Tag: Serier

Om at se både tilbage og fremad

Hvor langt kan man rejse på hesteryg på en dag? spørger jeg internettet som hurtigt omformulerer mit spørgsmål til: Hvor lang er en dagsrejse? Regne, regne. Jeg kommer frem til at det nok har taget en lille uge at rejse fra Kalmar til Kullen på hesteryg i middelalderen i godt føre. Det er et slag på tasken, men størrelsesordenen er i orden, tror jeg, og min nysgerrighed bliver en lille smule tilfredsstillet.

Jeg er langt væk i en anden tid. Jeg så Margrete den Første i biografen i sidste uge, og det blev jeg så opslugt og på sin vis også imponeret af at jeg måtte købe filmen og se den igen herhjemme. To gange, indtil videre. Jeg bliver ved med at finde mere at opdage, tænke over, lægge mærke til, undersøge. Margrete træder frem, magtmennesket, strategen, den visionære og ikke mindst kvinden – hun er en imponerende personlighed. De mest fremtrædende andre personer er fladere skiltret, og man fornemmer ikke samme dybde i dem som i kvinden i centrum, og det fortæller en historie om at de ikke når hende til knæene på det indre plan. Landskaberne (som er tjekkiske, jeg ved det) gør fantasien glad og fodrer én med rå skønhed og storhed. Klædedragterne, smykkerne, kronerne, bygningerne, løsøret — man kan ikke få nok af at se, det er ren sanselig tilfredsstillelse. Jeg kan få lang tid til at gå med den her historie og de her billeder, og det er tid der går godt.

Før jeg mødte Margrete, så jeg den nye sæson af After Life (Netflix), og de to ting har intet til fælles, bortset fra at den tid man kan bruge på at se After Life, også i den grad er tid der går godt. Ricky Gervais har skrevet, instrueret og produceret serien og spiller den på samme tid verbalt hårdtslående, kloge, morsomme, varme og frem for alt sørgende hovedperson Tony der forsøger at komme først gennem, siden tilbage i livet (hans eget liv) efter livet (hans kones og deres fælles liv). Det er alt andet end kedeligt, og det er såmænd også lærerigt udi hvad sorg er for en størrelse.

Hvad det næste min tid skal gå godt med, er, ved jeg ikke lige endnu. Måske trænger jeg til at drøvtygge lidt mere, jeg har stadig spørgsmål jeg kan stille internettet, det holder nok aldrig op ;-).


(PS. Jeg har også set Sex Education (Netflix) for noget tid siden, og uanset hvad titlen får dig til at tænke på, så skulle du kaste dig over den også, for du kan alligevel ikke komme i tanke om alt det den serie handler om og tager under kærlig – som i rigtig hjertelig kærlig – behandling. Og hvis du er samme generation som mig, vil du nok også have fornøjelse af at se Gillian Anderson og Mikael Persbrandt udfolde sig i et pænt uforudsigeligt forløb. Enjoy!).

Kastanjer

Jeg er helt og aldeles enig i den her anmeldelsen på dr.dk af krimi-netflix-serien Kastanjemanden: Jeg kan ikke se en kastanjefigur uden det løber mig koldt ned ad ryggen!

Jeg har set serien. Det er en fremragende krimi. Både indhold og æstetik i top.

Og nu smider jeg mine kastanjer i skralderen.

PSsst: Hvis du mangler mere kvalitetskrimi, skulle du se Mare of Easttown hvis du ikke allerede har gjort det. En krimiserie i en helt anden boldgade, måske egentlig mere en indvendig og psykologisk fortælling pakket ind som krimi, men ikke desto mindre af tårnhøj kvalitet på alle parametre.

Normale mennesker

Forleden postede jeg ovenstående i min instagramhistorie, men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere er det for mig at den her serie kommer med på denne blog. Connell og Marianne, seriens hovedpersoner, er helt normale mennesker OG de er højt begavede OG de er hver især modsætningen til det man forventer af de to køn. Deres vej mod at blive voksne er at forstå hvilke fordomme de selv har optaget i sig uden at vide det, og at frigøre sig fra dem. Fordomme om køn, socialklasse, udseende, det at være introvert, det at være højt begavet, det at være sensitiv, det at have en depression .. blandt andet.

Mennesker mod hvem der er og bliver begået noget forkert eller som er blevet set som forkerte (eller slet ikke set), kan meget let ende med at tro at det er dem der er forkerte.

