring min egen person toner frem i takt med at jeg kan give mere og mere slip på at tænke på mit arbejde. Pludselig, på dag fire, står det skarpt. Jeg ved hvad jeg har tabt og hvad jeg gerne vil genfinde i mig selv, og jeg er uendeligt taknemmelig over pludselig at kunne få øje på det igen.

Jeg ser alt hvad der er at se, i tossekassen. ALT (haha). Peaky Blinders (jeg synes den holder helt hjem; det er der vist delte meninger om, men for mig er det total klasse. netflix), Et helt menneske (jeg venter interesseret på det kommende afsnit. dr), Stranger Things (jeg vil gerne, men det fanger mig ikke rigtigt i denne ombæring. netflix), Billy the Kid (det er rigtig godt, men mere for de tænksomme psykosocialt orienterede end for de western-action-orienterede. Samme forfatter som Vikings, iøvrigt. viaplay), Trom (elendigt instrueret hvis jeg overhovedet forstår noget og det ikke bare er de to sprogs træskodans med hinanden der står i vejen, men fedt og interessant at se noget fra Færøerne. dr og viaplay) og ikke mindst Wallander (bare fordi jeg elsker Krister Henrikssons Kurt som har ikke så få ligheder med den jeg selv synes jeg er blevet til. dr). Bare for at nævne noget af ALT.

Jeg kunne godt have undgået det overdrevne streamingorgie hvis jeg havde haft noget ordentlig at læse, men jeg var jo ikke ligefrem forberedt, og da der i løbet af førstedagen tikker en mail ind på telefonen om at det nu endelig er min tur til at låne den bog jeg har ventet på siden nytår, er jeg da også ved at gå ud af mit gode skind af ærgrelse fordi jeg jo ikke kan hente den. Men måske var det i virkeligheden det bedste der kunne ske, at jeg blev tvunget til bare at lade mig drive med på skærmen og dermed give plads til at noget af alt det jeg har stuvet godt og grundigt ned i glemsel og ubevidsthed, kunne bane sig vej til overfladen uden min bevidste medvirken.

Nu er det hele overstået. Jeg har ikke “betydelige symptomer” og har aldrig haft det, så jeg måtte godt gå ud igen her til formiddag. Det første jeg gjorde, var at gøre min lejlighed ren og derefter at gå ned og sætte alt mit vasketøj over. Og mens det vaskede, gik jeg på biblioteket, så NU læser jeg. Det er heldigvis min friweekend.

Hvis man ikke vidste bedre, er alt tilbage ved normalen igen. Jeg ved bedre.