“Et legeme der nedsænkes i vand, mister lige så meget i vægt som den fortrængte væske vejer”. Sådan lød Archimedes lov da jeg var ung og skulle lære svømningens mere tørre elementer, og det er jeg ganske sikker på, så jeg har helt imod sædvane ikke engang tjekket det før jeg nu skriver det, for jeg har set den lov gælde helt konkret i praksis en million gange. Nu er jeg begyndt at tænke at det også gælder i en slags overført betydning. Det med den vægt man mister, altså, når man kommer ned i vand.
I dag havde jeg lige 10 minutter for mig selv til at ligge i relaxafdelingens varmtvandsbassin, endda uden at blive forstyrret af andre gæster. Det har jeg vist aldrig prøvet før. Og mens jeg lå der og flød rundt på ryggen under ovenlysvinduet, kunne jeg se de fineste hvide skyer drive forbi på en blå himmel. Det var et øjebliks intens forunderlig oplevelse at ligge der og kigge lige op i uendeligheden med ørerne behageligt hørehæmmede af vand. Jeg var slet ikke i Værløse i det øjeblik; jeg tror jeg lå på et meget stort ocean, som vuggede mig blidt og holdt mig oppe og lettede mig for noget af det jeg slæber rundt på, som det slet ikke er meningen at jeg skal bære, men som man skal ane himlens og oceanets storhed for at forstå er en illusion og ikke et faktum.
(Og shhh, jeg har stjålet et lille bitte billede herfra af bassinet, for jeg vil så gerne vise jer lysfirkanten i vandet. Det var selvfølgelig ikke præcis den her firkant jeg lå i, men en der lignede, og hvis I nu først kigger og så lukker øjnene og forestiller jer at I ligger og flyder lige midt i lyset og kigger op gennem loftet, så håber jeg at I også slipper af med en lille smule vægt).
