Som man kan læse i det forrige indlæg, er jeg ved at lære et nyt sprog og i øvrigt forsøge at erstatte min tidligere hjerne med en ny (eller ikke erstatte den og bare lade hjernekassen være tom – det er også en mulighed). Det går ikke så godt med nogen af delene, men jeg tænkte at jeg lige kunne følge op med en foreløbig status.
De vigtigste gloser i det her nye sprog er ikke verbale, men kropslige, og de består af udstrakte arme med udstrakte pegefingre og andre håndtegn så som fingre der ret insisterende kalder genstande til sig, og hænder der tager om hofterne på én og skubber én i den rigtige retning. Tegnene bliver måske ledsaget af nogle uforståelige lyde sendt af sted med (aggressiv) volumen, men er ellers ment som visuelle kommandoer jeg formodes at adlyde. Forestil dig en hund som nogen prøver at opdrage til at reagere hensigtsmæssigt på bestemte kommandoer, bare uden belønninger, så har du et billede af mine kolleger og mig i løbet af arbejdsdagen. Det er mig der er hunden, hvis du skulle være i tvivl. Ingen rigtige ord, ingen forklaringer, ingen uddybninger, jeg fatter intet, men jeg adlyder. Indtil jeg ikke adlyder længere og må vende mig væk for ikke sende dræberøjne i retning af en kollega. Jeg kan fandme ikke snuppe at blive hundset med eller rørt ved.
Jeg har også fået nye navne. De første uger reagerede jeg slet ikke på dem, for så at blive puffet til og kigge op fra arbejdet og opdage at alle kiggede forventningsfuldt på mig. Så skrev jeg mit navn på et stykke tape og satte på min kittel i den forventning at det maks ville tage en dag eller to før det var sevet ind, men nej, og så tænkte jeg, okay, så må jeg jo nok hellere lære de her nye navne. De er forskellige alt efter hvilken etnisk gruppe der bruger dem. Lad os tage den indiske variant. Her hedder jeg [enna], og det er selvfølgelig tæt på, næsten bare omvendt. Især når der bliver sagt “Hej Enna” – så er det lige før jeg ved det er mig. I hvert fald svarer jeg, prøver så godt jeg kan at sige afsenderens navn i en sikkert håbløst fordansket udgave, jeg ved det godt, så står vi lige, men det er en velment hilsen og markør af at jeg bliver set og hører til, jeg er ikke i tvivl, og det bøjer jeg mig for i respekt.
Jeg skal faktisk, når jeg rigtigt tænker over det, være afsindigt godt tilfreds med de her nye navne. Jeg har nemlig to kolleger der tilfældigvis begge er 4 år yngre end mig, og som bliver kaldt noget der vist svarer til et anerkendende kaldenavn for en ældre kvinde i familien. Jeg har spurgt ind til det fordi jeg kunne høre at de ikke bliver tiltalt med de navne som de har opgivet til mig, og som jeg kan se står på deres poser med rent arbejdstøj. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har forstået det rigtigt, og her er der i øvrigt tale om ord på to forskellige sprog, og jeg aner ikke om det er det samme i begge kulturer, men i hvert fald modtager de to kvinder de her kaldenavne med en slags stolthed. Jeg er som sagt 4 år ældre end dem, hvilket jeg ved fordi alle systematisk spørger mig om de samme ting første gang de står ved siden af mig: Hvad er mit navn, har jeg børn og er det piger eller drenge, har jeg en god mand og hvor gammel er jeg? Og så spørger jeg selvfølgelig om det samme tilbage, helst inden jeg har nået at svare alt for meget for mit eget vedkommende, men altså, det med alderen, det er det nemmeste at svare på, jeg kan eventuelt tegne tallene med fingeren på maskinen foran mig, og så er de ved at dåne og skynder sig at råbe det ud på deres modersmål (altså så vidt jeg kan gætte) til alle der er tæt nok på til at høre det. Og hver gang tænker jeg, åh nej, nu mister jeg for altid mit navn, nu begynder de at kalde mig Bedstemor eller noget, og så tror jeg altså at jeg går fra koncepterne, for at være ærlig, også i højere grad end både i forbindelse med hundekommandoerne og de der situationer hvor en maskine bare spytter emner ud i hænderne på mig og kræver det umulige af den ureflekterede reaktionsevne jeg ikke har.
Jeg tror måske jeg skriver det her som en slags katarsis, jeg kan allerede mærke at det letter. Der kunne komme en rigtig god tegneserie ud af det arbejdsmiljø, det er simpelthen så sjovt hvis altså ikke det var fordi det også er megairriterende når man er sådan en tørvetriller som mig. Apropos tegneserier og alder og hvem er jeg egentlig lige, så fik jeg smidt et snapchat-filter i hovedet forleden der tegnede mig som tegneseriefigur, og jeg må ærligt sige: Jeg kan nærmest bedre genkende mig selv på de billeder end i alle de andre spejle der bliver holdt op foran mig lige for tiden. I det mindste er det i hvert fald ikke billeder der giver associationer i retning af ordet Bedstemor, og det alene er en trøst.
