Det der nye sprog mm.

Som man kan læse i det forrige indlæg, er jeg ved at lære et nyt sprog og i øvrigt forsøge at erstatte min tidligere hjerne med en ny (eller ikke erstatte den og bare lade hjernekassen være tom – det er også en mulighed). Det går ikke så godt med nogen af delene, men jeg tænkte at jeg lige kunne følge op med en foreløbig status.

De vigtigste gloser i det her nye sprog er ikke verbale, men kropslige, og de består af udstrakte arme med udstrakte pegefingre og andre håndtegn så som fingre der ret insisterende kalder genstande til sig, og hænder der tager om hofterne på én og skubber én i den rigtige retning. Tegnene bliver måske ledsaget af nogle uforståelige lyde sendt af sted med (aggressiv) volumen, men er ellers ment som visuelle kommandoer jeg formodes at adlyde. Forestil dig en hund som nogen prøver at opdrage til at reagere hensigtsmæssigt på bestemte kommandoer, bare uden belønninger, så har du et billede af mine kolleger og mig i løbet af arbejdsdagen. Det er mig der er hunden, hvis du skulle være i tvivl. Ingen rigtige ord, ingen forklaringer, ingen uddybninger, jeg fatter intet, men jeg adlyder. Indtil jeg ikke adlyder længere og må vende mig væk for ikke sende dræberøjne i retning af en kollega. Jeg kan fandme ikke snuppe at blive hundset med eller rørt ved.

Jeg har også fået nye navne. De første uger reagerede jeg slet ikke på dem, for så at blive puffet til og kigge op fra arbejdet og opdage at alle kiggede forventningsfuldt på mig. Så skrev jeg mit navn på et stykke tape og satte på min kittel i den forventning at det maks ville tage en dag eller to før det var sevet ind, men nej, og så tænkte jeg, okay, så må jeg jo nok hellere lære de her nye navne. De er forskellige alt efter hvilken etnisk gruppe der bruger dem. Lad os tage den indiske variant. Her hedder jeg [enna], og det er selvfølgelig tæt på, næsten bare omvendt. Især når der bliver sagt “Hej Enna” – så er det lige før jeg ved det er mig. I hvert fald svarer jeg, prøver så godt jeg kan at sige afsenderens navn i en sikkert håbløst fordansket udgave, jeg ved det godt, så står vi lige, men det er en velment hilsen og markør af at jeg bliver set og hører til, jeg er ikke i tvivl, og det bøjer jeg mig for i respekt.

Jeg skal faktisk, når jeg rigtigt tænker over det, være afsindigt godt tilfreds med de her nye navne. Jeg har nemlig to kolleger der tilfældigvis begge er 4 år yngre end mig, og som bliver kaldt noget der vist svarer til et anerkendende kaldenavn for en ældre kvinde i familien. Jeg har spurgt ind til det fordi jeg kunne høre at de ikke bliver tiltalt med de navne som de har opgivet til mig, og som jeg kan se står på deres poser med rent arbejdstøj. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har forstået det rigtigt, og her er der i øvrigt tale om ord på to forskellige sprog, og jeg aner ikke om det er det samme i begge kulturer, men i hvert fald modtager de to kvinder de her kaldenavne med en slags stolthed. Jeg er som sagt 4 år ældre end dem, hvilket jeg ved fordi alle systematisk spørger mig om de samme ting første gang de står ved siden af mig: Hvad er mit navn, har jeg børn og er det piger eller drenge, har jeg en god mand og hvor gammel er jeg? Og så spørger jeg selvfølgelig om det samme tilbage, helst inden jeg har nået at svare alt for meget for mit eget vedkommende, men altså, det med alderen, det er det nemmeste at svare på, jeg kan eventuelt tegne tallene med fingeren på maskinen foran mig, og så er de ved at dåne og skynder sig at råbe det ud på deres modersmål (altså så vidt jeg kan gætte) til alle der er tæt nok på til at høre det. Og hver gang tænker jeg, åh nej, nu mister jeg for altid mit navn, nu begynder de at kalde mig Bedstemor eller noget, og så tror jeg altså at jeg går fra koncepterne, for at være ærlig, også i højere grad end både i forbindelse med hundekommandoerne og de der situationer hvor en maskine bare spytter emner ud i hænderne på mig og kræver det umulige af den ureflekterede reaktionsevne jeg ikke har.

