Tag: Vandglæde

Godt, vådt nytår :-)

Her, en uge efter nytår, kommer et ønske om godt nytår til jer der kigger med her. Må I få et år med mange og skønne oplevelser med og i vand, på præcis den måde I kan lide det.

Jeg afsluttede 2014 med at vinterbade for allerførste gang i mit liv. Det var en så sjov, sanseligt stimulerende og livsbekræftende oplevelse, at jeg bare drømmer om at gøre det igen. Jeg bor langt fra saltvand, men tæt på ferskvand, og det tænker jeg også kan bruges, selvom smagen af saltvand er noget af det bedste jeg ved. Nu eller på sigt leder jeg efter en makker der vil dele de kolde, våde oplevelser med mig på regelmæssig basis ved Furesøbad – sig til hvis du kunne tænke dig at være den makker.

Tusind tak til min veninde, som tog initiativ og opfordrede til turen og sørgede for alt det praktiske, så jeg bare skulle sørge for at være klar i sindet til udfordringen. Her er et fint efter-billede, også fra hendes hånd – jeg var præcis så glad som jeg så ud:

Og jeg begyndte 2015 med at svømme i Øresund sammen med andre naturvandshungrende svømmere den 1. januar. Kun 100 meter eller mindre, tror jeg vi svømmede, på lavt vand og iført skiundertøj under våddragten, hue under badehætten og strikkede fingervanter i gummihandsker på hænderne. Det var koldt for ansigtet, og jeg har aldrig svømmet polocrawl med så stor fornøjelse som de første meter på denne tur, men det gik over, og så var vandet sådan set skønt. Virkelig. Tusind tak til jer jeg svømmede sammen med – med sådan en indvielse kan det kun blive et godt åbent-vand-svømme-år!

Nu venter der et helt nyt år forude med både salt-, fersk- og klorvand. Det sidste fylder mest lige nu, og det er fint og helt som det skal være. Jeg glæder mig hver dag over at dele indendørs vandoplevelser med alle jer gode mennesker jeg møder her – også tusind tak til jer!

Om nøgenløb og nøgensvømning ;-)

For et stykke tid siden hørte jeg om en ny løbetrend: ‘naked running’. Det skulle jeg da fluks google og fandt ud af at det (klart nok) ikke går ud på at løbetræne uden tøj på, men uden elektronik på: Ingen pulsmåler, musikafspiller, gps-tracker, intet (avanceret) løbeur og så videre. Det hele er et forsøg på for nogle løbere at vende tilbage til blot at løbe for at nyde turen uden at have fokus på sin egen præstation i form af fx målt hastighed, intensitet, distance, og uden at aflede opmærksomheden fra den direkte oplevelse af både sig selv og omgivelserne med fx musik. Måske løber man ikke alle ture nøgne, men nogle, så man ikke helt mister kontakten med sin “indre krop”. Eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald.

Det fik mig til at tænke over hvad jeg selv havde gang i. Da jeg sidste år fik mulighed for at tracke mine lange gåture, cykelture og senere løbe- og svømmeture med Endomondo, var det supersmart og sjovt. Det var pludselig interessant at få nogle data sat på mig selv. Til en vis grad var det også motiverende og holdt mig i gang, både fordi jeg selv syntes det var sjovt at se hvor meget jeg bevægede mig rundt, og desuden fordi jeg – hånden på hjertet – syntes det var sjovt at vise resultaterne frem i min omgangskreds på nettet. Men det tog overhånd, og det gik op for mig at jeg efterhånden oplevede turene mere udefra gennem de data jeg fik leveret og den respons jeg fik på dem, end indefra gennem min sansende krop og mit reflekterende sind. Noget var ved at gå tabt. Jeg har altid nydt at bruge min krop mens jeg gjorde det, det er min største motivation, og jeg elsker at gøre det dels i naturen og dels i vand og mærke samspillet med de to “omgivelser”. De glæder var ved at blive spoleret af min dokumentationstvang og mit præstationsfokus.

