Tag: Skam

Punktnedslag

↯

Jeg er med i en gruppe der skal læse nogle tekster og rangordne dem. De to andre læser på linjerne med stor præcision; jeg læser (også, eller især) mellem linjerne. Jeg mærker 50 års anderledeshed som en bølge af skam og forkerthedsfølelse der skyller gennem mig, og slås lidt med mig selv om om jeg skal kæmpe for at blive hørt eller lade konkret sansning regere rummet. Jeg vælger det sidste, som så ofte før, og det udmatter mig. Det er krævende at indtage de andres perspektiv for at holde en dialog igang.


↯

Hvad er det med de der signalfarver? Jeg har bestilt to bøger over nettet – den ene købt antikvarisk, den anden lånt på bilbioteket – og henter dem uden at vide hvordan de ser ud. Nu kan jeg kan se de RÅBER til mig!

(Og hvorfor er så mange bøger pink i disse dage. Er det bare moderne?).




↯

Jeg lever på mange måder under en sten, men ind imellem kiler der sig ting og sager ind under stenen som får mig til at stikke hovedet ud og lytte nærmere. Det her nummer – tekst og musik i forening – med Karl William .. det kan altså noget. Endda hive en gammel kone ud fra under stenen for at lytte til et godt budskab ;-). Og så er det godt at cykle til!

Blår

Jeg har tænkt over det. Jeg ved nu at drivkraften bag alle de vigtigste handlinger i mit liv har været at undgå at komme til at føle skam. Nogle gange har beslutningerne set ud til at være resultatet af fornuftig analyse, mod og jernvilje, måske endda etik. Nogle gange til at være en fej kujons flugt fra ansvar eller tilknytning hvilket paradoksalt nok også medfører skam, om end en mildere en af slagsen end den min drivkraft er gjort af, og som jeg frygter mere end alt andet. Selv døden, vil jeg mene i mine mørkeste øjeblikke.

At forstå mine bevægelser anderledes ville være at stikke blår i øjnene.

Forsagtheden

Jeg læser mere af Roy Jacobsen, nu er det Anger der fængsler mig. Det er uretfærdigt og måske endda ufrugtbart at tage en passage ud af sammenhængen og kigge på den fuldstændigt løsrevet, men jeg må gøre det alligevel. Der er et bestemt ord og et bestemt sted i bogen der har optaget mig hele dagen. Ordet er ‘forsagt’, og det indgår i en sammenhæng hvor hovedpersonen bliver talt til på en måde som ikke bare får ham til at føle sig malplaceret hvilket han aldrig bliver påvirket af, men også forsagt hvilket er noget andet fordi det – med forfatterens præcise ord – får én til at demontere sig selv og gå i opløsning af egen kraft.

Se, det kender jeg uden at jeg har vidst at det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan også godt tåle at opleve at være malplaceret, det er til at leve med for så kan man bare gå et andet sted hen. Men at føle sig forsagt i betydningen tilskyndet til at trække sig fra verden, fylde så lidt som muligt, dét er en helt anden sag.

Forsagt betyder nogenlunde det samme som genert eller sky, og ordets sproglige rod peger i retning af betydninger som at tabe modet og blive bange. Jeg ved præcis hvad der kan få mig til at tabe modet, blive bange og tilskyndet til at opløse mig selv: Det kan hændelser eller udvekslinger mellem mig og andre som tænder en brændende, uudholdelig skamfølelse indeni mig og får mig til at frygte at være blevet forkastet som menneske, latterliggjort, ikke-forstået, misforstået eller nedgjort. En følelse af at jeg er et uværdigt og forkert menneske og at der ikke findes noget sted på guds grønne jord hvor jeg hører hjemme. At selve min eksistens er en fejl.

Jeg tror at skam er årsagen til (stort set) alle ulykkeligheder og kontroverser mellem mennesker. Når vi arbejder med vores skamfølelser, arbejder vi med selve grundlaget for at vi kan gøre det modsatte af at demontere os selv og opløse os ved egen kraft og i stedet at montere os selv i verden og lade os selv træde frem og ind i livet som dem vi er. At kunne gøre det er tillige grundlaget for at vi kan lade andre gøre det samme uden at der opstår ulykkeligheder og kontroverser – også når vi synes de andre er meget forskellige fra os selv.

Rigdom

Nu må I ikke tro jeg har fået storhedsvanvid eller på anden måde forsøger at slå mig selv i hartkorn med to af de virkelig tunge drenge og piger, men da jeg hørte Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård i samtale her, http://channel.louisiana.dk/video/tomas-espedal-meets-karl-ove-knausgaard, fra 20 til 27, forstod jeg pludselig hvad hele det her mit blogprojekt i grunden er gået ud på fra start til nu og videre frem:

  • At kæmpe mod skammen. At give skammen kamp til stregen.
  • At turde. At være modig. Ikke at give efter for angst og for frygt for at være og gøre forkert, selvom angst og frygt er evigt tilstedeværende.
  • At skrive mig selv klogere uden at forfalde til hovmod og tro at jeg kan planlægge hvad jeg laver, på forhånd. Lade mig selv følge det der kommer fra et sted hvor jeg ikke er herre.
Jeg vidste det godt, det meste af tiden. Jeg kunne bare ikke finde ordene for det jeg vidste, men nu fik jeg dem foræret. Jeg bøjer mig taknemmeligt i støvet og ved med endnu større sikkerhed at uden kunst og kunstnere og kunstneres kommunikation var denne verden et meget fattigt sted.