Tag: Ventilering

Mandag morgen

Jeg kigger ud over bassinet for at få et overblik. Der er ingen svømmere i bane 5, så det ser lovende ud. Da jeg nærmer mig, opdager jeg dog at en anden person også har fået øje på den ledige bane og er ved at gøre sig klar med badehætte og briller og andet gear.

Bane 5 er den eneste enkeltbane der er til rådighed for offentlige svømmere denne morgen. Bane 1 og 2 samt 3 og 4 er slået sammen til to dobbeltbaner, og det fungerer fabelhaft til brystsvømmere og svømmere med meget forskellige tempi fordi der er god plads til at overhale i midten. Men jeg vil hellere svømme i en enkeltbane fordi det er nemmere at vende og fordi jeg så ikke skal svømme zigzag frem og tilbage.

Så jeg sigter mod bane 5. To personer i en 50-meter-bane er under ingen omstændigheder et generende eller hæmmende antal, faktisk vil jeg betegne det som den rene, vilde luksus – uanset hvordan og hvor hurtigt de to svømmer hver især.

“Godmorgen. Mon ikke vi kan deles om den her bane?” spørger jeg retorisk med et smil.

Den anden person måler mig nedefra og op og svarer: “Nu er det bare sådan at jeg svømmer meget hurtigt.”

Jeg scanner ansigtet for tegn på humor, men det er blankt. Øjnene stirrer insisterende på mig. Jeg ved nu at dette menneske umuligt kan svømme hurtigt. (Og at jeg ligner lige præcis det jeg er: en 55-årig kvinde med skjulte talenter).

“Og så svømmer jeg butterfly nogle gange, det laver bølger.”

Jeg undertrykker et fnis og siger: “Okay, det er nok ikke smart at være i nærheden af. Du må hellere få banen for dig selv!”

Jeg springer i 3-4-banen. Vandet er dejligt, og der er en stille, overskudsagtig fred i dobbeltbanen hvor vi alle zigzagger og skråvender det bedste vi har lært, uden at genere hinanden overhovedet.

Ind imellem vender personen i bane 5 nogenlunde samtidig med mig, og så opstår der en lille venskabelig battle som ikke kræver den store indsats fra min side. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Og jeg vender først i den anden ende hver gang.

Vandforbindelse

Nogle mennesker trænger til luft under vingerne, andre til jordforbindelse. Jeg trænger til vandforbindelse!

Jeg har ferie, og jeg har tænkt mig at svømme mig i ro, i balance, i kontakt med mig selv og den fantastiske verden jeg lever i og burde mærke og påskønne hver eneste dag.

Jo, jeg skrev burde, for jeg gør det ikke. Jeg er nærmest ikke til stede, og dagene går bare med at jeg prøver at komme igennem dem. Det er ikke godt for hverken nogen eller noget, og hvis jeg skulle give den gas, ville jeg sige at det er dårlig etik at lade stå til. Jeg bliver nødt til at prøve at blive glad igen.

Gammelt billede som jeg med skam må melde jeg
ikke kan huske hvem har taget. Men fint er det!

Svesken på disken

Lad mig gøre en lang historie kort: Jeg har taget nogle virkelig dårlige beslutninger på nogle centrale områder i mit liv de sidste par år. Jeg har ikke været i stand til at lytte til den kloge rådgivning der ellers flyder fra de dybeste niveauer i mig selv, og jeg har ladet mig omdirigere af mine komplekser til at tage nogle veje som ikke har ført mig de rigtige steder hen.

Nu er jeg et sted hvor jeg ikke særligt godt kan lide mig selv eller mit liv, for at sige det mildt.

Når jeg er på arbejde, er jeg en passivt-aggressiv, dømmende og lunefuld heks fordi mine grænser konstant bliver overskredet, mine værdier tilsidesat og mine behov overhovedet ikke mødt. Jeg bestemmer mig for hver dag at nu skal jeg opføre mig ordentlig, og ti minutter inde i en vagt starter det igen uden at jeg kan kontrollere det. Når jeg går hjem har jeg igen været et menneske jeg kun har foragt til overs for. Jeg ved dog også godt at det her foragtelige menneske kæmper for at jeg ikke skal blive kvalt i en verden som jeg matcher rigtigt dårligt.

Mine relationer er på vågeblus. Det koster dyrt i energi at leve et liv ved siden af sig selv, og alt hvad der smager den mindste smule af forpligtelse, afhængighed af eller forventninger til mig, får mig til at trække mig i endnu højere grad end min naturlige tilbøjelighed til alene-hjemme-tid og frihed ellers tilskynder til. Desuden har jeg ikke samvittighed til at udsætte andre for den her værste udgave af mig selv.

Min gode fysiske form og styrke forsvinder; jeg kan ikke længere stole på mit krop. Jeg bliver forkølet, jeg får tandproblemer, jeg får ondt i lænden, jeg bliver tykkere og jeg er træt som et alderdomshjem.

Min økonomi som jeg ellers havde fået rigtig godt styr på, er væltet, og det kommer til at tage år at rette op og genvinde den uafhængighed jeg havde opnået.

Og bloggen her, den kører, men I har formentlig alle sammen mærket at jeg ikke rigtigt er til stede. Det er ligesom for slemt til at jeg kan være ærlig, men i dag har jeg besluttet at det skal være slut. Derfor dette indlæg.

Der er kun én der har taget de dårlige beslutninger som har ført mig hertil, og der er kun én der kan tage nogle nye beslutninger og sørge for at jeg kommer tilbage på det rette spor, så jeg kan holde op med at leve som en skygge af mig selv. Det er jeg fuldstændigt pinagtigt klar over.

Det er tid til en alvorlig samtale med denne ene.