En af de bedste gaver jeg nogensinde har fået, har opgivet ånden. I 9 år og gennem adskillige kilometer inde og ude har de holdt, men i dag har jeg måttet investere i nogle nye.
Jeg har samme fornemmelse af sorg eller usikkerhed eller hvad det nu er, som den vinter jeg måtte erkende at jeg var vokset ud af mit første par skøjter. I dem følte jeg mig sikker, de var som en forlængelse af min krop. Jeg fik et par nye, der var ingen smalle steder dér, og de lignede, men var ikke helt samme model. Jeg kunne stadig løbe baglæns og lege kædetagfat og hvad vi ellers fandt på, og min farmor lavede de flotteste pomponer til at binde i snørrebåndet forrest på hver skøjte, men noget var alligevel gået tabt. Det blev aldrig det samme at stå på skøjter igen.
Det går jo nok altsammen, prøver jeg at tænke. Det er bare et par svømmebriller. Alligevel er det ikke nogen lille ting at skulle udskifte, kan jeg mærke.
Her ser du min svømmemakkers sommerstrand, hvor vi i går svømmede en lang tur i hinandens uforstyrrende, men trygge selskab. Det gav plads til fordybelse, og jeg føler mig uendeligt privilegeret. Tak, Svømmemakker ;-).
Jeg tænkte at med et rejsepas skulle jeg nyde at se dele af landet som jeg ikke kender, fra en fredfyldt vinduesplads i diverse tog, og besøge nogle af de kulturetablissementer jeg oplever at være vedvarende nysgerrig på. Men hvad sker der? Der sker det at jeg bruger ferien på at svømme og spadsere og skrive og snakke med dem jeg holder af. Det er sådan set det, og jeg føler ikke jeg spilder et sekund. Og heller ikke en øre, for den sags skyld, for jeg har for længst rejst for mere end hvad rejsepasset har kostet, selvom jeg har holdt mig tæt på hjemme på flere måder. At kunne tage bussen til familiebrunch en træt søndag morgen uden at det koster en krone, er faktisk også et privilegie.
Så alt er godt, selvom det ikke er som det var tænkt. Det får mig til at tænke over noget andet, nemlig hvad det egentlig er for nogle aktiviteter der trækker i mig som en magnet når det lykkes for en kort stund at frigøre mig fra min hverdag der mest af alt er kendetegnet ved fremmedgjorthed. Foreløbig er jeg kommet frem til at de har i hvert fald èn fællesnævner: Fordybelse. Jeg længes desperat efter fordybelse.
Ingen gider se andres feriebilleder, og i forventningen om at ingen kommer forbi, viser jeg herover et lille feriealbum med temaet broer.
Jeg er fra broernes by, både bil-, tog- og badebroernes.
Den første bro ingen skal se, er roklubbens som jeg har badet fra mange, mange gange efter endt træning. En aften hvor strømmen var ekstra stærk, kunne vi springe i i den ene ende, og inden vi kom op og fik vendt os ind mod broen igen, var vi drevet hen til den anden ende og skulle skynde os op. Det var vildt!
Den næste bro er en ny bro og ingen badebro, men den ligger der hvor drengebroen lå da det gule, ikoniske søbad var et rigtigt søbad hvor vi gik til svømning hos gymnastiklærerparret hr. og fru Andersen i skolesommerferien, og hvor vi badede uden for svømmelektionerne hele sommeren igennem. I godt vejr, i regnvejr. Altid. Jeg har lært at svømme her af især min mor, som jeg husker det; jeg tror fru Andersen kom i anden række når det kom til det forehavende.
Man kunne svømme mellem bredden og tværbroerne hvor vandet var relativt lavt. Her kunne man se bunden, og der var stiger inden for tryg rækkevidde. Og så kunne man, hvis man kunne, svømme uden for tværbroerne hvor vandet var dybt og mørkt. Jeg var ved at dø af skræk ved tanken om afgrunden under mig når jeg skulle svømme de vistnok halvtreds meter mellem drenge- og pigebroen og tilbage igen, men jeg gjorde det fordi jeg kunne, kroppen kunne, alle sagde jeg kunne, og den dag i dag tror jeg egentlig jeg kan svømme alle steder og have min panik under kontrol fordi jeg ved jeg kan.
