I dag vil jeg bare bringe et citat af Marie Hammer som Eva Tind lader Marie skrive i sin lommebog i Kvinden der samlede verden. Bogen er en biografisk roman.
Det er bare et lille glimt ud af mange tankevækkende passager i bogen, som både når det kommer til at give læseren noget at tænke over, og på mange andre måder er en meget stor læseoplevelse. Jeg kan kun opfordre til at læse hele bogen. Jeg mangler lige en lille bid, men det gør jeg ikke om et par timer ;-).
I morgen flyver jeg til Churchill. Jeg alene. Jeg holder så meget af ensomhed og har tænkt over, om den her ubestemmelige trang til at være alene er en, jeg er født med.”
I går var jeg bange for at jeg var ved at blive en gammel sur mand. I dag frygter jeg mere jeg er ved at blive en gammel sær kvinde.
De der krydsord. Det er jo umuligt at stoppe når man først begynder!
Uanset. Sur og sær. Sursær. Det opsummerer mig nok meget godt.
— (Jeg får også læst i Brinkmanns bog. Og jeg har lånt Eva Tinds Kvinden der samlede verden som Brinkmann omtaler i sin bog, og som jeg blev fanget af fra side ét og er halvvejs igennem. Alt i alt kan man vel sige at der er gået ord i den, men de har også altid haft min særlige interesse. Ord gør noget godt for mig).
Jeg har læst Manden som elskede Sibirien af Roy Jacobsen og Anneliese Pitz. Jeg giver hermed denne bog min uforbeholdne anbefaling. :-). Jeg har læst den nærmest uden pauser, og det var en mageløs oplevelse.
Romanen er baseret på den tyske videnskabsmand Fritz Dörries’ erindringer og andre skriftlige kilder om hans opdagelser og oplevelser fra 1877 til 1899 i Sibirien. Det er en usentimental og ydre fortælling, og måske netop derfor er man på intet tidspunkt i tvivl om Fritz Dörries’ på alle måder ressourcestærke og hårdføre karakter. Bogen igennem vises nogle af hans smukke, videnskabelige tegninger af dyr (især sommerfugle), mennesker og landskaber, og sammen med sjældne glimt af hans refleksioner og følelser kommer man langsomt lidt ind under huden på det her helt særlige menneske. Men – og det er velsagtens meningen? – man oplever især at komme ind under huden på Sibirien, eller måske nærmere at få Sibirien ind under huden. Jeg vidste så godt som intet om den her enorme region på vores klode. Den lå som en grå plet på mit indre verdenskort, og nu kan jeg ikke få nok af at finde ud af mere.
“Kulden på den sibiriske østkyst er ikke lige så plagsom som inde i landet, temperaturen ligger på den tid af året som regel mellem tolv og atten graders frost, og det er faktisk temmelig behageligt, når man er vant til hårdere forhold”.
Så er temperaturen slået an. Det er ikke for de kuldskære, det her, og det mener jeg egentlig både i konkret og overført betydning. Prøv at google bogen selv, find måske også noget om forfatternes arbejde med den og baggrunden for at den overhovedet er blevet til, og se om det er noget for dig.
Som en lille personlig og useriøs krølle på det hele vil jeg også lige fortælle at jeg bruger postkort som bogmærker, og det kort der tilfældigt lå ledigt på skrivebordet da jeg begyndte på bogen, var et Go-Card med reklame for en bog af Eske Willerslev. På bagsiden af kortet står der sådan:
Noget samler sig i min hjerne. Sibirien. Grønland. Folkevandringer. Videnskabsmænd. Store opdagelser. Uudforskede kontinenter. Verdener som vi mennesker på et splitsekund kan forstyrre og ødelægge, men som vi – hvis vi gider vende blikket udad, væk fra vores egen navle, et øjeblik – kan forstå rummer al den rigdom og fremtid vi som mennesker har brug for.
Vi skal huske at det er os der har brug for kloden. Kloden vil klare sig udmærket uden mennesker.
(Jeg må lige skrive dette også: Fritz Dörries rejser i perioder sammen med en eller to af sine brødre, og når det kommer til Sibirien, så tror jeg Willerslev-brødrene må se sig slået (stort), og det selvom deres Sibirien-eventyr også er mageløst).
I never saw a wild thing sorry for itself. A small bird will drop frozen dead from a bough without ever having felt sorry for itself.
D.H. Lawrence
Denne fugl er ikke faldet frossen ned fra pinden, men faldet er den. Jeg kender og husker ikke digtet fordi jeg læser digte, men fordi jeg har set G.I. Jane. I mit hoved kan jeg høre Viggo Mortensen, i rollen som Comand Master Chief John James Urgayle, recitere det.
G.I. Jane er en af mine yndlingsfilm. Jeg har set den mange gange, og måske ser jeg den igen i aften. Den er god at få boostet sin stamina af.
