Tag: Skønlitteratur

Ord fra sofaen

For mig er det her så sandt og så præcist at jeg holdt vejret da jeg læste det. Og læste det igen. Men jeg er også skadet af at vokse op i en familie hvor jeg var på hårdt arbejde for at forstå så jeg kunne sørge for at stemningen var god og ingen følte smerte. 
 
Mon andre genkender noget?

Bogmærke

Jeg har læst Af den anden verden færdig i dag mens jeg på samme tid gennem vinduerne kunne se sneen falde i store totter og høre den vildeste fuglesang. Det var mærkeligt. Men bogen har været mageløs fra start til slut. 

Jeg har også afleveret den på biblioteket her til aften og dermed indkasseret en kæmpebøde. Jeg tilgiver mig selv for at have haft lidt svært ved at koncentrere mig og været usædvanligt længe om at blive færdig. Der er lidt undtagelsestilstand i mit system lige nu hvor jeg venter på endelig at kunne komme ud over stepperne med det flytteri, og jeg forsøger blot at rumme alle bevægelser i mig mens dagene går og det bliver tid til handling. 

Nu ligger mit bogmærke klar på næste projekt. Jeg har heller aldrig læst noget af Vigdis Hjorth før, men det er som om norske forfattere kaster deres bøger ind på mit bord og kræver min opmærksomhed. Ørstavik, Wassmo, Sandel/Fabricius, Broström Knausgård, Espedal, Jacobsen, Fosse og nu Hjorth .. jeg ved ikke hvad det skal betyde, måske ingen verdens ting, men jeg samler dem i hvert fald op så godt jeg kan, og kan ikke mindes at være blevet skuffet. Vi må se med den her ..

Guldkorn

“Sluttelig krævede Nifinger ro. Vi kan ikke leve med tre eller fire sæt regler, påstod han uden begrundelse. Vi må finde enighed om en lov der skal gælde os alle. Som alle skal bøje sig for. Som herefter skal afgøre enhver tvist blandt os. Ellers ender alt i overråb og skamskrig.
De kloge ord skabte ro. Men hvordan, lød nu spørgsmålet. Hvem, lød et andet, hvem skal være ansvarlig? Hvilke regler skal gælde for den der beslutter reglerne? Og hvem skal vedtage dem? Da rakte Nifinger hånden til uhjertesiden med alle fire strittende fingre i vejret. Alle fattede alvoren. Ro blev der.
Så lad mig da indstifte den regel som skal gælde for os alle. I krat og i grotter, ved havet og på pladsen. Så ingen skal betvivle eller omtviste.
Nu var roen så tæt og pågående at enhver undlod at drage ånde. I tavshed, uden at give det ord, tiggede man om at Den retfærdige skulle formulere sit bud.
Dén regel skal alle følge, sagde Nifinger uden at hæve stemmen, og fem ord vil række. Så stille var der blandt dem at hans tale dog gjaldede: Man skal opføre sig ordentligt.”

Femte slæt, Stams skrøne, side 93-94 i Af den anden verden af Svend Åge Madsen.

 

Søndagsbrev

Søndag morgen. Jeg vågner tidligt, står op og skruer op for varmen. Går i seng igen og lægger mig til at læse mens der bliver varmt nok i stuen til at det er hyggeligt at stå op.

Jeg er stadig i gang med Af den anden verden af Svend Åge Madsen, nu på købt tid fordi jeg ikke nåede det på lånt tid. Jeg ligger i morgenmørket og klukker over nogle af hans finurlige indfald. “Kunst-færdig” – færdig med kunst. Haha. Eller hvad med en replik som denne: “Billedligt talt. Som om du vidste. Det skulle gå ud over mig? Du frygtede ikke. Selv at ende i baljen?” Hvem taler sådan? Det gør én der rider på en kænguru .. og snart i øvrigt skal overvære et “talespild”. Hvem har sagt at stumme d’er aldrig siger noget?

Det her er bare løsrevne sproglige fragmenter. Hvad forfatteren vil sige med de 533 sider tilsammen er en helt anden og – er jeg allerede overbevist om – langt mere alvorlig sag. Og jeg tror den er vigtig.

Mens jeg skriver her, er jeg nået til kaffen og ostemadderne. Små glæder kan nogle gange gøre den største forskel.

Havudsigt 🙂