Jeg tror måske jeg skriver det her som en slags katarsis, jeg kan allerede mærke at det letter. Der kunne komme en rigtig god tegneserie ud af det arbejdsmiljø, det er simpelthen så sjovt hvis altså ikke det var fordi det også er megairriterende når man er sådan en tørvetriller som mig. Apropos tegneserier og alder og hvem er jeg egentlig lige, så fik jeg smidt et snapchat-filter i hovedet forleden der tegnede mig som tegneseriefigur, og jeg må ærligt sige: Jeg kan nærmest bedre genkende mig selv på de billeder end i alle de andre spejle der bliver holdt op foran mig lige for tiden. I det mindste er det i hvert fald ikke billeder der giver associationer i retning af ordet Bedstemor, og det alene er en trøst.



Fald

Min opmærksomhed flytter sig fra område til område, det er som om jeg er ved at grave adskillige meget dybe huller på én gang. Jeg glemmer ingen af dem på noget tidspunkt, jeg kan se dem alle sammen samtidigt, men et af dem står til enhver tid tydeligere frem end de andre. Jeg hanker op i spaden, graver lidt dybere snart i ét hul, snart i et andet. Jeg forestiller mig at jeg er på vej ned til et netværk af gange som ender med at forbinde alle hullerne og endelig – endelig! – viser mig hvordan alting hænger sammen.


Jeg har sat mig for at læse alle de bøger af Jon Kalman Stefansson der er udgivet på dansk. “Han skriver fuldstændig fantastisk, og han kredser omkring temaer som er så genkendelige for mig, at det er som at komme hjem at læse hans bøger, selvom de foregår på Island,” skriver jeg i en fødselsdagshilsen til en ven. Jeg afsluttede den sjette bog i rækken i går, og jeg er stadig sulten, kan ikke vente til biblioteket har fundet den syvende og sidste bog frem, Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?


Jeg læser (mere) om enneagrammet, jeg er opsat på at fordybe min forståelse af det. Det er et viist og fremragende system til at forstå hvad der er ens basale ønske i livet på den ene side og basale frygt på den anden. Jeg er 5’er: Iagttageren, udforskeren, den der mest af alt ønsker at være kompetent og har behov for at opfatte, erkende og forstå. Viden er mit stof. Løsrivelse og uafhængighed er min svaghed og min styrke. Jeg bruger isolation, tilbagetrækning og compartmentalization til at beskytte mig selv og finde tryghed når jeg er under stort pres. Jeg frygter per natur og per erfaring at jeg ikke er særlig god til at klare mig i den ydre verden, og jeg føler mig hjælpeløs og ubrugelig når jeg mangler viden, informationer og kompetencer og bliver overvældet af forventninger og krav. Alt det siger enneagrammet til og om mig, og jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt.*



Jeg skriver dagbog, fylder en kalender med noter som jeg ved jeg aldrig vender tilbage til, det er min sædvanlige modus. Dagbogen lytter, har ingen mening om hvem jeg er eller skal være, venter tålmodigt på at jeg formulerer noget omkring mig og mit liv som er til at forstå for en udenforstående som mig selv.


Jeg lader mig overrisle, lytter til Fribytterdrømme med Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet (alene ordene beruser mig). Ser Alias Grace baseret på en roman af Margaret Atwood (I’m every woman, kommer jeg til at tænke).


Jeg strikker sorte strømper jeg længe har ønsket mig, og syr noget af mit tøj om. Guderne skal vide at jeg ikke har en kæft forstand på hvad jeg laver, men det giver mig lejlighed til at undersøge hvordan jeg synes jeg skal se ud hvis jeg skal ligne mig selv. Det er svært at mærke hvem jeg selv er, efter mange år i uniform eller træningstøj eller nattøj eller det mest praktiske tøj af hensyn til arbejdsopgaver.


