Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen “Inanna” til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

 

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes
 
Jeg følger næsten altid “forslag” til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.
 
Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.
 
De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, “herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens”, beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

 

“Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn – men altid attraktiv”.

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den “er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed.”

 
Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af “en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft – hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år”. Den er stadig fuld af en skabende kraft.
 
De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.
 

En historie om godt og ondt

Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig “Djævelen og frøken Prym” af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er “Nadveren”.

Her kommer det så:

“- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.

En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.

Tre år gik. “Nadveren” var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.

Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.

Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.

Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.

– Det billede har jeg set før!
– Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
– For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus.”

Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.

Nå, jeg må videre i “Djævelen og frøken Prym” …

Jordalterets egetræ

En fortælling kommer der her.

Til dig der med stor kærlighed gør så meget godt for andre, men ikke oplever at blive set.
Til dig der gør dig den største umage med at forstå de sværeste tanker, og som møder så mange forhindringer.
Til dig der har opnået stor visdom, men alligevel må bøje dig under andres magt for at overleve.
Til dig der ikke kan sove om natten fordi du må tale med dine indre stemmer der stiller spørgsmål, vil diskutere og sår tvivl.
Til dig der kæmper en modig kamp for en plads der føles som din, og ikke bare en plads der er til nytte for andre.
Til dig der må trække dig tilbage så ofte for at trives at andre kalder dig sær når de tror du ikke hører det.

Til jer og mange flere. Fordi jeres historier har rørt mig.

Og til mig – igen.

Marie-Louise von Franz om individuationsprocessen i C.G. Jung: “Mennesket og dets symboler”, side 163:

“Jeg’et må kunne lytte opmærksomt og give sig selv, uden noget andet formål end at opfylde denne indre trang til vækst. Mange eksistentialistiske filosoffer prøver at beskrive denne fase, men de når kun at trække sløret fra bevidstheden: De går helt hen til det ubevidstes dør, men de åbner den ikke.

Mennesker, der lever under mere rodfæstede forhold end vi, har mindre besvær med at forstå, at det er nødvendigt at opgive den nyttemoralske, bevidste planlægning for at give plads for personlighedens indre vækst. Jeg mødte engang en ældre kvinde, som ikke har opnået meget materiel lykke. Men hun havde faktisk fået skabt et godt ægteskab, selv om hun havde en vanskelig ægtemand, og det havde modnet hende på det personlige plan. Da hun beklagede sig over, at hun ikke have ”udrettet” noget særligt i sit liv, fortalte jeg hende en historie, som er knyttet til den kinesiske vismand Chuang-Tzu. Hun forstod den straks og følte stor lettelse.
Historien lyder:

“En omvandrende tømrer ved navn Sten, så på sin rejse et kæmpemæssigt, gammelt egetræ på en mark ved siden af et jordalter. Tømreren sagde til sin lærling, som beundrede egetræet: “Det er et ubrugeligt træ. Hvis man ville lave et skib ud af det, ville det hurtigt rådne. Hvis man lavede værktøj, ville det knække. Du kan ikke bruge træet til noget; derfor er det blevet så gammelt.”

Men da tømreren var gået til ro, viste egen sig for ham i en drøm og sagde: ”Hvorfor sammenligner du mig med de træer, I planter: Tjørn, pære, appelsin, æbletræer og alle andre træer, der bærer frugt? Knap nok er frugterne modne, før folk går i gang med at ødelægge dem. Kviste rives af, grene brækkes. Træernes gaver ødelægger træerne selv. Det er derfor, jeg har forsøgt at gøre mig unyttig. Du stakkels dødelige! Forestil dig at jeg havde været til nogen gavn, ville jeg så have nået denne størrelse? Desuden er både du og jeg skabninger, hvordan kan den ene skabning sætte sig selv så højt, at han kan dømme en anden? Du ubrugelige, dødelige menneske, hvad ved du om ubrugelige træer?”

Tømreren vågnede og tænkte over drømmen, og da lærlingen senere spurgte, hvorfor det gamle træ blev brugt til at beskytte jordalteret, udbrød tømreren: ”Hold mund, jeg vil ikke høre mere om det træ! Det vokser her, fordi man alle andre steder ville have mishandlet det. Hvis det ikke var jordalterets træ, ville det for længst være blevet fældet.””

Tømreren forstod drømmen. Han indså, at det at fuldbyrde sin skæbne er den største menneskelige bedrift. Vores nyttemoral må give efter for den ubevidste psykes krav. Hvis vi oversætter billedet til psykologisk sprog, ser vi, at træet symboliserer individuationsprocessen og giver en belæring til vores kortsynede jeg.”