Denne dag har været reserveret til Mit menneske af Herbjørg Wassmo. Jeg har glædet mig sådan, den sidste halvdel af bogen har ligget i mange dage og ventet på at jeg var frisk nok til at læse. Nu mangler jeg kun en lille bid, og den gemmer jeg til i morgen tidlig så jeg kan læse den med frisk opmærksomhed.
Når jeg læser noget af Wassmo, får jeg oplevelsen af at jeg ville have været god nok som menneske hvis jeg havde levet i samme verden som personerne i Wassmos univers. Denne bog er ingen undtagelse, og jeg tager imod det med stor påskønnelse iblandet både håb og raseri.
…
(I går aftes så jeg i øvrigt en ret skøn film: Eternal Sunshine of the spotless mind (HBO). Jeg blev tippet til at se den fordi jeg læser med hos psychologyjunkie.com og så dette indlæg. Jeg vil se The Silence of the Lambs/Ondskabens Øjne som det næste).
((Jeg havde egentlig annonceret at jeg ville poste links til alle mine indlæg i instagram-stories, men det kniber lidt med det. Jeg vil have lov til at tale fuldstændig frit her, og min fornemmelse er at ikke alt egner sig til instagram, så jeg springer over ind imellem)).
Endelig er den her! Jeg kan ikke vente med at møde hovedpersonerne fra Det syvende møde igen og forsvinde ind i en verden hvor trangen til kompromisløs selvstændighed og selvvirkeliggørelse ikke står i vejen for oplevelsen af at høre sammen med et andet menneske.
Seriøst, jeg kan ikke vente. Jeg tror jeg har spekuleret på hele mit liv om sådan en verden findes. Det bliver spændende om jeg tror mere eller mindre på det efter at have læst Herbjørg Wassmos fremskrivning.
Man ved man har corona når man vasker sig i tetræsoliesæbe og ikke kan lugte det.
Lidt kriller i halsen der bliver til trætte muskler, snot og småhoste der bliver til “bare lidt forkølelse” i løbet af knap et par dage. Intet jeg ikke ville have kunnet arbejde på trods af før corona, men corona er her stadig, og jeg husker at jeg hellere må tage en test, og så er jeg pludselig spærret inde herhjemme og sat skakmat.
Nogen sætter en pose med lidt godt uden for døren, men jeg kan ikke smage forskel på chokofanter og tivolistænger og må nøjes med lade mig forkæle af oplevelsen af et stykke chokolades velkendte konsistens i munden.
Jeg drøner planløst rundt på nettet for at lede efter svar på spørgsmål som jeg ikke engang kan formulere helt for mig selv, om Jungs typologi. Det er som om noget omkring min egen person toner frem i takt med at jeg kan give mere og mere slip på at tænke på mit arbejde. Pludselig, på dag fire, står det skarpt. Jeg ved hvad jeg har tabt og hvad jeg gerne vil genfinde i mig selv, og jeg er uendeligt taknemmelig over pludselig at kunne få øje på det igen.
Jeg ser alt hvad der er at se, i tossekassen. ALT (haha). Peaky Blinders (jeg synes den holder helt hjem; det er der vist delte meninger om, men for mig er det total klasse. netflix), Et helt menneske (jeg venter interesseret på det kommende afsnit. dr), Stranger Things (jeg vil gerne, men det fanger mig ikke rigtigt i denne ombæring. netflix), Billy the Kid (det er rigtig godt, men mere for de tænksomme psykosocialt orienterede end for de western-action-orienterede. Samme forfatter som Vikings, iøvrigt. viaplay), Trom (elendigt instrueret hvis jeg overhovedet forstår noget og det ikke bare er de to sprogs træskodans med hinanden der står i vejen, men fedt og interessant at se noget fra Færøerne. dr og viaplay) og ikke mindst Wallander (bare fordi jeg elsker Krister Henrikssons Kurt som har ikke så få ligheder med den jeg selv synes jeg er blevet til. dr). Bare for at nævne noget af ALT.
Jeg kunne godt have undgået det overdrevne streamingorgie hvis jeg havde haft noget ordentlig at læse, men jeg var jo ikke ligefrem forberedt, og da der i løbet af førstedagen tikker en mail ind på telefonen om at det nu endelig er min tur til at låne den bog jeg har ventet på siden nytår, er jeg da også ved at gå ud af mit gode skind af ærgrelse fordi jeg jo ikke kan hente den. Men måske var det i virkeligheden det bedste der kunne ske, at jeg blev tvunget til bare at lade mig drive med på skærmen og dermed give plads til at noget af alt det jeg har stuvet godt og grundigt ned i glemsel og ubevidsthed, kunne bane sig vej til overfladen uden min bevidste medvirken.
