.. med et temperament ..

“Hvis man som Tilte og jeg er trængt dybt ind i de religiøse mysterier gennem studier på nettet og på Finø By Bibliotek, så opdager man, at flere af de største, og lad mig nævne gode folk som Jesus, Mohammed og Buddha har sagt, at man behøver faktisk ikke lave sig selv om, man kan udmærket nå frem til de højeste indsigter med et temperament som for eksempel Ejnar Tampeskælver Fakirs.”

fra ‘Elefantpassernes børn’ af Peter Høeg (side 213).

See the beauty of a tree

“When you can see the beauty of a tree, then you will know what love is.”

Set som noget en person citerer i novellen Mon Plaisir fra bogen No one belongs here more than you af Miranda July (en fin, forunderlig, overraskende og helt igennem læseværdig novellesamling – se evt. her (via Mette Ø. Henriksen)). Jeg tror dog citatet oprindeligt er trukket sammen ud fra en tekst af Jiddu Krishnamurti, se her, side 57-58.

Hvorom alting er: Jeg synes jeg kan finde hvad jeg behøver for at forstå hvad kærlighed er, under denne sætning.


Tilføjelse mandag 5. september:

Jeg kom her til morgen lige i tanke om dette citat af Margaret Anderson, via Eckhart Tolle, som passer så fint her, synes jeg:

“In real love you want the other person’s good.
In romantic love you want the other person.”

Ude og inde

Min verden er lidt rigeligt sammensat for tiden, og så bliver jeg som vanligt tavs. Der er bestemt meget jeg kan glæde mig over, men der hænger også nogle mindre opløftende private hændelser over det hele som tunge skyer. Sådan er det i alle menneskers liv fra tid til anden, og jeg prøver at rumme det og gøre mit bedste for at være konstruktiv, men jeg er træt og trist et sted inde bag det hele. Mest, tror jeg, fordi jeg ikke kan dæmpe skylden og skammen, mine lidt for trofaste følgesvende.

Jeg nyder vejret, lyset, varmen, og der hersker en sommerhusagtig stemning i vores lille rækkehus. Naboerne er ikke hjemme i denne forlængede weekend, og selvom jeg ikke har noget som helst skidt at sige vores naboer på, så er det alligevel meget anderledes at kunne gå ud på terrassen og i haven når man er “alene”, end når man skal dele uderummet med andre familier.

Og derude, hvor der er stille og himlen er høj, læser jeg “Ulven” af Katrine Marie Guldager, og det glæder mig, for det er rigtig kvalivarelekture som giver mig en stor oplevelse. Derude har jeg “forpagtet” et stykke af haven til en nabo der manglede plads til at dyrke lidt dild, og det glæder mig, for der er ikke meget ved at se på en brakmark, uanset hvor lille den er. Derude vander jeg mine pelargonier og mine solsikker (som nu er kommet ud af drivhuset), og det glæder mig at jeg trods alt stadig kan holde liv i dem. Derude hækler jeg en lille sommertaske i de fineste farver, og det glæder mig at se den vokse frem næsten præcis som jeg havde tænkt mig, for det er godt for én at skabe noget. Derude serverer jeg snart den rabarberkage jeg har bagt, med flødeskum til, og det glæder mig fordi det glæder en anden.

Det er godt alt sammen derude. Hvis ikke det var for skyerne derinde.

Legenden

 
Marianne spurgte i en kommentar om jeg kendte “Legenden om juleroserne” af Selma Lageröf. Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu, og det er jeg blevet meget rigere af.

Da jeg skulle finde ud af hvad det var for en fortælling, stødte jeg hele tiden på ordene “.. beretning om troens styrke”, og det er lige hvad det er. Det er en smuk fortælling som får mig til at tænke – og det følgende står helt for min egen regning, jeg håber ikke jeg støder nogen ved at sige det – på Marianne Williamsons korte, slagordsagtige formulering af hele sin forståelse af tro: “There’s no such thing as a faithless person; faith is an aspect of consciousness. Do you have more faith in fear, or in love?” Når jeg læser Selma Lagerlöfs beretning, er det som om jeg kan mærke hvad det betyder, og jeg tager legenden til mig som en af de ypperste “julefortællinger” jeg indtil nu har læst. (Ikke fordi jeg har læst så mange, men alligevel).

Jeg fandt den i “Fortællinger, legender, essays og taler” af Selma Lageröf, og den beholder jeg julen over for også at læse de andre tekster.

Der er ellers gang i bibliotekets reserveringsleveringer for tiden, så jeg kommer ikke til at kede mig når jeg er færdig med at holde svømmejuleafslutninger (og forberede julen). Næst i stakken ligger Hildegard.