Tag: Vandglæde

I morges cyklede jeg hjemmefra i sommerjakke og uden vanter. Mit hoved var sat på forår, og jeg fik et chok da jeg trådte ud i en dybfryser med rim på alle overflader. Jeg kunne ikke mærke mine fingre da jeg låste cyklen ved svømmehallen, og vandet føltes som om det var mindst 35 grader varmt de første mange meter i bassinet.

Men vinteren holdt op mens jeg svømmede, og jeg kørte hjem med åben jakke og varme hænder. Inden frokost satte jeg mine havemøbler ud på terrassen.

Verden åbner sig, og jeg håber at mit eget system endelig og omsider også begynder at tø lidt op. Der er så meget jeg gerne vil, alene dét er nyt og varmere end det der har været, selvom det stadig kniber med for alvor at sætte mig i bevægelse.

Jeg gør hvad jeg kan, dog. Jeg er startet et sted hvor det er forholdsvis ligetil og uden risiko at sætte nogle mål og gå efter dem: I min egen krop. De sidste mange uger har jeg systematisk øget min træningsmængde (hvilket er nemt når man starter i nærheden af nul ;-)), og jeg er kun få dage fra at have nået det første delmål. Det giver mig en oplevelse af handlekraft, styrke og mestring. Jeg skal nok tø op og komme tilbage i den form jeg har det bedst i. Jeg tror på det. Jeg ser det ske.

Der findes ikke den ting eller det fænomen der får mig at føle mig bedre tilpas i den her mærkelige verden, end når jeg arbejder mod et forholdsvis langsigtet mål jeg selv har set og sat. Og når jeg ikke kan det – af ydre eller indre omstændigheder – bliver jeg frustreret og nedtrykt. Planløse aktiviteter og fravær af visioner er iskold nedkøling for mig. Hvis jeg vil passe på mig selv, må jeg tage ansvar for at jeg har det sådan, og indrette min verden i verden efter det. Selvom det bliver svært.

Også det begynder jeg at se for mig.