Tag: Skønlitteratur

Marts

“Marts er den af årets måneder, der er mindst brug for. Menneskene ser solen stige højere på himlen og lader sig bedrage af lyset, der bare gør vinteren mere synlig”.

Ordene indleder kapitel 7 i Hvidt hav af Roy Jacobsen. Med sin mesterligt knappe, nøgterne og samtidig poetiske stil stiller han ret store krav til mig som læser, men det er al umagen værd at tage udfordringen op. Jeg har læst bogen to gange i træk, og jeg er stadig ikke færdig med den. Det betragter jeg som en stor gave.

Hvidt hav er en fortsættelse af De usynlige som også var en fin og stor oplevelse at læse. Apropos dagen i dag, den 8. marts, vil jeg mene at skildringen af pigen og kvinden Ingrid er en mageløs fortælling om styrke der trodser pænt mange forestillinger om køn.

Tiden

Jeg har brugt weekenden på at læse den her bog. Meget andet af betydning er der ikke foregået.

“Jeg synes han skriver smukkest af alle. Sproget er sublimt, hans sanselighed dyb og hans integritet pletfri”, skrev jeg til en veninde, da jeg havde læst de første sider i sidste uge, men måtte lægge bogen fra mig fordi jeg blev for oprevet, for genkendt, for set til at kunne læse ind imellem andre gøremål og diverse forstyrrelser. Der skulle en weekend til. Sådan har jeg det med Tomas Espedals bøger generelt, og den her gik mere til mig end nogen af de tidligere. (Selvom det har været tæt på før >>).

Og til jer der er optaget af diskussionerne om autofiktion/virkelighedslitteratur og hvad godt eller skidt der kommer ud af det: Jeg er skideligeglad med hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Man kan ikke skrive en sætning uden at den indeholder begge dele. Det eneste jeg interesserer mig for, er sandheder, og dem finder jeg i mig selv når jeg læser. I særlig grad når jeg læser Tomas Espedal.

Og til spørgsmålet han stiller i bogen: Ja, det kan man. Jeg er sikker.

(Desuden: Også jeg kan længes efter døden. Jeg håber bare jeg når at rydde op efter mig, inden den indtræffer. Det sidste er måske en ting jeg skal arbejde med).