Tag: Skønlitteratur

Vejene

The Road Not Taken

 
Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;
 
Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted to wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,
 
And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubtet if I should ever come back.
 
I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I —
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

Robert Frost: The Road Not Taken and Other Poems
Edited with an introduction by David Orr
Designed by Sabrina Bowers
Penguin Books 2015

—
Opdagelsesrejsen er startet …

Fra den ene … til den anden

Det var det fineste efterårsvejr da jeg gik hjemmefra. Nu kommer jeg ud af skoven og får øje på at himlen er grå og tung og ser ud som om den kan falde ned på jorden hvert øjeblik det skal være.

Jeg tænker at der er mere vand på vej end min jakke kan holde ude, og at jeg hellere må søge ly. Det tordner også. Jeg sætter farten op og svinger op ad stien til et overdækket traktørsted. Jeg køber is og kaffe for at have hjemmel til at sætte mig ved et bord i drivhuset.

Mens jeg spiser isen, der smager som om det er sæsonens allersidste rest der er klemt ud af maskinen, kommer der flere folk til. Det lyner skarpt nu også, og det ene tordenskrald afløser det andet. Et af børnene spørger om det er farligt? Nejnej, siger faren. Vil du have pomfritter eller is?

Alle snakker om vejret, og jeg finder en bog* frem fra rygsækken og går med Tomas og Petrarca og broren på opdagelse. På side 53 støder jeg på mit eget navn ved foden af et bjerg som man ikke kan bestige ved at gå ned, så er man gået vild.

Jeg kigger op fra bogen og er heldig at tage et billede næsten uden at få nogen personer med. Det vrimler nærmest nu, med mennesker og hunde, gæster og værter. Der bliver tændt op i gasvarmerne. Mens regnen buldrer på glastaget, får jeg en sms fra Novafos om at der er overløb af spildevand ved Charlottenlund, og nu ved jeg at det her virkelig ikke bare er en almindelig byge.

Jeg er færdig med kaffen, som ikke smagte bedre end isen. Der er dog dejligt lunt ved gasbrænderen, og jeg læser videre. Jeg har tid til at vente på opklaring.

Og pludselig er den der, opklaringen, og nogle gæster råber op om en regnbue. Jeg pakker sammen og rejser mig, og så vidt jeg kan se, er der hele to regnbuer over Furesøen.

Jeg går ned til Mølleåen og følger strømmen et stykke, mens både himlen og træerne drypper af. Jeg går ad smattede stier, og snart skinner solen varmt og stærkt igen. Jeg tager jakken og min halsklud af. Sveder. Og tænker på at den her dag har været god ved mig med alle sine yder- og inderligheder.

*Tomas Espedal: Året.

Gå

Jeg læser Gå af Tomas Espedal. Det har jeg gjort før, men fornøjelsen er ikke mindre denne gang end de andre. Jeg har hele tiden lyst til at læse op for én eller anden for at dele min glæde og min oplevelse af at genkende og at blive set, men jeg kan ikke vælge hvilket afsnit eller hvilket kapitel. Bedst som jeg tror jeg har fundet det perfekte sted, så kommer der ét til der er lige så perfekt, og jeg kan jo ikke læse hele bogen op. Jeg ved såmænd heller ikke hvem jeg skulle læse det op for som ville forstå det, så jeg går videre alene i stærk bevægelse over det jeg kommer forbi og igennem.

Opdatering kl. 19:25:
Jeg har opdaget at Espedal citerer Dylan Thomas forkert, og nu hvor jeg ved det, bliver jeg nødt til at sige det. Øv. På side 10 står der: “Mørket er et sted, lyset er en vej, skrev Dylan Thomas”, og det gentages på side 34. Det er vist retteligen omvendt: “Dark is a way and light is a place” (prøv at google det, fx https://www.youtube.com/watch?v=F5QpQ3x42NQ). Jeg kan få begge versioner til at give mening, dvs. svinge i takt med hvad jeg “tror” på, men den første og forkerte passer som fod i hose til Espedals budskab.

Eller. Har Espedal konstrueret et fortæller-jeg der fejlciterer med vilje (selvom bogen er udråbt som autofiktion)? Kan man forestille sig det? Måske er det mig der ikke fatter en bjælde … intet under at den her bog kan blive ved med at holde mig vågen! Hvad stiller jeg nu op med citaterne af Rousseau, Kierkegaard og mange, mange andre?

Forsagtheden

Jeg læser mere af Roy Jacobsen, nu er det Anger der fængsler mig. Det er uretfærdigt og måske endda ufrugtbart at tage en passage ud af sammenhængen og kigge på den fuldstændigt løsrevet, men jeg må gøre det alligevel. Der er et bestemt ord og et bestemt sted i bogen der har optaget mig hele dagen. Ordet er ‘forsagt’, og det indgår i en sammenhæng hvor hovedpersonen bliver talt til på en måde som ikke bare får ham til at føle sig malplaceret hvilket han aldrig bliver påvirket af, men også forsagt hvilket er noget andet fordi det – med forfatterens præcise ord – får én til at demontere sig selv og gå i opløsning af egen kraft.

Se, det kender jeg uden at jeg har vidst at det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan også godt tåle at opleve at være malplaceret, det er til at leve med for så kan man bare gå et andet sted hen. Men at føle sig forsagt i betydningen tilskyndet til at trække sig fra verden, fylde så lidt som muligt, dét er en helt anden sag.

Forsagt betyder nogenlunde det samme som genert eller sky, og ordets sproglige rod peger i retning af betydninger som at tabe modet og blive bange. Jeg ved præcis hvad der kan få mig til at tabe modet, blive bange og tilskyndet til at opløse mig selv: Det kan hændelser eller udvekslinger mellem mig og andre som tænder en brændende, uudholdelig skamfølelse indeni mig og får mig til at frygte at være blevet forkastet som menneske, latterliggjort, ikke-forstået, misforstået eller nedgjort. En følelse af at jeg er et uværdigt og forkert menneske og at der ikke findes noget sted på guds grønne jord hvor jeg hører hjemme. At selve min eksistens er en fejl.

Jeg tror at skam er årsagen til (stort set) alle ulykkeligheder og kontroverser mellem mennesker. Når vi arbejder med vores skamfølelser, arbejder vi med selve grundlaget for at vi kan gøre det modsatte af at demontere os selv og opløse os ved egen kraft og i stedet at montere os selv i verden og lade os selv træde frem og ind i livet som dem vi er. At kunne gøre det er tillige grundlaget for at vi kan lade andre gøre det samme uden at der opstår ulykkeligheder og kontroverser – også når vi synes de andre er meget forskellige fra os selv.