Og jeg venter, jeg venter på mere end historien om Asta og at se mig selv. Jeg venter på en sms om at Dario Nardis seneste bog, The Magic Diamond, om Jungs typologi, ligger klar til mig og spaden ovre hos købmanden. Jeg venter også på at få en idé til hvordan jeg skal bringe mig selv, og ikke en mat afglans i form af en refleksion af andres forventninger og behov, ind i den ydre verden – det skal tilsyneladende komme endnu længere væk fra end Nardis bog! Og så venter jeg på at min skriveblokering aftager, at der går hul på et eller andet og at noget vælter op af et af hullerne. Måske har jeg lige mærket det første stænk. Jeg ved det ikke.

Det der ikke kommer ud

Der kommer ikke mange ord ud af mig for tiden. Inden de når frem til hvor jeg kan høre dem, bliver de slået tilbage af praktisk arbejde og ørkesløs snak. Det sidste, du gode gud, fik mig til at tænke på en film jeg engang hørte om, der handlede om bizarre måder at dø på. Ting der faldt ned fra fly og helt utroligt og statistisk set usandsynligt ramte en person på jorden, for eksempel. Jeg kom til at spekulere på om man kan blive snakket ihjel? Det tror jeg faktisk godt man kan – når jeg har hørt på småsnak længe nok er jeg i hvert fald begstaveligt talt træt til døden. 

De er dog derinde, ordene, men jeg kan ikke høre dem fordi jeg bruger alle mine kræfter på at lægge låg på mine følelser og værdier for at kunne gøre det jeg skal. Jeg har hidtil vistnok troet at det jeg brugte mine kræfter på, var at kunne finde ud af det jeg skal, altså at det var mine evner eller kompetencer det skortede på, men det er nok ikke helt rigtigt. Jeg kan og evner det meste, helt ærligt. Giv mig en opgave, og jeg løser den. Men under mit hårde, disciplinerede, rationelle jeg bor en delperson som har stærke værdier, og den person forsøger at råbe mig op gennem min krop. Smider et læs synsforstyrrelser i hovedet på mig når jeg nægter at se. Lægger en ring af eksem omkring min hals når jeg tilsidesætter oplevelsen af at blive kvalt. Øger omfanget af min krop når jeg forsøger at gøre mig så lille som muligt. Stærkt.

I går hældte jeg skoldhed kaffe ned ad ryggen på mig selv. Jeg fattede ikke en kæft da det skete; tænkte bare at nu er jeg vist nået helt dérud hvor jeg ikke kan bunde. Det bliver for omstændigt at forklare, men det handlede om hvor meget man kan læsse på sig selv for ikke at skulle bruge dyrebar tid på at gå to gange, og en pumpekande der ikke var lukket. Kaffe ned ad ryggen! Min største trøst og energiforstærker rammer mig i ryggen?

Nå. For lige at springe i det og ned på jorden igen kan jeg også fortælle at har jeg fået en bil. Jeg skal lære at køre den igen, det er nødvendigt, men jeg får god og tålmodig hjælp, og jeg er allerede blevet ganske knyttet til min lille, gamle bil. Den bliver nøglen til at bevare min frihed, komme ud i verden i et privat rum og aflaste min 57-årige krop der naturligt nok efterhånden er mærket af diverse ega- og eba-opgaver. Ingenting kommer gratis, eller hvordan det nu er, og jeg skal så også lære at spise mindre og bedre hvis jeg skal undgå at læne mig op ad overvægt og diabetes med tiden, men det kan jeg vel også klare.

Som én der nu er gået over til fjenden og ser tingene fra den anden side, vil jeg bare sige til alle der cykler: Lys på cyklen, reflekser og pangfarvet vest, det er noget vi bilister kan lide!