Derfor holdt jeg op med at have Endomondo tændt i havtasken når jeg svømmede ud i løbet af sommeren, ligesom jeg gik over til at løbe mine ture uden at medbringe andet elektronisk gear end min nøglebrik.

Med efterårets komme har jeg nu også svømmet inde en del gange og her er det gået op for mig at jeg faktisk ikke engang orker at tælle baner mere og holde dem op mod tiden på det store ur på væggen. Det har jeg ellers været ret omhyggelig med førhen, men gassen er simpelthen også gået ud af den ballon. Så nu svømmer jeg bare i det tidsrum jeg nu lige har tænkt mig. Måske laver jeg nogle fartlege, svømmer lidt “program” eller blander svømmearterne så jeg alligevel ad omveje holder lidt styr på hvor langt jeg svømmer, men ellers er jeg faktisk mest glad for at svømme lange distancer — eller som det vil være mere rigtigt at sige nu: glad for at svømme i længere tid ad gangen i samme tempo og nyde rytmen og et godt meditativt flow. Det bliver jeg aldrig verdensmester af, men til gengæld har jeg det skønt mens jeg gør det, og jeg tager både glæde og nærvær med videre ud i dagen.

Og sådan er jeg kommet fra nøgenløb til nøgensvømning, og jeg kan mærke at det bliver rigtig godt. Det går faktisk næsten som en leg, og hvad mere kan man ønske sig?

Et kig ind i mit efterårs- og vintermorgennøgensvømningsmekka 😉

Med-eller-uden-krise

Blot en lille refleksion over det at svømme med eller uden våddragt:

Jeg vil jo rigtig gerne finde en eller nogle svømmemakkere derude som jeg passer godt sammen med i vandet, og det er altså ikke let. I svømmehallen kan man træne med hvem som helst, da man jo svømmer frem og tilbage i et bassin og er nogenlunde det samme sted hele tiden selvom man ikke svømmer hverken lige hurtigt eller lige langt. I naturen er det en helt anden sag, og jeg kan efterhånden se at mange faktorer indgår i den kombination der gør en svømmemakker i naturen: svømmefærdigheder, træningstilstand, temperament og ikke mindst fortrolighed/erfaring med at svømme i naturen med alle de fænomener man kan møde der. For eksempel. Og i varme somre som i år får det hele måske en lille ekstra krølle fordi det er muligt at svømme uden våddragt. Ingen svømmer, så vidt jeg ved, hurtigere eller bliver mere udholdende uden dragt, men det er meget forskelligt hvor stor betydning dragten har for den enkelte svømmer, og man kan næsten være to helt forskellige svømmere med og uden dragt, hvis man kan sige det sådan. Det er helt okay og helt naturligt, men det gør godt nok opgaven med at finde nogen man matcher, noget mere kompleks. Og det sukker jeg lidt over her i varmen.

Jeg har de sidste uger været sådan i tvivl om om jeg skulle svømme med eller uden våddragt, og derfor er jeg skiftet mellem at have dragt på og ikke på. Jeg tror jeg har været bange for at svømme så meget langsommere uden, at det ville irritere nogen (hvis jeg svømmede alene, ville jeg overhovedet ikke overveje at tage dragten på). Har tænkt lidt videre over hvad dét mon handler om, og er blevet enig med mig selv om at jeg svømmer uden dragt indtil vandet igen får våddragttemperatur, så langsomt/hurtigt som jeg nu gør, simpelthen fordi det er så meget dejligere. Og så må andre tage min fart som den er ;-).

Og her er så lige et billede fra sidste år hvor jeg sneg mig til en lille aftentur i Furesøen uden den ellers af sikkerhedshensyn helt obligatoriske badehætte og ditto havtaske. En anden (som passede på mig fra broen, for man skal jo heller slet ikke svømme alene) sneg sig til at tage et billede af det.