Jeg må bare sige det ligeud: Jeg kan ikke anbefale nogen, ung eller gammel, nok at se den serie. Og det er min erfaring at hvis ikke vi alle, så i hvert fald nogle af os på en måde bevæger os henover vores egne indre børne- og ungdomslandskaber igen og igen livet igennem og uanset alder kan have glæde af at tage endnu en tørn med at bevidstgøre nogle flere forhold i de landskaber. Derfor har den her serie faktisk ikke rigtigt noget med alder at gøre for mig, den har noget at gøre med at være menneske. Et normalt menneske.

Fald

Min opmærksomhed flytter sig fra område til område, det er som om jeg er ved at grave adskillige meget dybe huller på én gang. Jeg glemmer ingen af dem på noget tidspunkt, jeg kan se dem alle sammen samtidigt, men et af dem står til enhver tid tydeligere frem end de andre. Jeg hanker op i spaden, graver lidt dybere snart i ét hul, snart i et andet. Jeg forestiller mig at jeg er på vej ned til et netværk af gange som ender med at forbinde alle hullerne og endelig – endelig! – viser mig hvordan alting hænger sammen.

⦾
Jeg har sat mig for at læse alle de bøger af Jon Kalman Stefansson der er udgivet på dansk. “Han skriver fuldstændig fantastisk, og han kredser omkring temaer som er så genkendelige for mig, at det er som at komme hjem at læse hans bøger, selvom de foregår på Island,” skriver jeg i en fødselsdagshilsen til en ven. Jeg afsluttede den sjette bog i rækken i går, og jeg er stadig sulten, kan ikke vente til biblioteket har fundet den syvende og sidste bog frem, Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?

⦾
Jeg læser (mere) om enneagrammet, jeg er opsat på at fordybe min forståelse af det. Det er et viist og fremragende system til at forstå hvad der er ens basale ønske i livet på den ene side og basale frygt på den anden. Jeg er 5’er: Iagttageren, udforskeren, den der mest af alt ønsker at være kompetent og har behov for at opfatte, erkende og forstå. Viden er mit stof. Løsrivelse og uafhængighed er min svaghed og min styrke. Jeg bruger isolation, tilbagetrækning og compartmentalization til at beskytte mig selv og finde tryghed når jeg er under stort pres. Jeg frygter per natur og per erfaring at jeg ikke er særlig god til at klare mig i den ydre verden, og jeg føler mig hjælpeløs og ubrugelig når jeg mangler viden, informationer og kompetencer og bliver overvældet af forventninger og krav. Alt det siger enneagrammet til og om mig, og jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt.*


⦾
Jeg skriver dagbog, fylder en kalender med noter som jeg ved jeg aldrig vender tilbage til, det er min sædvanlige modus. Dagbogen lytter, har ingen mening om hvem jeg er eller skal være, venter tålmodigt på at jeg formulerer noget omkring mig og mit liv som er til at forstå for en udenforstående som mig selv.

⦾
Jeg lader mig overrisle, lytter til Fribytterdrømme med Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet (alene ordene beruser mig). Ser Alias Grace baseret på en roman af Margaret Atwood (I’m every woman, kommer jeg til at tænke).

⦾
Jeg strikker sorte strømper jeg længe har ønsket mig, og syr noget af mit tøj om. Guderne skal vide at jeg ikke har en kæft forstand på hvad jeg laver, men det giver mig lejlighed til at undersøge hvordan jeg synes jeg skal se ud hvis jeg skal ligne mig selv. Det er svært at mærke hvem jeg selv er, efter mange år i uniform eller træningstøj eller nattøj eller det mest praktiske tøj af hensyn til arbejdsopgaver.

⦾
Og jeg venter, jeg venter på mere end historien om Asta og at se mig selv. Jeg venter på en sms om at Dario Nardis seneste bog, The Magic Diamond, om Jungs typologi, ligger klar til mig og spaden ovre hos købmanden. Jeg venter også på at få en idé til hvordan jeg skal bringe mig selv, og ikke en mat afglans i form af en refleksion af andres forventninger og behov, ind i den ydre verden – det skal tilsyneladende komme endnu længere væk fra end Nardis bog! Og så venter jeg på at min skriveblokering aftager, at der går hul på et eller andet og at noget vælter op af et af hullerne. Måske har jeg lige mærket det første stænk. Jeg ved det ikke.