Og til alle medbilister der opfører sig som idioter og ikke holder afstand, men kører helt tæt på bagfra, ånder mig i nakken og presser mig til at køre hurtigere trods fartbegrænsninger: Hold så op! Jeg har ikke noget naturligt anlæg for road rage, men ingen er perfekte, og skulle noget bringe raseriet frem i mig, så var det det. Hold afstand! Lad være med at forsøge at presse mig. Jeg sætter farten ned til 30 km/t hvis I bliver ved! Indtil jeg har lært at ignorere jer.

I det hele taget er der meget man skal lære i det her liv. Tag nu fx anbefalet corona-rigtig adfærd. Vi prøver allesammen så godt vi kan, det tror jeg på, men det vigtigste jeg har lært indtil videre, er at det for de fleste af os faktisk ikke kan lade sig gøre at lære eller gøre det rigtige. Hver evig eneste dag ser jeg mennesker der tilsyneladende er ude af stand til rationelt at vælge de meste hensigtsmæssige handlinger, fordi de ikke bruger fornuften, men er styret af følelser og vaner der styres fra det ubevidste. Og når jeg vender blikket mod mig selv, er det samme sag. Jeg tror endda om mig selv at jeg er relativt god til at bevare fornuften, men jeg kan alligevel observere hvordan jeg konstant og hele tiden kommer til at gøre noget coronauhensigtsmæssigt fordi jeg bliver overtaget af behovet for at tage hensyn til følelser hos mig selv og andre, og fordi det kræver mere nærvær, opmærksomhed og bevidsthed at gå imod gamle vaner end jeg kan mønstre hele dagen igennem. Jeg glemmer at holde afstand, jeg rører ved ting andre også skal røre ved og så videre, simpelthen fordi en del af mig ikke vil såre folks følelser eller fordi jeg mister bevidstheden i øjeblikke og perioder. 

Jeg tror helt ærligt at uanset om politikerne og myndighederne bruger pisk eller gulerod, så kan det ikke lade sig gøre at få mennesker i al almindelighed til konsekvent at have den adfærd der ville være mest hensigtsmæssig. Jo yngre eller jo ældre man er, jo sværere ser det ud til at være i mine øjne. Det eneste der virker, er isolation. Vi skal holde os fra hinanden, opholde os i hvert sit rum, adskilt med vægge eller en meget stor afstand målt i meter eller måske en slags astronautdragt for at det kan lade sig gøre at forhindre smitte. Lige så snart vi nærmer os hinanden, mister de fleste af os det kølige overblik. Sådan ser det ud for mig. 

Den her virus lever af at vi er mennesker og ikke robotter, og vi må bruge lige præcis vores evne til at forholde os til os selv som en styrke ved at erkende det og finde andre måder end de vante at udleve vores (med)menneskelighed på. Vi må finde veje til at hjælpe hinanden med at undgå at fysisk isolation også kommer til at betyde åndelig isolation.

Jeg ved godt det er lettere for nogle end for andre. Og jeg er lykkelig for at beslutningstagerne formår at gøre de undtagelser der er nødvendige, for at passe på dem som isolation rammer allerhårdest. Men for os det er lettere for, gælder det om at holde snuden i sporet. Nu.

Og således fik jeg tømt hovedet for ord for en stund. Det gjorde godt, om ikke andet for mig selv. 

Coronaodyssé


Solsikkerne vender ryggen til mig, og de er ikke de eneste.

Det er tirsdag aften. Jeg har været på arbejde efter fem skønne fridage og har smidt mig i sofaen og tjekker ind på Netflix og Messenger. Jeg synes jeg er lidt ru i halsen, og min næse løber en smule, men jeg tænker at det nok bare er noget jeg kan sove væk.

Klokken tre vågner jeg og tænker hvad sker der her? Jeg har ondt i halsen nu, min næse løber, mine øjne løber, mit hoved gør ondt, og jeg har kvalme. Jeg sover ikke mere den nat, men prøver at få mit hoved omkring at jeg jo nok ikke må gå på arbejde. Det er svært. Jeg vil have det til at gå væk. Jeg har ikke haft en sygedag i 20 år, og jeg kan ikke lide mig selv når jeg må svigte.

