Tag: Skønlitteratur

Småkager

Jeg er ved at bage småkager. På lørdag skal vi have 19 gæster, og selvom det er en fødselsdagsfest, skal de ikke gå hjem uden at have mærket at det snart er jul. Jeg har iført mig et af min mormors forklæder, håber lidt af hendes køkkenarbejdsånd kan nå mig ad den vej.

Det går godt. Jeg kom godt nok til at måle smørret forkert af til vaniljekransene i første omgang, og jeg var også lige ved at glemme ingefæren til jødekagerne selvom jeg havde lagt både den og rivejernet klar ved siden af skålen. Vistnok drev jeg væk fordi jeg stod og tænkte på nogle brudstykker af Dorthe Nors’ “Dage” som har sat sig fast i mit hoved sammen med hele stemningen der nægter at give slip på mig. Noget med at “flække” (ikke af grin, men af gråd), og at nogle mennesker “synes de ved bedre, fordi de har det bedre”. Det er fandme godt sagt. Lige som alle de andre få, men fyldige ord i den bog. Jeg nød den – rigtig meget. Den er stor, selvom man ikke kan se det udenpå.

Vi har testsmagt vaniljekransene. De blev gode. Nu skal jeg pakke dem ned.

Dage

I halen af det forrige tunge indlæg kommer her lige et lettere – for sådan er min dag også.

Om lidt tager jeg skitøj på og bevæger mig op i byen for at hente den bog på biblioteket som er klar til afhentning. Jeg er en fattigrøv, og jeg må vente til biblioteket leverer hvis jeg vil læse. Og jeg har ventet. I mange, mange dage. På “Dage” af Dorthe Nors. Men nu ligger den klar, og jeg er på vej ..

Næsten. For inden jeg går, vil jeg lægge min fine betonafstøbning af et rabarberblad, som jeg har fået helt fra Källö Knippla, hvor rabarberne gror på trods og ligner en slags dværgrabarber, til optøning i badekarret sammen med mine lanterner, så jeg kan få fyldt røde æbler i det første og lys i de sidste. Det bliver fint, tror jeg. Jeg skal sørge for et billede til min lille juleserie i sidebaren senere.

Fra hukommelse til virkelighed

Min hukommelse strukturerer informationer i billeder og meget overordnede pointer, og at huske konkrete fakta er ikke lige det jeg er bedst til. Indrømmet. Jeg forestiller mig at den måde jeg husker på, vel sagtens er et spejl af min foretrukne måde at opfatte på.

Jeg blev selv nysgerrig efter mit indlæg i går, hvor jeg skrev noget meget løst om forældremøder, et af Tove Ditlevsens digte og det at være forskellig fra flertallet. Derfor slog jeg lige et slag inden om biblioteket, og se nu lige her hvilken håndgribelig “virkelighed” der gemte sig bag mine tågede udtalelser:

“SELVPORTRÆT 1

Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse.”

Digtet står på side 215-216 i samlede digte af Tove Ditlevsen (hvilket er så godt som “midt i” bogen der er 335 sider tyk) og er fra digtsamlingen De voksne. Bogen, den helt konkrete bog der nu ligger ved siden af min computer og som jeg har skrevet af fra, er mest grøn, men der er også et ansigt og et hjerte på omslaget som jeg godt kan undre mig over at jeg ikke huskede. Bogen ser sådan ud (billedet er dog fra det lokale biblioteks database og ikke et foto/en scanning af den jeg har hos mig):

Jeg var ikke helt galt på den, og heller ikke helt rigtig på den, men helt godt nok på den, efter min egen mening, for jeg synes jeg huskede det der er vigtigst for mig, og som har rørt mig og givet mig noget at arbejde med et sted derinde.

Sådan tror jeg det altid er med hukommelsens forhold til “virkeligheden”, men prøv lige at forestille jer hvilke konflikter det kan give hvis to mennesker der ikke opfatter og husker ens, skal snakke sammen? Jeg kunne da godt forestille mig en person med fuldstændig styr på det konkrete, på detaljer, på fakta, ville korse sig over at jeg overhovedet troede at jeg kunne huske noget som helst, for det jeg skrev i går, var jo HELT forkert, set med sådan nogle øjne. Sikke en ballade der kunne komme ud af det.

Jeg vil helst undgå ballade, det er ikke nogen hemmelighed, så nu har jeg forsøgt at gardere mig ved at levere både en intuitiv og en konkret sansende udgave. Så er det kun tolkningen af digtet, som er ét ud af en samling med blandt andet i alt 5 “selvportrætter”, vi kan blive uenige om – og det er til gengæld helt i orden for mig.

Om at underholde, blandt andet

Jeg er ved at læse Jadekatten af Suzanne Brøgger, og hun kan som få tage vejret fra mig ved at sætte ord på de spil og usynlige tråde der er mellem mennesker, og som er med til at forme os med lys og skygge. For eksempel har jeg læst denne lille passage om Zeste, skuespilleren i familien, adskillige gange de sidste dage:

“Hele sit liv havde hun spillet komedie for at holde sammen på sin familie, men aldrig før havde hun draget denne rolle i tvivl. Hun var bare fortsat, helt bevidstløst, med at spille den. Nu havde hun blot fået mange flere mennesker, hun skulle holde oppe og begejstre. Nøjagtig samme rolle. Flere hundrede tusind mennesker hun skulle få til at græde, gyse eller le. Hun havde håbet, at hun ville glemme sig selv, at det ville ske, når hun først stod på en scene. Øjeblikket, da hun blev befriet, forløst. Men hun var den samme som hun altid havde været, og det overraskede hende ikke, at en bestemt patient havde været ved at begå selvmord, da hun havde aflyst en forestilling. Hun var sig bevidst, at hun ikke måtte svigte, samtidig med at hun spurgte sig selv, hvorfor hun havde valgt at underholde andre, altså at holde en hånd under dem. Kunne hun selv holde til det i længden?” (side 283).

Jeg kender selvfølgelig godt især Zeste i mig selv, og derfor er netop denne passage så fascinerende for mig. Men lur mig, næsten uanset hvilke splinter man ser i andres øjne, vil man kunne finde en passage i denne bog som peger på bjælken i ens eget. Hvis man kigger ordentligt efter.

Nøj, det er godt!