Tag: Vandglæde

Tabu

Mandag er svømmedag, og det er bemærkelsesværdigt hvor meget velvære man kan generere på en times tid. Det kan holde flere dage for mit vedkommende. Jeg kan tappe ind i den tilstand jeg er i når jeg svømmer, hvis livet bliver lidt for tungt og forkert, og så husker min krop hvad den oplevede, og giver mig samme belønning ved tanken alene som mens det faktisk fandt sted. Det har holdt mig oppe mange gange.

Rytme, oplevelse af mestring, flow, at være i nuet. Ingen irriterende sanseindtryk, kun de mest komfortable og mindst forstyrrende jeg kender til i vågen tilstand. Jeg kan ikke høre ret meget og slet ikke noget tydeligt. Lyset er helt tilpas. Jeg har begrænset udsyn. Der er ikke noget tøj, sko eller smykker der tager opmærksomheden. Svømmebriller, badehætte og badedragt er efterhånden en nærmest integreret del af min krop. Vejen er banet for intuitive indsigter, for at modtage informationer fra det ubevidste.

Og i dag gik det op for mig med stor tydelighed, at jeg hele livet har oplevet at blive undervurdet. Det har afstedkommet en tilbøjelighed i mig til at tro at jeg er præcis så begrænset indeni som de fleste andre mennesker kun er i stand til at se mig, og at jeg derfor ikke har haft mod på at stå frem med alt hvad der er i mig. At jeg har holdt mig selv tilbage og nede fordi jeg har opfanget at jeg ikke bliver forstået og i øvrigt gør andre utilpasse hvis jeg viser for meget af hvad jeg tænker og forstår.

Jeg ved det. Det er tabu at sige den slags, men nu gør jeg det alligevel. Måske bliver du voldsomt provokeret, det er der ikke noget at gøre ved. Det er tid til at bryde en cirkel.

Horisont

Jeg vendte mig om i går på vej til CrossYoga; noget fik mig til at se mig tilbage. Ild i horisonten. Det så kønt ud derfra hvor jeg stod, men visheden om at under den samme måne kigger mennesker som du og jeg på en horisont i virkelige flammer, gjorde glæden meget kort.

Krig. En så fuldstændig anakronistisk og meningsløs magtudøvelse sender konstant bølger af sorg og frygt gennem mit system, uanset hvad jeg ellers beskæftiger mig med. En gal og grusom mand med alt for megen magt har sluppet sine indre dæmoner løs, og jeg får ikke ro før nogen får stoppet den her destruktive energiudladning. Det beder jeg til.

Og hvad laver jeg så ellers, mellem bølgerne?

Jeg læser En linje i verden af Dorthe Nors (essays) og Henrik Saxgren (fotos), og bogen tager mig med på en begavet og besjælet rejse langs Jyllands vestkyst, ja, faktisk med vadehavsbesøg helt ned til Holland. Poetisk, (selv)biografisk og fuld af både fakta og kendskab til naturen på samme tid. Dorthe Nors’ essays er meget bedre og mere end jeg kan finde ord for her og nu – jeg er vild med dem, de beriger og inspirerer mig. Desuden giver både essayene og Henrik Saxgrens fotos mig trøst og tro på at der endnu i verden findes diametrale modstykker til en bestemt russers afstumpede ånd.

Det samme kan man også sige om filmen Rose som jeg så i går. Jeg har heldigvis en ven som er rigtig god til at hive hjemmehængeren Janne ud af isolationen blandt andet for at se kvalitetsfilm, og jeg har ingen ord der kan beskrive hvor god jeg synes den film er. Jeg håber alle mennesker kommer til at se den og ikke mindst giver sig tid til at lade det synke rigtigt ind hvad de har set. Rose er som en bro over uroligt vand, det er det eneste jeg kan komme i tanke om at skrive lige nu.

Samme ven formår også at få mig ud at svømme, på den gode måde. I dag har jeg haft fri fordi det er mandag, og har svømmet længere end på noget andet tidspunkt det sidste års tid. Jeg har en tendens til at holde op med at gøre ting min fornuft ellers udmærket ved at jeg har godt af, når jeg er nedtrykt. Det er en vældig selvdestruktiv spiral, og hver gang det lysner og jeg er på vej op fra nedturen igen, tænker jeg at jeg skal huske hvad det er jeg er tilbøjelig til at gøre ved mig selv, og tage mig i det næste gang det mørkner, men jeg er lige langt væk fra vinduet hver gang alligevel. Det resulterer blandt andet i at jeg flere gange end jeg kan tælle på tæer og fingre har skullet svømme, løbe, ro, cykle eller gå mig selv tilbage i form. Det ville være nemmere hvis jeg bare kunne holde en god form jævnt gennem livet, men sådan skal det altså ikke være. Heldigvis kan jeg jo godt lide en udfordring, faktisk begynder jeg generelt at kede mig og føle at min eksistens er ligegyldig når der ikke er flere problemer at løse eller mere nyt at lære – det mønster har jeg på alle områder i livet. Nu gælder det så svømningen, og når jeg er frisk nok til det igen, forestiller jeg mig at jeg begynder at transportere mig selv på cykel også. Således har jeg en forventning om at jeg kan genopfinde mig selv for gud ved hvilken gang.

Krig er ikke kun noget der foregår i det ydre, og når jeg tænker over det, er det i virkeligheden nok krigene i det indre der er årsag til alle de andre – i det små og i det store.

Frirum

Jeg gentager mig selv, jeg ved det, men havet er endnu stadig åbent. I dag gav den milde fralandsvind roligt vand ved favoritbadestedet.

Folk kommer og går. Hilser, klæder sig af, går i, står op, tager tøjet på igen, ønsker god dag. Vi skiftes i god ro og orden, så alle kan være i fred med en stille oplevelse. En afklædt stund med alle sanser åbne.
 
Her er der en stædig insisteren på noget som tiden måske ellers skorter på: Nærkontakt med naturen og accept af og glæde ved at bruge kroppen, præcis som den er i alle tænkelige variationer. Det handler ikke om præstation eller omdømme eller udseende; det handler om at tage en timeout fra ydre krav, forventninger og domme. Om at være levende, være i nuet, være nærværende, være sig selv .. og måske være sammen.
 
Det er uendeligt værdifuldt.