Tag: Vandglæde

Bagud

Jeg havde den seriøst mest sammensatte dag i går. På det ydre plan pudsede jeg vinduer, lugede ukrudt, pyntede juletræ, var ude at bade, spiste sushi og snakkede med et af de mennesker jeg har kendt i allerlængst tid. Det i sig selv stritter i alle retninger.

Men så var der også lige det der skete i mit hoved efter to dyp i Øresund pakket ind i saunophold, og som jeg bare kunne iagttage med undren mens jeg prøvede at virke normal. Om det var dyppene der var årsagen, eller om jeg simpelthen bare nåede tidspunktet hvor min rationelle hjernefunktion udløb, samtidig med at jeg forlod saunaen for sidste gang, har jeg ingen anelse om. Men pludselig kunne jeg ikke holde styr på tiden. Jeg sværger. Glimt fra fortid, nutid og muligvis også fremtid flød fuldstændig sammen i en hurtigt klippet film i mit hoved, som om jeg var til stede i forskellige perioder af mit liv på én gang. Ikke skræmmende, bare helt vildt underholdende og oplysende. Og en lille smule svært at rumme i stilhed mens jeg tog tøj på og snakkede og opførte mig forhåbentligt almindeligt så min ledsager ikke skulle tro at jeg var gået helt fra snøvsen. For det var jeg ikke. Den del af verden jeg så, var bare pludselig meget større end den jeg plejer at se.

Nu er det 1. søndag i advent, og det kommer lidt bag på mig. Det bliver også en mærkelig dag i dag, for om lidt flytter en lejer ind i underetagen. Det har jeg brugt november til at forberede og alt er klart, måske lige med undtagelse af mit hoved som kun er nået til i går. Jeg vil finde mit bedste regnslag frem og gå i skoven efter noget at pynte min “adventskrans” med. Ingen gran i år, det har jeg besluttet at holde mig fra, for jeg slår ud af gran og plejer at pynte juletræ med handsker på.

På en eller anden sær måde er jeg allerede bagud i forhold til nedtællingen til julen. Jeg kan ligeså godt gå linen ud og sætte et billede der illustrerer i går, ind her.


Skæringsdag

Måske var det sidste svømmetur i åbent vand i år. Måske.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, vandet var lunt og søerne lige akkurat ikke større end at de var svømbare. Opholdet i havet var endnu en gave. Men jeg var træt som sjældent før og måtte lade min makker vente. Jeg har forsømt at holde mig i form, og jeg har brugt alt hvad jeg havde i mig, for at komme igennem de sidste ugers arbejde.

Foran mig ligger det store tomme rum af resten af et liv som jeg har givet mig selv opgaven med og friheden til at udfylde. Jeg håber jeg lykkes. Og hvis jeg ikke gør, ved jeg med mig selv at jeg gjorde hvad jeg kunne. Det tæller også.

Overstimulering

Jeg ved det er socialt ukorrekt at mene og sige det, men det her vejr tager livet af mig! Jeg bliver overstimuleret af det stærke lys, varmen gør mig sløv, jeg kan ikke lide at vise så meget hud som jeg bliver nødt til for ikke at få et hedeslag, og alle lydene som konstant vælter ind gennem de åbne vinduer, er mere end jeg har lyst til at vide om tilfældige mennesker. Der findes ligesom ingen fred, og der er stort set ingen pauser. Jeg venter tålmodigt på at hver dag får en ende og det bliver køligere. Og jeg venter tålmodigt på at det bliver bedre tider igen i det hele taget.

Der findes kun ét sted jeg bryder mig om at være i en sommer som denne: I vand. Dét er min pause, mit åndehul.

Og btw, så har jeg set Kyst til kyst III – Fyn (2/8) på dr.dk, og den udsendelse kunne jeg godt unde alle at se. Det kan såmænd godt være at jeg synes dét af samme grund som når man “kommer til” at give andre gaver som man selv ønsker sig, og måske har den ingen almen interesse – det må komme an på en prøve.

Jeg nød udsendelsen fordi den strejfer flere emner som jeg kerer mig om. Jeg er fra Middelfart, og Lillebælt er min barn- og ungdoms hjemland. Jeg er vokset op med at bade, svømme, ro og sejle her.

Jeg er for eksempel også vokset op med med en evig spejden ud over vandet for at få et glimt af marsvin, som var sjældnere dengang end nu, men som alligevel altid var i min bevidsthed. Én jeg var i familie med langt ude, Søren Marsvin, havde dedikeret hele sit liv til at forsøge at forstå marsvinet bedre for at kunne beskytte det bedre, og som barn syntes jeg det måtte være det mest spændende arbejde man overhovedet kunne have.

Og jeg er vokset op med at menneskene omkring mig var fortrolige med at færdes i og på vandet og ved enhver given lejlighed formidlede deres oplevelser, erfaringer og viden videre. Nu ligger alt dette – forestiller jeg mig – som et ubevidst reservoir af informationer som jeg intuitivt trækker på for eksempel hver gang jeg svømmer i åbent vand, og jeg bilder mig ind at det blandt andet gør mig til en nogenlunde rolig og sikker svømmemakker.

Alt det og meget mere kom jeg i kontakt med da jeg så udsendelsen. På en god måde. Det gjorde mig glad 🧡.

Vandforbindelse

Nogle mennesker trænger til luft under vingerne, andre til jordforbindelse. Jeg trænger til vandforbindelse!

Jeg har ferie, og jeg har tænkt mig at svømme mig i ro, i balance, i kontakt med mig selv og den fantastiske verden jeg lever i og burde mærke og påskønne hver eneste dag.

Jo, jeg skrev burde, for jeg gør det ikke. Jeg er nærmest ikke til stede, og dagene går bare med at jeg prøver at komme igennem dem. Det er ikke godt for hverken nogen eller noget, og hvis jeg skulle give den gas, ville jeg sige at det er dårlig etik at lade stå til. Jeg bliver nødt til at prøve at blive glad igen.

Gammelt billede som jeg med skam må melde jeg
ikke kan huske hvem har taget. Men fint er det!