Nu er det hele overstået. Jeg har ikke “betydelige symptomer” og har aldrig haft det, så jeg måtte godt gå ud igen her til formiddag. Det første jeg gjorde, var at gøre min lejlighed ren og derefter at gå ned og sætte alt mit vasketøj over. Og mens det vaskede, gik jeg på biblioteket, så NU læser jeg. Det er heldigvis min friweekend.
Hvis man ikke vidste bedre, er alt tilbage ved normalen igen. Jeg ved bedre.
Mit humør har ikke ligefrem været supergodt de sidste mange måneder. Jeg kan ikke rigtigt se det sjove i det her liv mere; faktisk vil jeg betegne det som en endeløs ørkenvandring, og jeg kan ikke længere få øje på hvad jeg er her for at give. Jeg er så dårligt selskab at jeg ind imellem ikke engang gider være sammen med mig selv, for slet ikke at tale om at påføre andre min tilstedeværelse. Det er jeg holdt op med for mange måneder siden; det ville være synd, måske endda skadeligt, for dem (jer).
Mit arbejde og mine kolleger er Undtagelsen, men det er kun fordi jeg ikke er helt parat til at undvære at spise og have et sted at bo. Hvis jeg ikke skulle bruge pengene, ville jeg helt sikkert også lade dem slippe. Eller for at være ærlig: Lade mig slippe for det og dem, for der er noget ved det hele der ikke er som det skal være.
Lige nu, i dette øjeblik, kan jeg måske løfte blikket en lille smule, føle en lille smule glæde. Jeg har cyklet i det fine vejr og svømmet det bedste jeg har lært, og et menneske jeg holder af, delte sit ordløse selskab med mig i samme bane. Jeg er derfor i skrivende stund relativt høj på neurotransmittere, og jeg må hellere sige noget her mens jeg kan.
Jeg har læst Dyreliv af Audur Ava Olafsdottir, og jeg kunne vældig godt lide den. Ar er stadig den af hendes bøger der har gjort størst indtryk på mig, men det betyder ikke at de andre er ringe. De skal læses med et åbent sind, de finder vej ind i én og heler og gør godt, giver håb og følelsen af at blive holdt, uden at man – jeg, i det mindste – sådan lige præcis kan sige hvad det går ud på. Audur taler til mig gennem symboler og mærkværdige hændelser, og jeg kan lide at lade det hele skylle ind over mig. Audur dømmer ikke, sorterer ikke, prædiker ikke, men skaber rum og løfter op over de snævre perspektiver vi mennesker ellers lynhurtigt ser hele eksistensen i, og det gør mig tryg.
Dyreliv begynder med en redegørelse for at det islandske ord for jordemoder, lysmoder, i 2013 blev valgt som det islandske sprogs smukkeste ord, og det er svært for mig at forestille mig et finere afsæt for en fortælling om meningen med livet. Det glemmer jeg i hvert fald aldrig. I løbet af bogen spiller afbildningen af Jomfru Maria med Jesusbarnet desuden en central rolle, idet hovedpersonens afdøde jordemodertante var optaget af at gengive dette symbol.
Mens jeg læste, var det Mariæ Bebudelsesdag. Jeg tog mig tid til at sidde lidt foran et cirka 850 år gammelt kalkmaleri af Jomfru Maria og Jesus. De sidder på en kostbar blå baggrund med fremhævede glorier udformet som guldbelagte relieffer. Jeg nævner det bare, jeg skal ikke gøre mig klog, men det hele samler sig i mig og giver vældig meget mening.
Nu læser jeg Jon Fosse. Jeg er begyndt på Det andet navn, Septologien l, og jeg tager den i små bidder for ikke at gå glip af den mindste lille smule. Jeg læste Andvake-trilogien for nogle år siden og har aldrig glemt den, og nu glæder jeg mig over at have en hel romanserie på syv bind af samme skuffe til gode.
Noget helt andet som også har gjort livet lidt mindre surt de sidste uger: I mine hovedtelefoner kører Other people med Kajsa Vala og Silas Bjerregaard på repeat. Jeg ved ikke hvordan jeg fandt den, men jeg synes det er sådan et fint “lille” stykke musik som jeg vældig godt kan lide at lytte til lige for tiden. Bare et tip.
Nå.
Neurotransmitterne klinger af, transmissionen må slutte. Et sidste lille skrat i modtageren kunne være at jeg for min død ikke kan forstå hvorfor jeg ind imellem er helt besat af at købe pænt tøj og gode sko som jeg forestiller mig jeg skal have på når jeg skal ud blandt andre mennesker, når jeg i det virkelige liv aldrig – som i never ever – går ud blandt andre mennesker. Måske gemmer der sig noget i skabet jeg ikke har fået øje på endnu. Måske har jeg bare meget svært ved at give op. Trods alt.
