.. hvis man ikke lige ved det, men de sidste to uger har været en ren nedstigning til helvede for mig. I søndags kiggede jeg lige akkurat op over kanten til jorden igen, siden er det gået fremad mod “okay”, så nu skal I få historien.
Jeg har haft afsindige smerter i dagevis som ingen – og tro mig, jeg rendte diverse fagpersoner på dørene! – tog alvorligt, og som gjorde at jeg ikke sov i flere døgn. Jeg har været indlagt på hospitalet med udsigt til klitter og hav hvilket virkelig ikke hjalp overhovedet, ligesom det heller ikke hjalp at være overladt til fortsat ubarmhjertig pine og samtidig kaste op og være sløvet af medicin en nat igennem. Da jeg kom hjem og smerterne endelig aftog, blev jeg pludselig så svimmel at jeg ikke kunne styre mine ben og i øvrigt knaldede hovedet ind i væggen på badeværelset og måtte lægge mig på gulvet indtil jeg var frisk nok til at kravle i seng hvor jeg overvejede at ringe efter nogen. Jeg tog mig dog i det fordi jeg egentlig lå rigtig godt og sagtens kunne forlige mig med tanken om at det måske sluttede her, for jeg kunne helt enkelt ikke tåle flere tæv. Det gik dog ikke sådan, og 11 timer senere kunne jeg kravle ud af sengen igen og slukke lyset og musikken og rydde op efter mig.
“Det der, det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Og man kan ikke se på dig at du har ondt”, var der en der sagde da det endelig gik op for hende at hun måske havde overset noget. Nej. Men jeg sagde det jo!
Nu har jeg været tilbage på arbejde tre dage, og det er heller ikke nogen tur i himlen for der er nogle uheldige forhold jeg ikke længere kan ignorere, og noget er sat i gang allerede inden jeg flyttede. Uanset at jeg har ret (for det har jeg ;-)), ved jeg godt at jeg ender med at blive den lille i det spil, og det er ikke det fedeste i verden at gå at vente på.
Nu ved I det. Man skal ikke tro at alt hvad man læser på en blog, er hele sandheden. Og i øvrigt må I undskylde at jeg ikke helt passede tiden i sidste uge. Jeg havde helt ærligt ikke styr på en skid.
Bortset fra det begynder min lejlighed at ligne et hjem, og det er ene og alene af den grund at min eksmand og vores sønner har taget sig af både den og mig gennem alt det her. Jeg har ikke ord for hvor meget jeg har haft brug for det, og ej heller for hvor stor min taknemmelighed er. Også her er og bliver jeg den lille blandt kæmper.
