Jeg genlæser Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal. Igen griner jeg spontant af en bestemt sætning der forsøgsvis skal forklare hvorfor det at gå har forstyrret én persons mentale helbred (Hölderlins) og ikke en andens (Rousseaus):
“Det kan skyldes at Rousseau hovedsagelig gik kortere spadsereture og forvekslede det at gå med det at promenere, mens Hölderlin, som havde gået langt, var udslidt og præget af det han havde oplevet i løbet af sin vandring.”
Det er det der med at forveksle at gå med at promenere jeg synes er så sjovt. Er det mon ikke det de fleste af os gør i livet, altså også i overført betydning, selvom vi på bedste selvhøjtidelige vis fortæller hvor hårdt det er at træne til det næste maraton, hvor krævende det er at være småbørnsfamilie, hvor meget det tærer på os at arbejde 60 timer om ugen?
Ja, jeg spørger bare. Og konstaterer at selvom jeg i virkeligheden går vældig meget, mange kilometer om ugen, og bilder mig ind at jeg også i overført betydning tilbagelægger ikke ringe afstande, så er det sgu nok bare en behagelig og omkostningsløs promenade jeg er ude på. Der er lige så lidt blod, sved og tårer over den som over Rousseas promenader sammenlignet med de vandreture som mennesker der virkelig erobrer nyt terræn, gennemgår. At opfatte både mine ydre og mine indre bevægelser som en vandrers vigtige og hårde arbejde er i realiteten måske bare en egocentrisk vurdering af en sølle spadseretur.
Hvad ved jeg? Jeg ved hvad Tomas Espedal ved lige på dette sted, og det er ikke så lidt:
“Det der er sikkert er at den langvarige vandring er anstrengende. Den som har læst om vandringsmænd og landstrygere, ved at omstrejferlivet er barskt. Den der har set fotografier og billeder af landstrygere, kan se at landstrygerlivet er hårdt. Den der har gået på landevejen i nogle måneder, ved at vandringen er nedbrydende og brutal.
Man er hjemløs. Man sover ude. Man er fremmed og vækker mistanke. Man er snavset og sulten. Man er alene, går og går, det regner og blæser, man sover på nåde, i en lade eller på et pensionat; det man ejer bærer man på ryggen, benene værker, skuldrene værker, kroppen værker, man savner en seng og en kæreste.”
Ja. Det koster. At flytte sig for alvor. Og jeg spekulerer tit på om jeg egentlig kan og vil selvom jeg siger det, eller om jeg er bange for at betale prisen.
“Vi ved det ikke”.
—
Alle citater er fra side 43 i den danske udgave jeg har, fra Batzer & Co.