På det næste billede er der ingen bro, og der har aldrig været det, men jeg har alligevel taget det her badested med, og det er fordi jeg tror at det er her jeg, næstefter søbadet, har tilbragt flest timer i vandet. Mellem dukkerterne lå jeg i græsset på mit håndklæde omgivet af køer, kokasser, summende insekter og gode kammerater og var lykkelig. Sådan husker jeg det. Et fristed.
Så kommer vi til Grøndalsbroen som ikke findes mere. Nu er der en ny bro til brug for blandt andre feriebyens gæster, lidt tættere på Odden. Og hvilken bro – det er hvad jeg vil kalde en rigtig badebro! Som barn, når vejret var lidt for barskt ved Søbaddet og Gammel Slot, var der som regel læ i Fænøsund, og jeg husker den gamle Grøndalsbro som et virkelig skønt sted at bade. Her er ingen strand, så det var op på cyklen, op ad bakken til Brovejen, fuld spurt nedad gennem skoven, på med badetøjet og på hovedet i fra broen, hvor der ofte lå feriesejlere fortøjet og udgjorde et trygt værn ud mod den rivende strøm i sundet. Her gjaldt det om at bade igennem til man ikke orkede mere, og så køre hjem igen på cykel gennem skoven.
Vi slutter med hospitalsbroen som heller ikke er den oprindelige bro, men en flot, moderne en. Her kom jeg ikke så tit, men på et tidspunkt i 9. eller 10. klasse eller i gymnasiet, jeg husker det simpelthen ikke, havde vi en vikar der kom til at sige at hvis vi var friske, så kunne vi mødes til en morgendukkert fra hospitalsbroen inden skolen begyndte, om morgenerne op til sommerferien. Vi var friske! Jeg så op til den her vikar, der kom cyklende lige som os andre og sprang i med vandfast mascara og høje skrig hver morgen på klokkeslet, og som en halv time senere var en voksen vikar der piskede os med lektier og krav om at vi opførte os ordentligt. Det virkede. Respekten var solid, som jeg husker det.
Jeg har lige besøgt Middelfart to dage i træk på mit rejsepas, og målet var at bade (nogle af) de steder jeg havde badet som barn. Som sagt så gjort, og lad mig sige inden ingen gisper forarget, at jeg har passet rigtigt godt på. Læst stranden, vinden og vandet. Holdt mig på lavt vand ved søbadet. Holdt mig tæt på broen i Fænøsund. Sprunget over ved roklubben, fordi det er roklubbens bro, ved Gammel Slot fordi det blæste og regnede helt vildt og trods alt var for uindbydende, og ved hospitalsbroen fordi man ikke må bade der to døgn efter skybrud eller kraftig regn (kommer de mon nogensinde til at bruge den bro igen, tænker man bekymret?).
Jeg elskede det. Da jeg kørte hjem første dag, tænkte jeg at jeg måtte komme igen næste dag for at tage en tur mere. Jeg kender ikke noget vand der er så godt som min barndoms vand, selvom jeg har badet og svømmet virkelig mange steder efterhånden. Tænk sig, jeg så marsvin passere forbi begge dage i Fænøsund, hvor heldig kan man være?
I dag er jeg træt. Træt af alle menneskene i togene, mest af alt, så jeg tog bare en tur til en lokal strand på mit rejsepas. Det var også godt, især fordi der ikke er ret mange mennesker på stranden i de her dage med byger og ret lave temperaturer. Det er det bedste sommervejr lige nu for sådan en som mig der helt ærligt bedst kan lide at være (næsten) alene. Med vandet. Med naturen.
