Tag: Svømning i naturen

Blot en lille refleksion over det at svømme med eller uden våddragt:

Jeg vil jo rigtig gerne finde en eller nogle svømmemakkere derude som jeg passer godt sammen med i vandet, og det er altså ikke let. I svømmehallen kan man træne med hvem som helst, da man jo svømmer frem og tilbage i et bassin og er nogenlunde det samme sted hele tiden selvom man ikke svømmer hverken lige hurtigt eller lige langt. I naturen er det en helt anden sag, og jeg kan efterhånden se at mange faktorer indgår i den kombination der gør en svømmemakker i naturen: svømmefærdigheder, træningstilstand, temperament og ikke mindst fortrolighed/erfaring med at svømme i naturen med alle de fænomener man kan møde der. For eksempel. Og i varme somre som i år får det hele måske en lille ekstra krølle fordi det er muligt at svømme uden våddragt. Ingen svømmer, så vidt jeg ved, hurtigere eller bliver mere udholdende uden dragt, men det er meget forskelligt hvor stor betydning dragten har for den enkelte svømmer, og man kan næsten være to helt forskellige svømmere med og uden dragt, hvis man kan sige det sådan. Det er helt okay og helt naturligt, men det gør godt nok opgaven med at finde nogen man matcher, noget mere kompleks. Og det sukker jeg lidt over her i varmen.

Jeg har de sidste uger været sådan i tvivl om om jeg skulle svømme med eller uden våddragt, og derfor er jeg skiftet mellem at have dragt på og ikke på. Jeg tror jeg har været bange for at svømme så meget langsommere uden, at det ville irritere nogen (hvis jeg svømmede alene, ville jeg overhovedet ikke overveje at tage dragten på). Har tænkt lidt videre over hvad dét mon handler om, og er blevet enig med mig selv om at jeg svømmer uden dragt indtil vandet igen får våddragttemperatur, så langsomt/hurtigt som jeg nu gør, simpelthen fordi det er så meget dejligere. Og så må andre tage min fart som den er ;-).

Og her er så lige et billede fra sidste år hvor jeg sneg mig til en lille aftentur i Furesøen uden den ellers af sikkerhedshensyn helt obligatoriske badehætte og ditto havtaske. En anden (som passede på mig fra broen, for man skal jo heller slet ikke svømme alene) sneg sig til at tage et billede af det.

Jeg svømmer derudaf, både i Furesø og på Facebook, og svømmemakkerne derude er simpelthen så åbne og velkommende og vandglade at det overgår alt hvad jeg havde håbet og drømt om i de år hvor jeg har set til på sidelinjen. Åbent-vand-svømmefolket er bestemt mit folk, det ved jeg nu.

Jeg er på den måde kommet over den første hurdle, og næste udfordring bliver at finde ud af hvilken flok jeg sådan mere specifikt hører til i. Eller hvem jeg selv er som åbent-vand-svømmer og dermed hvem jeg kan være en god makker for. Det er gået op for mig at det betyder en del at vi svømmer nogenlunde lige hurtigt, og ikke mindst at vi får afstemt vores andre forventninger til svømmeturen. Begge dele er svære at få på plads hvis jeg ikke kender mig selv som svømmer. Det er måske indlysende, men for mig var det en opdagelse. Jeg tror jeg tænkte at jeg skulle være glad hvis nogen gad følges med sådan en halvgammel hejre der ovenikøbet er nybegynder i våddragt, men nu er jeg ikke længere så sikker på at det er den mest konstruktive opfattelse – hverken for dem jeg følges med eller mig selv.

Derfor dispenserede jeg forleden for en enkelt gangs skyld fra min egen regel om ikke at svømme alene uden for livreddernes primærområde og snuppede fire omgange i træk på trekantbanen i Furesø med endomondo tændt i havtasken, så jeg kunne finde ud af mit “naturlige” svømmetempo, sådan nogenlunde. Jeg regner målingerne for at være ret usikre (apropos tidligere indlæg – jeg tror min mobil er for “gammel”), så jeg er stadig usikker på præcis hvilket tempo der egentlig er mit, men jeg har i hvert fald fået bekræftet at jeg svømmer hurtigere end langsomt (omkring 18 min./km). Jeg kan sagtens svømme langsommere og have det fint med det hvis bare vi så holder det samme tempo hele tiden og svømmer jævnt derudaf.

Jeg har også konstateret at 2-3 km i træk er en fin distance for mig, og at jeg er mest til bare at svømme side om side med én anden fremfor i en større flok. Jeg elsker at opleve vandet, naturen omkring det og min egen krops arbejde uforstyrret, og så nyder og værdsætter jeg selskabet af en makker der svømmer ved siden af og gør mig tryg, og som jeg også er på bølgelængde med på land før og efter turen.

Måske kan man sige at jeg egentlig bare gerne vil svømme i naturen på en sikker og nogenlunde selskabelig måde uden så mange dikkedarer, uden så mange ambitioner, men med ønsket om at bruge det jeg har at gøre godt med. Jeg skal ikke konkurrere med nogen, og jeg skal ikke trænes op til noget (men bliver selvfølgelig bedre til at svømme ved simpelthen at gøre det, altså ved at svømme – det er vist nærmest en naturlov, i hvert fald indtil jeg for alvor bliver en gammel hejre ;-)).

Jeg hører hjemme i den flok der svømmer fordi de kan, og fordi de ikke kan lade være, og som kan svømme med jævn og god fart i en times tid. Heldigvis er der mange, mange forskellige svømmere derude i svømmemakkergrupperne på facebook med vidt forskellige svømmefærdigheder og ønsker, så det er helt sikkert muligt at finde min flok – nu hvor jeg ved lidt bedre hvem jeg selv er som svømmer :-).