Jeg har set miniserien Olive Kitteridge med Frances McDormand i hovedrollen (hbo):
Og jeg har læst bogen Olive Kitteridge af Elisabeth Strout:
.. i nævnte rækkefølge. Nu ser jeg lige miniserien forfra, med nye øjne, for der er meget at hente her! Jeg kunne virkelig godt lide begge dele. Og jeg kunne virkelig godt lide Olive Kitteridge. Jeg følte måske ligefrem en slags slægtsskab med hende.
Hvis du googler navnet, findes der tonsvis af materiale om både bog og miniserie på nettet som kan give dig et hint om om det her stof måske også er noget for dig.
Jeg vil blot nævne at et gammelt, knortet oliventræ (udtrykket er taget fra bagsiden af bogen) måske ikke ser ud af meget eller er voldsomt charmerende når det står der i landskabet. Måske ser man først hvor smukt træet er, når man forstår de særdeles værdifulde frugter sådan et træ frembringer ud af sit indre og bidrager med gennem sin levetid.
Jeg har haft en beschissener dag. Jeg har låst mig selv ude og mistet dyrebar tid som jeg skulle have brugt til blandt andet at soignere mig en smule efter at have taget både form og lugt efter cykeltur og svedigt arbejde, hvorfor jeg måtte optræde i en udgave der bestemt ikke var egnet til pænt brug. Og så var der spindelvævet jeg havde overset, og en slidt løber jeg skulle have taget mig af, og tiden der bare gik og gik så jeg kom ud at ro alt for sent, men gudskelov kom jeg ud at ro, jeg har verdens bedste (og mest fleksible) romakker, det er det eneste virkeligt opløftende der er overgået mig hele dagen hvor jeg også fik aflyst et måltid med en af mine sønner. Jeg havde afstået fra en svømmetur og cyklet som død og helvede for at nå den aftale. Og jeg havde glædet mig.
Nu kan jeg ikke finde anden måde at bruge resten af den her elendige søndag på end at se videre på en tysk krimi jeg af en eller anden grund godt gider se, om ikke andet fordi det er sjovt at lære eller genopfriske lidt tysk, og så fordi alle afsnittene slutter med noget musik jeg ikke kan lade være med at synes om. Vi kan da lige tage den svedige afslutning fra det afsnit jeg så i går: https://www.dr.dk/drtv/se/en-sag-for-professor-t_-loegne_193420 fra 54:53.
Jo, og så gider jeg også se den fordi jeg synes det er vældigt underholdende med de klip af Professor T’s indre liv der er plantet undervejs, det minder mig lidt om “Ally” som jeg også syntes var hysterisk morsom dengang. Hvis nogen skulle lave en tilsvarende film med plantede klip af mit indre liv, så ville det nok blive nærmest omvendt af tilfældet Professor T, altså frem for at være ubehøvlet og iskold på ydersiden og varm og kærlig på indersiden, så ville man se mig stå og sige behageligheder i et væk mens der blev sat klip ind hvor man kunne se hvor optaget af at tænke på noget andet eller arrogant eller utålmodig eller iskold jeg i virkeligheden er. Eller noget. Ja, jeg er helt enkelt effektivt dresseret, og der er ikke altid dækning for mit omgængelige væsen indvendigt fra.
Nu er kæden så lige hoppet af for en gangs skyld, jeg må skynde mig at se videre på den der tyske krimi, ordnung muss sein – oder was?
I får et billede, for billeder skal der til her på nettet, har jeg efterhånden lært, vi lever i en tid hvor ord alene ikke siger nok, så jeg siger det med blomster. Jeg siger DET med blomster.
I dag er min 10. feriedag, men jeg vil alligevel påstå at det er min første egentlige fridag i denne omgang. Indtil nu har jeg nemlig været pænt optaget af at arrangere mig i forhold til både udlejning af min underetage og mit (løn)arbejde fremover. Det hele flasker sig, og jeg forstår stadig ikke hvordan. Jeg kan kun bøje mig taknemmeligt og ydmygt i støvet for de fantastiske mennesker i mit netværk der har bakket mig op denne gang. Jeg er et meget, meget heldigt menneske.
Jeg har en hemmelig last som jeg vil afsløre: Jeg elsker westerns. Jeg gider ikke prøve at begrunde det, det er bare sådan. Jeg har fx set Deadwood (serien) med stor, engageret fornøjelse (dialogen i den serie — nøj!), og for ikke så længe siden så jeg så Deadwood: the Movie og fik bundet alle de løse ender som serien lod hænge og svæve i vinden, sammen. Nøj, siger jeg igen. Al Swearengen [swear engine?] nåede enden af sin bane og en ny tid begyndte – virkelig ikke ringe, hvis du vil høre min mening.
I samme lastefulde boldgade hører Hell on Wheels, som jeg har set ikke én, men to gange i rap. Alle afsnit, alle sæsoner. Jeg startede simpelthen bare forfra da jeg havde set allersidste afsnit, og igen: Der er ingen god forklaring på det. Der er mange ting i den serie man kan kritisere, hånden på hjertet, men der er også meget godt at se den for. Hovedrollen, fx, spillet af Anson Mount, som supplerer alle de ord han ikke siger, med “vejrtrækningslyde”. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det, men der er noget med hans stemme og måden man kan høre den på selvom han ikke siger noget, der bringer én meget tæt på. (Måske er det et filmisk lydsidetrick som bliver brugt bevidst, hvad ved jeg, ud over at det i så tilfælde virker).
Spørg mig ikke hvordan jeg fandt frem til det, men han udgiver podcasts, The Well, sammen med Branan Edgens. Der får man fuld valuta for pengene, for her er både ord og lyde der ikke er ord. Jeg har hørt en del episoder efterhånden, og jeg er vild med dem. De tager mig til steder i verden som ingen andre gør. Det er spurtende intuitivt, kreativt, åbent, kærligt og intelligent. Søg efter dem; jeg tror de findes på snart sagt alle relevante platforme.
I dag, altså den 10. dag eller den første dag alt efter hvordan man ser det, driver jeg hid og did og det føles sådan set rigtig godt. Måske er jeg bare en mælkekarton med vinger. Das Ding an sich er lukket land for os alle, så hvem ved.
