Tag: Skønlitteratur

Jeg har en ven som utallige gange har peget den rigtige retning ud for mig når det gælder litteratur og serier, og som for nylig viste mig endnu en vej at gå som førte mig et vældig godt sted hen.

Jeg kunne måske have fornøjelse af at læse Omsorg af Claire Keegan, lød beskeden. Hm. Jeg læser sjældent anden oversat litteratur end norsk, svensk eller islandsk, og det her var en oversættelse af en irsk bog. Det generer mig når jeg opdager steder hvor en oversættelse er mangelfuld.

Men jeg læste Omsorg, og så blev jeg sulten efter mere, for det var en virkelig fin, fysisk lille bog. Varm og klog. Underspillet, hvis man kan sige det om litteratur. Og meget sikkert og ubesværet fortalt, også i den danske oversættelse.

Efter Omsorg læste jeg Den slags små ting, og det blev Claire Keegans stjerne ikke mindre af i mit univers. Jeg slugte den i ét hug; jeg kunne slet ikke slippe denne stærke fortælling om at uanset hvor ubetydelige vi synes vi selv er som mennesker, har det afgørende betydning at vi tager stilling til og handler på de forfærdelige ting der sker lige for næsen af os.

Da jeg var færdig, måtte jeg lige google forfatteren for at få sat et ansigt på den person der kunne skrive så dejligt, og så dukkede der endnu mere godt op.

På filmstriben ligger en filmatisering af Omsorg, The Quiet Girl. Den har jeg lige set her til aften, og det er en loyal, tydelig i sin enkelhed og billedligt smuk film, som jeg bare elskede at se, og som fik mig til at beslutte at skrive det her indlæg og fortælle om de her bøger og film. Jeg under alle at besøge Claire Keegans univers, i bogform eller filmform. Det er stærke, menneskekærlige fortællinger.

Den 1. februar udkommer en ny bog på dansk, I sidste øjeblik. Jeg har lagt billet ind på den på bibliotek.dk og venter spændt.

Og den 15. februar kommer en filmatisering af Den slags små ting, Small Things Like These, med Cillian Murphy i hovedrollen. Så bliver det da ikke større, den er jeg virkelig også spændt på.

Så vidt Claire Keegan. Jeg kan ikke på nogen måde tage æren af at have fundet hende, jeg har som sagt fået hendes navn i gave af en ven, men ikke desto mindre vil jeg sige: Læs hende!

For omtrent 40 år siden læste jeg en bog som gjorde et kolossalt stort indtryk på mig. Jeg faldt tilfældigt over den dengang, som jeg husker det, og da jeg efterfølgende insisterede på at vælge at skrive om netop den i en rapport i dansk, godkendte min lærer mit valg med en skeptisk bemærkning. Jeg kunne måske have en interesse i at gøre opgaven lidt lettere for mig selv og for eksempel vælge en af de samme bøger som mine klassekammerater, mente han og så på mig med hovedet på skrå og et venligt glimt i øjnene inde i alt hippiehåret og fuldskægget.

Men jeg ombestemte mig ikke, og jeg har aldrig glemt den bog. For mig blev den den første af de allerypperste romaner jeg har læst. Og når jeg nu tænker over det, tror jeg måske den lagde grundstenen til den fascination af norsk litteratur som har fulgt mig hele livet. Jeg har læst mange flere norske forfattere i dybden end danske.

For ikke så længe siden dukkede den op i fysisk form på “mit” bibliotek, og jeg vidste at det var fordi jeg skulle låne den igen. Den var sat frem til mig.

Og jeg har læst den igen – åndeløst optaget og bjergtaget. Den er så genkendelig og mageløst vis i sin metafysiske og metaforiske rigdom, at 40 års levet liv siden første læsning kun gjorde den til en endnu større læseoplevelse.

I morgen tager jeg toget ud i landet med mit rejsepas, rygsækken er pakket. Jeg har stof nok med til uafbrudt kontemplation, uanset om jeg skulle finde på at tage fra Gedser til Skagen og tilbage igen otte gange. Det bliver ikke bedre.