Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
I morges cyklede jeg hjemmefra i sommerjakke og uden vanter. Mit hoved var sat på forår, og jeg fik et chok da jeg trådte ud i en dybfryser med rim på alle overflader. Jeg kunne ikke mærke mine fingre da jeg låste cyklen ved svømmehallen, og vandet føltes som om det var mindst 35 grader varmt de første mange meter i bassinet.
Men vinteren holdt op mens jeg svømmede, og jeg kørte hjem med åben jakke og varme hænder. Inden frokost satte jeg mine havemøbler ud på terrassen.
Verden åbner sig, og jeg håber at mit eget system endelig og omsider også begynder at tø lidt op. Der er så meget jeg gerne vil, alene dét er nyt og varmere end det der har været, selvom det stadig kniber med for alvor at sætte mig i bevægelse.
Jeg gør hvad jeg kan, dog. Jeg er startet et sted hvor det er forholdsvis ligetil og uden risiko at sætte nogle mål og gå efter dem: I min egen krop. De sidste mange uger har jeg systematisk øget min træningsmængde (hvilket er nemt når man starter i nærheden af nul ;-)), og jeg er kun få dage fra at have nået det første delmål. Det giver mig en oplevelse af handlekraft, styrke og mestring. Jeg skal nok tø op og komme tilbage i den form jeg har det bedst i. Jeg tror på det. Jeg ser det ske.
Der findes ikke den ting eller det fænomen der får mig at føle mig bedre tilpas i den her mærkelige verden, end når jeg arbejder mod et forholdsvis langsigtet mål jeg selv har set og sat. Og når jeg ikke kan det – af ydre eller indre omstændigheder – bliver jeg frustreret og nedtrykt. Planløse aktiviteter og fravær af visioner er iskold nedkøling for mig. Hvis jeg vil passe på mig selv, må jeg tage ansvar for at jeg har det sådan, og indrette min verden i verden efter det. Selvom det bliver svært.
Også det begynder jeg at se for mig.
Jeg kigger ud over bassinet for at få et overblik. Der er ingen svømmere i bane 5, så det ser lovende ud. Da jeg nærmer mig, opdager jeg dog at en anden person også har fået øje på den ledige bane og er ved at gøre sig klar med badehætte og briller og andet gear.
Bane 5 er den eneste enkeltbane der er til rådighed for offentlige svømmere denne morgen. Bane 1 og 2 samt 3 og 4 er slået sammen til to dobbeltbaner, og det fungerer fabelhaft til brystsvømmere og svømmere med meget forskellige tempi fordi der er god plads til at overhale i midten. Men jeg vil hellere svømme i en enkeltbane fordi det er nemmere at vende og fordi jeg så ikke skal svømme zigzag frem og tilbage.
Så jeg sigter mod bane 5. To personer i en 50-meter-bane er under ingen omstændigheder et generende eller hæmmende antal, faktisk vil jeg betegne det som den rene, vilde luksus – uanset hvordan og hvor hurtigt de to svømmer hver især.
“Godmorgen. Mon ikke vi kan deles om den her bane?” spørger jeg retorisk med et smil.
Den anden person måler mig nedefra og op og svarer: “Nu er det bare sådan at jeg svømmer meget hurtigt.”
Jeg scanner ansigtet for tegn på humor, men det er blankt. Øjnene stirrer insisterende på mig. Jeg ved nu at dette menneske umuligt kan svømme hurtigt. (Og at jeg ligner lige præcis det jeg er: en 55-årig kvinde med skjulte talenter).
“Og så svømmer jeg butterfly nogle gange, det laver bølger.”
Jeg undertrykker et fnis og siger: “Okay, det er nok ikke smart at være i nærheden af. Du må hellere få banen for dig selv!”
Jeg springer i 3-4-banen. Vandet er dejligt, og der er en stille, overskudsagtig fred i dobbeltbanen hvor vi alle zigzagger og skråvender det bedste vi har lært, uden at genere hinanden overhovedet.
Ind imellem vender personen i bane 5 nogenlunde samtidig med mig, og så opstår der en lille venskabelig battle som ikke kræver den store indsats fra min side. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Og jeg vender først i den anden ende hver gang.