Tag: Skam

Tid

 
Det bedste tidspunkt på dagen er indtruffet. For gud ved hvilken gang tager jeg et billede af øjeblikket fordi jeg for gud ved hvilken gang gerne vil dele det med nogen. Det kan jeg ikke, jeg ved det godt. Øjeblikket er kun inden i mig. 
 
Jeg strækker det mest muligt. Tvinger mig selv til ikke at tælle timer. Sætter produktionen i mit sind i bero.
 
Den tid, den sorg.
 
Jeg skubber bekymringerne foran mig, for lige nu er der ikke plads til dem i mig. Men jeg er bange for regnskabets time.
 
I morgen er der atter en dag.
 
Jeg kan stadig nå at rette op. Det er ikke for sent. Der er stadig tid til at komme på den anden side af skammen over ikke at slå til.
 
Der er en tid for alting.
 
Det hviler jeg i. Jeg hviler. Jeg må være en del af en større plan selvom det føles som en fejl at jeg er her.

Ukrudt

 
Mine altankasser er fulde af ukrudt, og jeg gør ikke en disse ved det, ud over at nyde de smukke vækster der helt af sig selv vokser frem af uordenen. Tak for jer!
 
I går da jeg i ellers godt selskab ville tage et billede af et eller andet, blev det mødt med en bemærkning om at nu var det vel ikke endnu et af de daglige billeder på facebook, for de var godt nok irriterende og ligegyldige (eller noget i den stil, jeg har muligvis blokeret for at huske de eksakte udtryk, for allerede dér blev jeg ked af det og skamfuld).
 
Det er sandt. Jeg blev tagget på facebook med en udfordring om 10 dage i træk at skildre min dagligdag med sort/hvid-billeder på min personlige profil. Jeg syntes det var en sjov udfordring. Det optog mig, og jeg gjorde mig umage. Jeg kunne selv lide nogle af resultaterne.
 
Men der kan man bare se. På stedet for den kritiske bemærkning lovede jeg mig selv aldrig nogensinde at stikke hovedet frem igen på de skide sociale medier og tro at der kan komme noget ud af mit hoved som har nogen som helst værdi for andre.
 
Nu har jeg sovet på det. I dag tænker jeg ‘fandme nej’, og for lige at demonstrere at jeg har nerver til at gøre noget irriterende og ligegyldigt, poster jeg simpelthen de 10 billeder og de fraklip jeg postede den 11. dag, plus et enkelt billede mere. De kan lige være i to collager, beskåret til kvadrater, men det virker alligevel.
 
Synes jeg. Og det er MIG der bestemmer her!
 
Ukrudt forgår nemlig ikke så let, mærk dig det, kære verden. Og hvad ukrudt overhovedet er, er en stærkt subjektiv opfattelse som farves af egen begrænsede mentale aktivitet og ukritisk overtagede normer. Så er det sagt!
 

Krop

Min krop har to sider.

Den ene kan ikke ses med det blotte øje, men kun mærkes og opleves af mig selv. Den er derinde bag overhuden, eller derude mellem aktiviteten i hjernen og overhuden, alt efter hvordan man ser det. Den side af min krop er ifølge min egen opfattelse helt som den skal være. Jeg er stolt af den, egentlig, og jeg kunne ikke ønske mig mere af den end det den er og kan. Det siger jeg uden vaklen. Den formidler kontakten til følelser jeg ikke er bevidst om, gennem kropslige fænomener, så jeg kan blive klogere gennem livet. Den kan udføre fysisk arbejde der påvirker mit nære miljø efter mine ønsker og behov. Den har udført sin biologiske funktion på alfaniveau: problemfrie graviditeter, stående, naturlige fødsler og effektiv amning. Den er hjemsted for sanselige oplevelser som giver nydelse og lommer af ren væren. Den har altid været og er indtil videre ved godt helbred og har et godt energiniveau. Den kan lege og generere mentalt overskud gennem forskellige idrætter. Jeg kunne blive ved. Der mangler ikke noget i denne helt private verden som det i øvrigt føles grænseoverskridende at beskrive her, hvilket jeg vælger at trodse for en gangs skyld.

Den anden side af min krop begynder ved ydersiden af overhuden. Det er den side jeg ser i spejlet, og som andre ser når de ser mig. Den jeg forholder mig til at andre mennesker forholder sig til. Den side af min krop der også kan lugtes, høres, smages og opleves ved berøring, af både mig selv og andre, og ikke mindst er tilgængelig for vurdering af gud og hvermand. Om den side har jeg kun én ting at sige: Den er virkelig ikke for køn. Min facon er helt til (flod)hest og min hud er – så vidt jeg ved – det eneste organ i min krop der ikke fungerer ordentligt, foreløbig kun med kosmetiske konsekvenser, men jeg frygter det er en stakket frist. Det er sagt helt nøgternt og objektivt.

Jeg overvejer om universet har givet mig en krop med to så forskellige sider som en mental, måske endda spirituel øvelse der skal lære mig noget vigtigt. Måske skal jeg forstå at jeg er et menneske der ikke er designet til at gøre sig gældende i den udvendige, spejlreflekterede verden vi lever i lige nu, og at jeg har en opgave i at sætte fokus på den indvendige side af kroppen for at bidrage til en slags balance i universet. Jeg vil til enhver tid af egen drift vælge at fokusere på indersiden frem for ydersiden, det er i hvert fald givet. 

Jeg værdsætter i sandhed det der foregår på indersiden, og indtil videre og på gode dage har jeg ikke tænkt mig at skubbe mig (for langt) ud af verden fordi jeg på ydersiden ikke er køn at se på og ikke vil ses på. Jeg kommer aldrig til at flashe mit flesh for andre; en vis blufærdighed på min krops vegne vil jeg altid have og i øvrigt mene er helt på sin plads. Men den værste skam over den her udvendige sides forkerthed, som også er der ind imellem, vil jeg forsøge at holde i ave. Fanden tage den!