Men det går ikke væk, og jeg melder mig syg, for jeg ved selvfølgelig godt at det er det rigtige at gøre. Jeg bruger så halvanden time på at komme igennem til min læge for at høre om det er relevant med en corona-test. Jeg kommer igennem og får med det samme en henvisning sammen med en forsigtig advarsel om at der nok er ventetid, desværre.

Jeg går ind på coronaprover.dk og bestiller tid. Jeg pisker rundt mellem de forskellige teststeder der er relevante for mig med symptomer, for at finde det sted med mindst ventetid. Det bedste bliver fredag kl. 17:10 i Hillerød. Den tager jeg og indstiller mig mentalt på det alt for lange tidsrum jeg kan forudse jeg skal hænge i den her coronabremse, og giver besked til mit arbejde.

Så går jeg i seng, og dagen igennem får jeg det kun værre. Mit hoved dunker ubønhørligt. Jeg fryser trods vinternattøj og dyne og 30 grader. Min næse løber hurtigere end jeg kan nå at pudse den. Jeg løber på toilettet. Jeg sætter en spand ind til sengen fordi jeg er bange for at jeg skal kaste op. Lys gør ondt, og jeg tilbringer dagen i mørke, drivende ud og ind af en slags søvn.

Det virker som influenza eller en halvslem forkølelse, tænker jeg. For meget snot og for lidt hoste og feber til corona, tænker jeg. Men tankerne kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må VIDE at det ikke er corona, så ingen – mine nærmeste og mine kolleger – bliver bange for at jeg kan have smittet dem. Eller VIDE at det er covid-19 så jeg kan få sagt det til dem jeg har været i nær kontakt med, og få brudt eventuelle smittekæder. Usandsynligt som det er, men alligevel.

Allerede næste dag torsdag har jeg det bedre. Jeg får det endda så godt i løbet af dagen at jeg skriver til en ven og spørger om han kan købe lidt ind og sætte posen uden for døren. Jeg trænger til noget at spise, og jeg har talt mine skiver rugbrød og regnet ud at de ikke rækker langt. Om aftenen ankommer en pose med det jeg har bestilt, plus lidt ekstra godt.

Fredag har jeg det stadig bedre. Lidt hoste har afløst de fleste af de andre symptomer, og jeg forbereder mig på at gøre alle en tjeneste ved at cykle til Hillerød og få taget den test. Hvis jeg spiser rigtigt, hviler mig grundigt (hvad ellers skal jeg lave?) og giver mig god tid, kan jeg godt klare det. Jeg er vant til at cykle. Og ellers kan jeg tage toget en del af vejen hjem. Med mundbind og bortvendt ansigt.

Jeg tager af sted. Det går fint. Der er lidt længere til Hillerød end jeg lige havde forestillet mig, for jeg er helt sikkert ikke i så god form som jeg plejer at være, men det er heller ikke helt skidt, og jeg kan tydeligt mærke at kilden til min hoste sidder ret højt oppe i brystet og ikke i lungerne. Jeg har engang roet DM med en kold lungebetændelse, så dét ved jeg godt hvordan føles.

Turen er ufatteligt smuk. Jeg nyder den. Solsikker, flotte marker, gamle huse, den store skov, dejligt vejr. Og jeg når frem i perfekt tid. Parkerer min cykel, drikker vand, tørrer sveden af panden, spritter hænder grundigt, tager mundbind på og går hen til testteltet i zigzag mellem en million andre mennesker, især den mindste af slagsen, på en fuldstændig fyldt parkeringsplads (og den er ellers stor).

Foran teltet står en kvinde i sygehusuniform og gentager den samme remse igen og igen til alle dem der strømmer til: “Vi kommer ikke til at teste flere i dag. I må tage hjem og prøve at komme igen på samme tid i morgen. Vores system er nede, det gælder hele landet. Vi er kede af det”.

