Tag: Skam

Hjælpsomme bøger

For ikke så længe siden fik jeg et gavekort til en boghandel, og jeg var ikke mange dage om at omsætte det til blandt andet to bøger af Ilse Sand: VENLIGE ØJNE på dig selv og Sig hej til din SKAM. Jeg kendte godt Ilse Sands univers efter at have læst flere andre af hendes bøger, og jeg havde ønsket mig de nævnte to siden jeg så de udkom. Jeg synes Ilse Sand er meget dygtig til at omsætte komplekse og vanskelige indre forhold til kortfattede og præcise fremstillinger uden at dybde, indsigt og omsorg går tabt. Især er hun – set med mine øjne – virkelig god til at sætte ord på følelser.

Sådan vil jeg også sige om de to bøger om henholdsvis dårlig samvittighed (skyldfølelse) og skam. Det har været både øjenåbnende og støttende at læse dem begge, om end jeg oplever at have mest brug for at høre hvad Ilse Sand har at sige om skam. Jeg læser meget ofte i cirkler på den måde at jeg læser en bog flere gange med stadig dybere opmærksomhed og måske med varierende fokus (præcis som jeg også skriver på denne blog, i øvrigt), og jeg har foreløbig kun taget første runde med bogen om skam og er ved at tage tilløb til næste.

Jeg kan sætte mig ind i, omend ikke direkte genkende, mange af de konkrete eksempler fra eget eller andres liv som Ilse Sand giver på situationer der kan give anledning til skam, men det er som om der mangler noget i forhold til den skam jeg oplever hos mig selv. Hvis bare jeg kunne afgrænse den til sådanne konkrete områder, får jeg lyst til at sige. Jeg har en helt anden generel fornemmelse af at min skam omfatter hele min person. At jeg ikke har huller, men er et hul. Jeg vil måske beskrive det som om at der ingen pauser er fra den skam jeg kender, undtagen måske når jeg er alene. På samme måde tænker jeg om forslagene til hvordan jeg letter min egen skam: Hvis bare det var så let! Og i næste sekund tænker jeg at det jo nok kunne være så let hvis ikke man var så forkert som jeg. Og så er jeg jo havnet lige præcis på skammens sted i mig selv igen, og det er ikke heldigt.

Alligevel tænker jeg at bogen kan blive en hjælp for mig, og for den rette tænker jeg også at bogen om dårlig samvittighed kan være det samme.

Jeg har tidligere skrevet en del om skam her på stedet – følg eventuelt tagget skam hvis du vil læse det. Her vil jeg blot lade skam-bogens omslag tale for sig selv. Ilse Sand siger alligevel det der skal siges, tusind gange bedre end jeg kan.

Opdatering 18. juni 2021:
Jeg har nu læst bogen endnu engang, og det har givet anledning til at justere min første udmelding om bogen en del, i bund og grund fordi jeg faktisk har forstået noget mere omkring min egen skam. Blot til orientering hvis du genbesøger stedet her og undrer dig.

Fødselsdag

Jeg har holdt 13-års-fødselsdag for Jannes sted i dag. Jeg skrev det første indlæg en 1. april, hvilket ikke var noget jeg tænkte over, men det gør at jeg for det første altid kan huske bloggens fødselsdag, og for det andet mindst en gang om året overvejer om den her blog bare er en joke eller om den er værd at tage seriøst. Indtil nu er jeg altid landet på det sidste. Jeg ville meget nødigt undvære den, også selvom jeg godt ved at den ikke fylder noget i ret mange andres liv. Det må række, beslutter jeg hvert år. Jeg har i enkelte korte perioder trukket bloggen ind i maskinrummet og væk fra det offentlige internet, men aldrig taget livet endeligt af den, heldigvis.

Siden jeg for en lille måned siden besluttede at flytte bloggen hertil fra den blogspot-adresse hvor det hele startede, har jeg været igennem alle mine egne indlæg flere gange. Jeg har slået næsten tre hundrede darlings ihjel, som jeg ikke syntes havde et tilstrækkeligt tidsløst indhold eller som jeg kunne mærke var skrevet uden at jeg rigtigt var til stede. Jeg har ordnet alle indlæg i kategorier som fungerer som en opdeling efter genre. Det er noget jeg ellers aldrig har tænkt i, men jeg tror det kan gøre indholdet i sin helhed mere overskueligt, måske endda mere forståeligt. Jeg har brugt mange timer på det, og ind imellem når jeg har været træt og det har været uoverskueligt, har jeg vaklet i troen på at det indhold jeg har produceret gennem de her 13 år, faktisk har en eller anden værdi og var arbejdet værd. Men i sidste ende kunne jeg ikke give slip. Måske er jeg besat eller blind eller lider af tåkrummende selvovervurdering. Det er da muligt — jeg er i stand til at tænke tanken — men det føles ikke sådan for mig. Jeg er stadig en lille smule stolt og læser mine egne ord med en vis selvrespekt.

Det er på en måde lidt af et mirakel. At skrive på Jannes sted har nemlig været en årelang dans med skammen over at være “sådan en som mig”, og en stadig kamp for at forhindre at mit undervurderede selv skulle få det sidste ord og endegyldigt få mig til at smide alle mine ord på møddingen. Skammens modsætning er at være stolt over at være sig og nære respekt for sig selv som den person man er, også når man møder andres blik. Det er skrøbeligt, og følelsen kan forsvinde som dug for solen når man som jeg er udfordret af kronisk, hvid skam, men jeg vil forsøge at huske hvad jeg oplevede og følte da jeg genlæste mine egne ord med tidsmæssig afstand og uden at skulle tænke andres blik ind i ligningen. Jeg vil tro på at det ikke bare er en aprilsnar. Forhåbentlig er det tilstrækkeligt til at vi mødes igen her til 14-års-fødselsdag i 22.


Klar luft

Frostklar dag med krystalklare erkendelser. Nogen svigtede mig, og den lille pige i mig tror jeg blev og bliver svigtet fordi jeg havde og har fortjent det og skulle og skal skamme mig over mig selv.

Det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved. Jeg vil endda driste mig til at forsøge at afvise skammen og turde tage plads op i verden som om jeg har ret til at være her og ikke pr. definition i kraft af min slette natur er årsag til andres lidelser.

Måske er det fordi jeg er under indflydelse af nattens kolde, klare luft omkring min varme seng eller dagens løbsfrigjorte endorfiner at jeg pludselig ser det sådan, men jeg vil prøve om jeg kan fastholde det. 

Derfor står det nu skrevet her sort på hvidt.