Tag: Skønlitteratur

Nyt bekendtskab

“Skal jeg så væk fra jer andre? spurgte Sui betænkelig. Være helt alene?
Du blir omgivet af alle de dyr som du vogter.
Når jeg er sammen med jer, forstår jeg mere og mere. Det kan jeg godt lide. Hvis jeg kun er sammen med hoppende og kravlende dyr, vil jeg ikke lære mere, måske blive ligesom dem.
Du vil lære andre ting ved at være alene, ved at tale med dig selv.
Det forstår jeg ikke. Når der er noget jeg ikke forstår, hvordan kan jeg da få det forklaret ved at spørge mig selv, der jo heller ikke forstår?
Du vil finde svaret når du er alene. Fordi du er alene.”

– side 47-48 i Af den anden verden af Svend Åge Madsen

Jeg bliver nødt til at lære ham der Svend Åge Madsen at kende. Jeg tror det er en fejl i min dannelse at jeg har alle hans bøger til gode. Eller næsten alle, for jeg synes jeg kan huske at jeg engang læste en af hans bøger og skrev en opgave om den i forbindelse med noget uddannelse. Den sluttede med at en person står ved stranden og erkender et eller andet ved at høre rytmen fra bølgeslagene. Måske husker jeg helt forkert eller måske er det rigtigt. Anyways, jeg husker det som en rigtig god oplevelse, for hvad det så er værd.

Nu starter jeg bagfra med den nyeste. Så må vi se.

Punktnedslag

↯

Jeg er med i en gruppe der skal læse nogle tekster og rangordne dem. De to andre læser på linjerne med stor præcision; jeg læser (også, eller især) mellem linjerne. Jeg mærker 50 års anderledeshed som en bølge af skam og forkerthedsfølelse der skyller gennem mig, og slås lidt med mig selv om om jeg skal kæmpe for at blive hørt eller lade konkret sansning regere rummet. Jeg vælger det sidste, som så ofte før, og det udmatter mig. Det er krævende at indtage de andres perspektiv for at holde en dialog igang.


↯

Hvad er det med de der signalfarver? Jeg har bestilt to bøger over nettet – den ene købt antikvarisk, den anden lånt på bilbioteket – og henter dem uden at vide hvordan de ser ud. Nu kan jeg kan se de RÅBER til mig!

(Og hvorfor er så mange bøger pink i disse dage. Er det bare moderne?).




↯

Jeg lever på mange måder under en sten, men ind imellem kiler der sig ting og sager ind under stenen som får mig til at stikke hovedet ud og lytte nærmere. Det her nummer – tekst og musik i forening – med Karl William .. det kan altså noget. Endda hive en gammel kone ud fra under stenen for at lytte til et godt budskab ;-). Og så er det godt at cykle til!

Tiden og dens afslutning

“At skrive, i modsætning til hvad jeg troede til at begynde med, hjælper ikke mod noget, tager ikke hul på noget, tømmer mig ikke for noget. At skrive gør det modsatte, det fylder mig bare med endnu mere. Endnu mere jeg skulle have fortalt. Endnu mere jeg skulle have skrevet. Endnu mere jeg med skræk tænker på om jeg skulle komme til at brænde inde med. Egentlig burde ingen skrive. Egentlig skulle man aldrig begynde, for er man først begyndt, er det umuligt at slutte.

Skrive er det man gør når man ikke elsker.

– Stig Sæterbakken  

Det er forstemmende sort og mørkt, det her citat, ligesåvel som resten af den udsendelse jeg har hørt det i (bortset fra et meget livsbekræftende indslag), men jeg kan ikke undgå at mærke at jeg genkender et og andet. Jeg skriver ikke litteratur, hvis man overhovedet kan sige at jeg skriver, det ved jeg med pinlig klarhed, men måske er der alligevel noget med nogle processer eller nogle måder at (turde) bruge tiden, for ikke at sige livet, på som ringer en klokke i mig.

Det vil jeg lige vende med mig selv en ekstra gang .. det kommer sikkert til at tage et par dage ;-).

______

*Min tegnsætning og med forbehold for både oplæsnings- og aflytningsfejl, da jeg kun har hørt tekststykket blive læst op i Skønlitteratur på P1: Det litterære selvmord, fra 27:20, og ikke selv set det på tryk.