Først stirrer jeg bare fuldstændig vantro og bliver stående i periferien og hører hende gentage det til de næste cirka ti personer og familier der kommer frem. Så bliver jeg til Trump og tænker at det her corona sgu da bare er et latterligt stunt som ikke engang myndighederne tager alvorligt, og at det forpulede samfund kan rende mig. Nu skider jeg på alle og tager toget hjem. Uden mundbind. Men jeg tager mig i det, ryster Trump af mig og bliver til Janne igen. Henter min cykel, tænker at nu vil jeg underholde mig selv med at se om jeg kan finde nøjagtig samme kringlede, men smukke, vej tilbage uden at bruge min telefon. Jeg trøster mig med at jeg jo kan bruge al den tid på turen jeg har brug for, og at jeg kan stoppe ved solsikkerne og tage billeder af dem. Men det går også gennem mit hoved at jeg nok ikke kan tage mig sammen til at cykle igen i morgen. Da bliver det med tog og bus. Og mundbind.

Da jeg kommer hjem, meget træt og ikke meget mindre vred, skriver jeg til en ven:

I morgen er jeg sikkert frisk som en havørn med cykelben som Fuglsang og ikke mere virus i kroppen at fange med en podepind .. så får vi aldrig at vide med sikkerhed at jeg bare har været godt gammeldags forkølet.
Nej, undskyld sarkasmen, jeg er bare vred. Ingen kan vel gøre for det i og med at det er en it-fejl i registreringssystemet, men så er jeg vred på Ingen.
Og alle de unger der står i kø med deres forældre, de blokerer for dem der i virkeligheden skulle fanges hurtigt og effektivt, sådan nogle som mig med symptomer og en smittekæde at optrævle og bryde. Jeg er simpelthen så harm. NOGEN (og her er det IKKE Ingen) har sovet i timen ..

Inden jeg går i seng, tager jeg en beslutning op til genovervejelse. Jeg har de sidste tre dage haft det lidt skidt med ikke at kunne informere de mennesker jeg kan have været i nær kontakt med (jeg holder afstand til alle undtagen fire mennesker i den her verden, og holder mine hænder rene, men det kan vel smutte for alle), men har ligesom ikke kunnet se pointen i at sige noget når jeg ikke vidste om der er grund til bekymring (og i øvrigt regner sandsynligheden for det som meget lille). Ideen er vel at man bliver syg, bliver testet, får svar og SÅ kan smitteopspore lynhurtigt hvis det er relevant. Men nu genovervejer jeg det. Jeg synes nu der kan gå for lang tid i forhold til at sige noget om at jeg er (efterhånden har været) syg af noget corona-lignende noget – jeg kan jo ikke vide hvornår jeg rent faktisk bliver testet nu, og hvor lang tid der går før jeg får svar? Jeg beslutter at skrive til de meget få mennesker jeg (måske) har været tæt på i forhold til det som Sundhedsstyrelsen angiver som nær kontakt, og give en kort orientering.

I dag er det så i morgen. Jeg kan se i medierne at testcentrene kører igen, men hvordan de kan ekspedere alle dem de mangler, fra tidsrummet 16-20 (eller hvor længe det endte med at vare) i går samtidig med alle dem der har de samme tider i dag, kan jeg ikke lige forstå, men det er jo ikke min hovedpine. Jeg møder op.

 

Jeg har heldigvis endnu en ven i nøden til at hjælpe med at få transporteret mit podeparate svælg til Hillerød igen. Fuglsangben eller ej. Så priviligeret er jeg. Og når jeg om lidt melder mig ud af corona-er-her-så-jeg-må-tage-ansvar-klubben og udvandrer til en øde ø fordi jeg ikke gider mere, især ikke når NOGEN ikke holder deres del af kontrakten og sørger for at vi kan gøre det rigtige, tager jeg dem med hvis de vil. De gode venner, altså, saftsuseme ikke NOGEN. Vi kan svømme sammen derud. Eller ro. Adios, vi skrider! Efter en sidste afspritning.

——

OPFØLGNING 24. august 2020 kl. 11:14:

Så, nu VED jeg det: Jeg var bare forkølet!