Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
Vandet var skønt. Vejret var smukt. Den unge måge var nærgående og insisterende indtil jeg krøllede madpapiret sammen og puttede det i rygsækken.
September. Det bliver ikke bedre. Dagen før samlede jeg tre kastanjer op i skoven og følte at nu, NU, kommer årets bedste tid. Det føltes paradoksalt nok som en ny begyndelse: Jeg har holdt varmen og lyset ud endnu engang, og nu kommer belønningen.
🍂 🧡 🌰 🍁
Jeg fandt en lille perle på youtube. Den skal I også se .. hvis I vil og er interesserede, selvfølgelig:
OBS! Svøm aldrig alene, altid med en makker. Og svøm med pangfarvet hætte og havtaske. Så har jeg sagt det :-).
En af de bedste gaver jeg nogensinde har fået, har opgivet ånden. I 9 år og gennem adskillige kilometer inde og ude har de holdt, men i dag har jeg måttet investere i nogle nye.
Jeg har samme fornemmelse af sorg eller usikkerhed eller hvad det nu er, som den vinter jeg måtte erkende at jeg var vokset ud af mit første par skøjter. I dem følte jeg mig sikker, de var som en forlængelse af min krop. Jeg fik et par nye, der var ingen smalle steder dér, og de lignede, men var ikke helt samme model. Jeg kunne stadig løbe baglæns og lege kædetagfat og hvad vi ellers fandt på, og min farmor lavede de flotteste pomponer til at binde i snørrebåndet forrest på hver skøjte, men noget var alligevel gået tabt. Det blev aldrig det samme at stå på skøjter igen.
Det går jo nok altsammen, prøver jeg at tænke. Det er bare et par svømmebriller. Alligevel er det ikke nogen lille ting at skulle udskifte, kan jeg mærke.