Klokken er lidt i otte, og vi finder vores pladser midt for lærredet på næstbageste række. Vi har bestilt billetterne for flere dage siden, og i det hele taget har vi forberedt os godt og glædet os meget. Vi skal se Blade Runner 2049, og forud har vi tilbragt en eftermiddag sammen for et par uger siden med at se den oprindelige Blade Runner fra 1982 og snakke om handlingen. Vi har også hver især læst lidt rundt omkring på nettet, fulgt med i anmeldelserne og skrevet lidt sammen omkring filmen.
Nu sidder vi her, min søn A og jeg, og vi er klar. Folk vælter ind i salen, og jeg tænker sikke en interesse og tror at alt er godt. Det skal vise sig at være en ret fejlagtig læsning af hvad der foregår. At det med interessen kan gradbøjes ganske betragteligt, og at alt bestemt ikke er godt.
Den sædvanlige, midlertidige uro der altid er lige i starten af en film når reklamerne er slut og lyset bliver helt slukket, aftager bare ikke. Selv under de mest poetiske og lydmæssigt dæmpede scener knitrer folk hæmningsløst med deres slikposer og snakker med hinanden, og jeg sidder og tænker NU, lige om to sekunder, råber jeg ud i rummet om folk godt gider vise lidt respekt. Jeg gør det ikke, for jeg er pænt opdraget og tilbageholdende, men jeg må indrømme at da jeg midt under en stille passage kan høre mindst to personer åbne dåser med høje pft, og en anden tabe et eller andet hårdt, måske sin mobil, på gulvet og give sig til at lede efter den så man ikke kan undgå at høre det, er jeg tæt på at være rasende og lige ved at glemme hvem jeg er. Lige ved, for jeg bliver afbrudt i mit raseri af at den ældre herre i stolen ved siden af mig, som gennem hele filmen indtil nu har kommenteret højlydt med ord og grynt, vender sig mod konen (eller hvad hun er), prutter umiskendeligt og indleder en samtale. Da erkender jeg overmagten og mit raseri forvandler sig til resignation.
På et tidspunkt går det op for mig at A konsekvent sidder lænet ind mod mig hvilket er et noget usædvanligt kropssprog fra hans side, og selvom det på sin vis er helt hyggeligt, begynder jeg så småt at undre mig. Da vi går ud, fortæller han at der sad to mennesker på min alder ved siden af ham, og at de konstant sendte slik frem og tilbage mellem sig, prikkede hinanden i siden og fnisede, så han var ved at få spat.
Vi går frustrerede og skuffede ud i mørket. Vi snakker mere om de andre i biografen end om filmen, men i bilen hjem sidder vi dog lidt og er stille hver for sig, og selve filmoplevelsen baner sig vej til min bevidsthed. Jeg siger en bemærkning om den overordnede handling som jeg ikke vil gentage her for ikke at spoile noget, og det bliver mødt med et “Det er sgu rigtigt. Det var faktisk en rigtig god film. Og flot, helt vildt flot. Hvis bare man havde kunnet få lov til at se den i fred”.
Ja. Hvis bare vi havde fået lov til at se den i fred. Jeg er faktisk stadig vred, kan jeg mærke, og generelt er min tålmodighed med al den grænseoverskridende opførsel jeg skal finde mig i, i biografen, i toget, på biblioteket og mange andre steder i det offentlige rum, ved at være opbrugt.
