Jeg er stadig på den fabrik. I mangel af bedre tanker tænker jeg at jeg vil levere endnu en lille situationsrapport derfra. Det kommer ikke til at ændre verden, og det kommer nok heller ikke til at oplyse selv det mindste lille bitte mørke punkt i universet, men måske kommer det til at lette mig at få det ud.
Jeg er nu nået dertil hvor jeg faktisk er i stand til at arbejde i såvel input- som output-enderne af i alt tre maskiner. Jeg har lært at hyle med de ulve jeg er iblandt, og være stort set ligeglad med kvaliteten i detaljer, og det har gjort det hele virkelig meget lettere. Jeg kommer gennem dagene i rekordfart. Selvom min hjerne arbejder på højtryk, har jeg stadig svært ved at finde meningen med eller systemerne i ret meget ud fra de konkrete handlinger jeg iagttager, eller omvendt slutte mig til hvad der vil være rigtigt at gøre ud fra hvad jeg har set forud, så det meste af tiden har jeg det som om jeg arbejder fuldstændigt i blinde, men også dét er jeg ved at forlige mig med. Når jeg ikke selv kan og må “se” hvad jeg laver, og forventes at sætte min lid til at det er nogle lederes øjne der afgør hvad der er godtnok og ikkegodtnok, hvad der giver mening og hvad der ikke gør, kan jeg også læne mig tilbage i en fredelig tilstand af mangel på engagement og ansvarsfølelse. Derudover har jeg fattet at jeg er verdens mest irriterende kollega når jeg går op i at det vi laver, faktisk bliver godt. Så jeg lader min krop arbejde mens jeg giver mit hoved helt andre opgaver og udfordringer som ingen ved nogetsomhelst om, men som får mig gennem dagene. Jeg har fx helt styr på min bils benzinregnskab nu, ligesom jeg har tænkt enneagrammet igennem forfra og bagfra i relation til mine bekendte. Bare for at nævne noget. (Det er ikke nogen let øvelse, jeg foretrækker at kunne notere, tegne, lave matrixer og diagrammer, tidslinjer, systemer og andet gøjl i den ydre verden når jeg tænker, og jeg tænker som regel altid på noget med hvordan jeg skal komme i mål eller skabe konkrete resultater, men altså, nu øver jeg mig så på at ordne informationer indvendigt uden andet mål end at .. ordne. Og holde mig vågen).
Om ikke andet er det her arbejde en lærerig oplevelse, og da jeg generelt mener at man aldrig kan vide for meget om verden, er jeg hverken utilfreds eller utaknemmelig. Det er også godt at vide at jeg kan betale min husleje og købe mad og benzin, det er jeg ret stor fan af. Og så er der menneskene. Selvom de helst og hele tiden vil snakke om mad, kan jeg ikke lade være med at holde af rigtig mange af dem. Det er gode mennesker. Mange af dem har nogle helt vanvittigt hårde personlige historier i rygsækken som jeg godt kan lirke ud af dem når vi er på tomandshånd. Jeg bliver ofte dybt berørt og føler stor respekt. Inden i de her organiske maskindele findes for manges vedkommende et mod, en beslutsomhed og et menneskeligt overskud på trods som mere privilegerede mennesker nok godt kunne lære noget af. Jeg kan i hvert fald.
Lad mig lige dvæle ved det med madsnakken. Det er mange af mine kollegers yndlingsemne, og det siger måske også noget om hvor de kommer fra mentalt. En del ved nu hvor meget ris jeg spiser (hvilket ikke er ret meget, så det har været et reelt chok for især et par stykker at tage ind), mange ved hvad jeg har med i madpakken, hvad jeg spiser til morgenmad inden jeg tager hjemmefra, og hvad jeg som regel skal spise når jeg kommer hjem. Jeg tror ikke de er ret imponerede, ha. Jeg får derfor af og til både hjemmebagt kage og aftensmad med hjem pakket omhyggeligt ind og stillet i køleskab med mit (rigtige) navn på fordi nogen er bange for at jeg ikke får noget ordentligt at spise eller – og det er måske endnu værre – forstår at nyde livet og være glad og forbundet. Jeg lyver ikke, det er virkelig sandt. Så sent som torsdag aften spiste jeg en filippinsk nudelret der kunne måle sig med den bedste takeaway.
Tilbage på fabrikken. “Enna, Enna, can you press ‘Outlet’?” bliver der råbt fra teamlederens plads. Han er klatret op på maskinen for at jeg skal kunne høre ham gennem larmen. Jeg skynder mig at løfte en opadvendt tommel på venstre hånd og trykke på den rigtige knap med højre. Hell, yes, I can press ‘Outlet’!
(Nu, mens jeg skriver, kan jeg mærke at jeg må finde ud af at vise min værdsættelse af de her mennesker, i højere grad end jeg gør. Jeg har det jo lidt med at forsøge at klare mig selv og nådesløst markere mine grænser i stedet for at være åben for (for slet ikke at tale om at være afhængig af, uha) kontakt, fællesskab og gensidig forpligtelse. Det er mine fremmeste beskyttelsesmekanismer. Jeg skal fandme tage mig sammen, skal jeg).
